EU-komissionen offentliggjorde den 8 oktober 2000 sin rapport om optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. I rapporten er der en række økonomiske og politiske reformer, som Tyrkiet pålægges til at bringe i orden før forberedelserne til dets fulde medlemskab af EU. 

Vi, Den Kurdiske Forening, KOMKAR, ser og støtter disse forslag som en chance for forandring i Tyrkiet og ønsker samtidig, at Tyrkiet øjeblikkeligt gennemfører især reformerne om demokrati og menneskerettighederne uden at negligere dem og uden at føre ind- og udlandet bag lyset.

Når man læser EU's betingelser vedr. Tyrkiets optagelse af EU, ser de i første omgang fornuftige ud. Men når man læser alle detaljerne og Tyrkiets reaktion og dets holdning på forskellige områder, især om kurdere, menneskerettighederne og militæret, bliver man bekymret, om hvem det egentlig er, der sætter betingelserne,  om det er Tyrkiet eller EU?

Det kurdiske spørgsmål, som er det største i Tyrkiet, er desværre ikke blevet behandlet i EU-kommissionens protokol som realiteterne påkræver, ligesom det heller ikke er blevet nævnt ved navn. EU’s institutioner, og især EU-parlamentet havde dog ellers tidligere fremsat løsningen af det kurdiske spørgsmål som et krav over for Tyrkiet i forbindelse med dets optagelse af EU. 

Hvis denne tilbageholdenhed nu er sket med henblik på at lægge en dæmper på de tyrkiske chauvinistiske kredses kraftige reaktion på det kurdiske spørgsmål, så mener vi ikke, at det vil tjene til en demokratiseringsproces i Tyrkiet, idet det kurdiske spørgsmål er hovedgrunden til, at Tyrkiet er udemokratisk i dag. Så længe Tyrkiet ikke anerkender kurdernes realitet, og så længe det ikke tager de nødvendige fremskridt mod en fredelig og retfærdig løsning af det kurdiske spørgsmål, vil det heller ikke tage de nødvendige fremskridt vedr. demokrati og menneskerettighederne, og de forventede reformer fra EU’s side vil heller ikke blive realiseret. 

Ifølge protokollen er der forslag om, at det skal være tilladt alle at kunne have egen radio og eget TV, og at alle derefter skal kunne have undervisning på eget sprog, hvilket også vedrører kurderne. Men på trods af, at disse forslag i sig selv ikke udtrykker ordet "mindretalsrettigheder" ved navn, betragtes disse som ”individuelle rettigheder” fra den tyrkiske stats side. Det vil sige, at den tyrkiske stat slet ikke har tænkt sig at påtage sig ansvaret for ovennævnte områder. Ligeledes er det også tvivlsomt, i hvilket omfang den tyrkiske stat vil tillade kurderne at arbejde legalt for deres rettigheder.

Alt tyder på, at det kurdiske spørgsmål hverken kan løses inden for rammerne af ”individuelle rettigheder” eller inden for rammerne af en mindretals status. Dette er et 40 millioners stort folkeslags spørgsmål, hvis land i dag er delt mellem 4 forskellige lande. Det kurdiske folk har i årevis kæmpet og kæmper stadig for deres frihed i både Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Kun få folk på denne jordklode har været undertrykt og lidt så meget som vort folk. 

Omkring halvdelen af vort folk, dvs. 20 millioner, lever i dag i Nordkurdistan inden for Tyrkiets nuværende statsgrænser. Hvordan kan der overhovedet komme fred og demokrati til Tyrkiet, og hvordan kan reformerne vedr. menneskerettighederne blive gennemført, før et sådant spørgsmål bliver løst?  Hvordan kan Tyrkiet egentlig udvikle sine ressourcer, hvis ikke dette spørgsmål bliver løst, og hvordan kan EU overhovedet optage Tyrkiet med et så stor hovedpine som det kurdiske spørgsmål?

Københavnerkriterierne er de grundlæggende politiske kriterier, som EU forventer, at ansøgerlandene opfylder. Der er ingen fra EU-lande, der i dag mener, at Tyrkiet opfylder københavnerkriterierne, men samtidig hermed mener man også, at Tyrkiet har prøvet at forbedre sig på menneskerettighedsområdet siden sit kandidatur til EU. Men i virkeligheden er der sket ingen forandringer i Tyrkiet endnu. Dette bekræfter både kommissionsformand, Romano Prodi, og udvidelseskommissæren, Günter Verheugen, ved at Tyrkiet ikke opfylder de politiske kriterier. 

Når man kigger på EU's krav over for ansøgerlandene, herunder også Tyrkiet, og på den tyrkiske regerings holdning over for kravene, så kan man se, at EU-kommissionen har dæmpet kriterierne over for Tyrkiet.

Tyrkiet giver altid løfter, men holder ingen af dem. Dette er sket både før og efter EU's aftale om toldunionen og godkendelsen af Tyrkiet som kandidatland. Det er svært at være optimist, selv om udvidelseskommissær, Vergheugen, sagde, at han var optimist. De demokratiske kræfter i Tyrkiet og især kurderne er forbavsede over EU-kommissionens formildede krav overfor Tyrkiet. 

Efter 1. Verdenskrig blev kurderne snydt. Da de allierede og det nuværende Tyrkiet i 1923 underskrev Lausanne-traktaten med hinanden, "glemte" man fuldstændigt at nævne kurderne i denne traktat. Med den nye EU's protokol om Tyrkiets optagelse, føler kurderne derfor, at de endnu engang er blevet snydt, og at historien er ved at gentage sig for dem igen.

Når man hører de tyrkiske politikere sige, at Tyrkiet kan opfylde EU's kriterier i løbet af et par år, så kan man ikke undgå at tænke på, at Tyrkiet nok vil lave nogle ændringer på visse områder som rent spil for galleri - som det hidtil  har gjort - med det formål at få EU til at tro, at Tyrkiet i virkeligheden er på vej mod en demokratiseringsproces i landet. Med andre ord vil Tyrkiet føre EU bag lyset for at blive optaget i EU, uden at det i virkeligheden ændrer på noget som helst. Men man er mere bekymret, når EU-kommissionen allerede fra starten af bukker for Tyrkiets krav vedr. det kurdiske spørgsmål, og ikke omvendt, hvor det altså skal være Tyrkiet, der skal rette sig efter EU. 

Det er uhyggeligt at læse dokumentet som kurder, idet EU-kommissionen giver Tyrkiet tilladelse til fortsat at censurere. Ligeledes er det  endnu mere uhyggeligt for mig som dansk-kurder og for alle EU borgere, at et udemokratisk land som Tyrkiet, kan bestemme over, hvad EU må og ikke må skrive. 

Vi kurdere ønsker, at EU ser realiteterne i øjnene og presser Tyrkiet til at løse det kurdiske spørgsmål på en fredelig og demokratisk måde. Problemet bliver ikke løst ved, at EU afstår fra sine krav over for Tyrkiet vedr. det kurdiske spørgsmål. 

Vi kurdere har brug for Deres hjælp til at gøre en indsats for vore sag ved at presse Tyrkiet til at løse det kurdiske spørgsmål på en demokratisk og retfærdig måde. Sålænge man tøver med at løse det kurdiske spørgsmål, vil der ikke blive tale om demokrati i Tyrkiet. Den kurdiske sag er den eneste nøgle til alle Tyrkiets problemer. Når den kurdiske sag først er løst, løses de andre problemer i Tyrkiet gradvis af sig selv. 

Der er i de kommende dage topmøde i Nice, hvor EU-lande skal diskutere godkendelsen af kriterierne for ansøgerlandene, herunder også for Tyrkiet. Vi håber, at De som statsminister vil påvirke andre EU-lande til at se realiteterne i øjnene og dermed presse Tyrkiet til at anerkende den kurdiske realitet og løse det kurdiske spørgsmål på en fredelig, retfærdig og demokratisk måde. Vi herboende kurdere håber og ser frem til, at De gør en indsats for vores sag. 

Med venlig hilsen
Formand