|
|
|
|
|
Kære SF! Som I nok ved, er forholdene i Kurdistan fortsat ved det
gamle. Der er ikke sket nogen forandringer, hvad angår vort folks kulturelle,
nationale og menneskerettigheder. Tværtimod forværres situationen for vort
folk dag for dag, der går. I Tyrkiet, som
ønsker at blive fuldgyldigt medlem af EU, er vort folks situation blevet
forværret utrolig meget, siden den nye hærchef Büyükanit
blev udnævnt som øverstkommanderende for alle styrkerne i Tyrkiet. Der rejses dagligt
tiltale mod kurdiske politikere, bare fordi de enten har sendt en invitation
skrevet på kurdisk eller fordi de har ytret sig til fordel for den kurdiske
sag. Desuden lukkes eller beslaglægges de kurdisk-sprogede
aviser, som har bragt kritiske artikler om statens politik over den kurdiske
befolkning. Vi som kurdere er
ikke imod, at Tyrkiet kommer ind i EU, men vi er imod, hvis det kommer ind
sådan som forholdene er for vort folk. I den kurdiske del
af Iran er forholdene ikke bedre end i Tyrkiet. Der sker daglige overgreb fra
præstestyret på den kurdiske befolkning. Rigtig mange formålsløse anholdelser
finder sted, og journalister, der skriver om kurdernes forhold, bliver dømt
til lange fængselsstraffe. Derudover henretter præstestyret næsten hver dag
kurdere, der har været aktiv i den kurdiske sag. I den syriske del
af Kurdistan fortsætter Baath-regimet også dagligt
at anholde, torturere og bortføre politisk aktive kurdere og krænker
kurdernes menneskerettigheder. Ca. 250.000 kurdere står stadig uden nogen
former for rettigheder og har ikke engang syrisk statsborgerskab. De betragtes
normalt som flygtninge fra Tyrkiet, men får heller ikke flygtningestatus. De
har derfor ikke ret til at søge job, købe hus, læse videre eller søge
lægehjælp. I irakisk Kurdistan
er forholdene betydelig bedre, men ikke alle problemerne er løst endnu. I
denne del af Kurdistan har kurderne opnået betydelig mange rettigheder efter
Saddam-regimets fald. Kurderne har nu
deres eget føderale selvstyreområde med egen præsident, Mesud
Barzani (KDP), og eget parlament og egen regering
med alle dertilhørende statslige institutioner og højere læreranstalter. Alle
mindretal i Kurdistan, både religiøse og ikke-religiøse, er repræsenteret i
det kurdiske parlament og de har alle deres kulturelle rettigheder og har
egne skoler, radio, TV, aviser og tidsskrifter på deres modersmål. Kurderne spiller i
dag en vigtig central rolle i den nuværende irakiske regering. Den irakiske
præsident, Jalal Talabani,
er kurder og er samtidig formand for Kurdistans Patriotiske Union (PUK).
Udenrigsministeren er kurder og hedder Hoshyar Zebari. Kort sagt deler
kurderne regeringsmagten i Bagdad med araberne og sidder på mange vigtige
poster. I forhold til resten af Irak, hvor der hersker en sekterisk vold
mellem shiiter og sunnier,
er situationen i irakisk Kurdistan betydelig fredelig og stabil. Der sker en
hastig udvikling i denne del af Kurdistan, som giver håb til alle kurdere i
verden. Men udviklingen er
som et tårn i øjet på Tyrkiet, og det er imod alle fremskridt, der finder
sted for kurderne her, idet det har sit eget kurdiske problem. På trods af,
at der har været erklæret en ensidig våbenhvile fra PKKs
side, så truer Tyrkiet - under påskud af at bekæmpe PKK-guerillaer
- direkte irakisk Kurdistan med invasion. Desuden bruger
Tyrkiet også det turkmenske mindretal i Kerkuk som
en undskyldning til at blande sig i irakiske forhold og via det invadere
Kurdistan. Men vi ved alle, at
formålet hverken er bekæmpelsen af PKK eller at forsvare det turkmenske
mindretal, idet der efter vores opfattelse ikke er noget at forsvare,
eftersom de har alle deres mindtretalsrettigheder
og nyder godt af dem, men derimod at ødelægge udviklingen for kurderne og
forhindre, at den planlagte folkeafstemning i Kerkuk
finder sted, som ifølge § 140 i den irakiske forfatning skal finde sted inden
udgangen af 2007. Under
Saddam-regimet blev der foretaget en arabiseringspolitik
af Kerkuk. Regimet lavede om på demografien i Kerkuk-området, hvor titusinder af kurdere blev
tvangsforflyttet og i deres sted bosat arabere hentet fra Sydirak. Formålet var at
gøre Kerkuk til en arabisk by. Med gennemførelse af
§ 140 ønsker kurderne at rette op på denne fejl ved at give erstatning til de
hentede arabere i Kerkuk mod at vende tilbage til
deres oprindelige steder og derefter lade de kurdiske og turkmenske
flygtninge, der lever spredt i Kurdistan og Irak, vende tilbage til deres
oprindelige hjem. Kurderne siger, at Kerkuk geografisk set ligger i Kurdistan, men at der både
lever kurdere, arabere, assyrere, kaldæer og
turkmenere. Tyrkiet spiller med de turkmenske kort, men det
bemærkelsesværdige ved det hele er, at hovedparten af turkmenere er glad for
at komme ind under kurdisk kontrol og er imod al tyrkisk indblanding i
Kurdistan. Den tyrkiske stat
undertrykker ikke alene vort folk i tyrkisk Kurdistan, men ønsker heller
ikke, at kurdere, der lever i andre dele af Kurdistan, opnår nogen former for
rettigheder. Den tyrkiske stat fører en ubegrundet fjendsk og racistisk
politik over for alle kurdere, hvor end nu de befinder sig. SF har med sin
moralsk-politiske støtte til den kurdiske sag igennem årene givet os styrke i
vores kamp for fred og frihed. Vi håber, at SF fortsat vil støtte os politisk
med vores retfærdige sag. Med mange varme
hilsener Kurdistans
Demokratiske Parti (PDK-Irak) Kurdistans
Demokratiske Parti (PDK-Iran) Kurdistans
Patriotiske Union (PUK) Kurdistans
Socialistiske Parti (PSK)
|
|
|
|