I denne forbindelse skriver Politiken den 24. oktober 2000, at Tyrkiet er splittet i holdningen til EU.
Politiken skriver blandt andet; ”Landes stærke militær vil gerne have Tyrkiet ind i EU, men er ikke parat til at betale prisen ved at opgive sin store politiske indflydelse. Ikke mindst er de væbnede styrker imod, at kurderne får rettigheder som mindretal”.
…..
”Militæret vægrer sig”
”EU-kommissionen gav ved samme lejlighed udtryk for skepsis over for tempoet i Tyrkiets EU-tilpasning, blandt andet fordi landets militær vægrer sig ved at afgive sin betydelige indflydelse i tyrkisk politik, og fordi højtstående tyrkiske ledere lægger mere vægt på økonomiske end politiske reformer som adgangsbillet til EU”.
……
”Ingen ret til kurdere
Militærakademiets leder, general Nahit Senoglu, har desuden sagt, at Tyrkiet  hellere vil forblive uden for EU end opfylde EU's krav om, at landets omkring 12 millioner kurdere skal have mindretalsrettigheder.”

 Når man læser artiklen, som er skrevet af Politikens korrespondent, James M. Dorsey, kan det tyde på, at landets politikere ønsker at demokratisere landet og acceptere kurdernes rettigheder, men at militæret er imod. Det er helt klart, at militæret er imod den mindste accept af kurdernes rettigheder. Men faktisk vil de tyrkiske politikere heller ikke indrømme det. De tyrkiske politikere bruger militæret som undskyldning. Disse politikere har aldrig prøvet at skrive i landets forfatning eller love, at der eksisterer et folk som kurdere i Tyrkiet. Kurderne betragtes stadig som tyrkere i på det officielle sprog. Kun nogle af politikere har mundtligt indrømmet, at der findes kurdere i Tyrkiet, men på papiret eksisterer kurderne ikke. Derfor når EU skal begynde at forhandle med Tyrkiet om dets optagelse i EU den 8. november 2000, bør EU gøre det klart for Tyrkiet, at der ingen udvej er, før Tyrkiet anerkender kurdernes rettigheder punkt for punkt. Kurderne er normalt ikke imod Tyrkiets optagelse, men de er heller ikke for, at EU optager Tyrkiet, uden at Tyrkiet anerkender kurdernes rettigheder og forbedre menneskerettighedsforholdene i landet.