Af Lars Kramer Mikkelsen, fhv. MF
Formand for Dansk Kurdisk Råd for Menneskerettigheder.

Velkommen til konferencen om kurderne og deres naboer – og deres syn på Tyrkiets medlemskab af EU.

Konferencen gennemføres med støtte af EU Nævnet i forbindelse med den såkaldte tænkepause i den europæiske debat om traktaten. Det har været vores hensigt at udnytte tænkepausen - ikke til at holde pause, men til at fortsætte med at opfordre til at tænke, bl.a. om Tyrkiets stilling til Unionen

Også i disse dage debatteres udviklingen i Irak. Jeg lægger stor vægt på at følge den politiske udvikling i Irak, især fordi den stadig åbner muligheder for den kurdiske befolkning og dens selvstyre i den nordlige del af landet. Demokratiet i landet er fantastisk vigtigt – både fordi valg er grundpillen i et demokratisk samfund og forudsætningen for, at der kan sættes ind til fordel for udviklingen af et samfund, der baserer sig på rettigheder – simpelt hen det at have ret og kunne få ret.

Danmark må have opmærksomheden rettet mod den nordlige del af Irak. Det er bemærkelsesværdigt, at stort set alle partier i de kurdiske områder gik sammen om en fælles liste til valget – selvfølgelig fordi de kan se, at der er store og vigtige ting på spil, som ligger over partierne. Det drejer sig om områdets fremtidige status med vægt på autonomi og egen indflydelse på deres egne anliggender. Her ligger også en vigtig dansk opgave.

Jeg glæder mig til denne debat om Tyrkiet, kurderne og deres naboer. Det er vigtigt, at der stadig bliver kastet lys på udviklingen - set fra mange forskellige vinkler, som programmet lægger op til.

Parallelt med debatten om unionstraktaten har EU indledt forhandlingerne om medlemskab med Tyrkiet, og det vækker den allerstørste interesse for én, der ønsker, at det går fremad for kurderne.

En optagelse vil af Tyrkiet vil tage lang tid, fordi landet skal leve op til de demokratiske og de menneskeretlige regler, der gælder alle steder i Europa. Disse rettigheder skal selvfølgelig også gælde for den kurdiske befolkning i Tyrkiet.

Jeg støtter forhandlinger, især fordi det vil kunne holde fokus på Tyrkiet. Flere love er vedtaget, der går i den rigtige retning, men overholdelsen af lovene lader meget tilbage at ønske. Jeg tror og håber, at disse ganske langvarige forhandlinger vil føre til, at der er pres på Tyrkiet for at opfylde menneskerettighederne, så kurderne i Tyrkiet også kan komme med i det store europæiske fællesskab.
 
 

Det Europæiske Råds beslutning på topmødet i Helsinki den 10. - 11. december 1999 om at erklære Tyrkiet som kandidatland til EU-medlemskabet, gav kurderne håb og forventninger, fordi der med Tyrkiets status som kandidatland ville starte et forløb med gennemførelsen af Københavnerkriterierne, som sigter på, at stabile institutioner garanterer demokratiet, retssamfundet, menneskerettigheder og respekten for mindretalsrettigheder. Med opfyldelsen af Københavnerkriterierne ville kurdernes situation blive forbedret meget betydeligt. 

Kurdernes håb blev vakt på ny, idet kurderne selv i dagens verden, i det 21. århundrede, hverken har nationale, demokratiske eller andre former for menneskerettigheder.

Som alle ved, blev anerkendelsen af kurderne nægtet efter Den Tyrkiske Republiks stiftelse, og det kurdiske folks eksistens, dets sprog og kultur blev undertrykt, og det blev kurderne forbudt at nyde disse rettigheder, ligesom alle deres forsøg på at få deres frihed og rettigheder blev hårdt straffet. Den Tyrkiske Republiks historie er for kurdernes vedkommende et forløb, der er fyldt med fornægtelse, undertrykkelse, deportationer, fængsler, tortur og drab. Kurdernes forsøg på at få deres nationale rettigheder efter republikkens dannelse, er blevet slået hårdt ned gang på gang, og hundrede tusinder mennesker er blevet dræbt.

Det eneste, som kurderne ønsker, er, at få deres grundlæggende nationale rettigheder - ligesom alle andre folkeslag i verden, ikke andet.

Der lever omkring 40 mio. kurdere i Mellemøsten. I Tyrkiet er kurderne en majoritet i de områder, hvor de lever. De har en lang historie, et rigt sprog og en rig kultur. Ifølge de internationale regler skulle de have selvbestemmelsesret over deres fremtid.  

Den kurdiske befolknings krav er, at der bliver undervist på kurdisk fra folkeskolen til universitetet, ligesom de skal have ret til at bruge deres sprog frit og uden begrænsninger. 

Kurderne ønsker, at alle kurdiske person- og stednavne, som igennem årene er blevet frataget dem, gives tilbage; at de frit kan ytre sig i det lovlige politiske liv; og at de kan deltage i landets styrelse med egen identitet. 

Kurderne kræver officiel anerkendelse i både forfatningen og i alle offentlige institutioner. 

Det kurdiske sprog skal anerkendes som officielt sprog ligesom tyrkisk i statsforvaltningen.

Selv om kurderne på fredelig vis har kæmpet for disse nationale og demokratiske rettigheder, har de måttet lide under hårde straffe fra det fascistiske militærkup i 1980 for deres kamp for ligestilling og accept. Den kurdiske nationalbevægelse er siden blevet forfulgt med en hård fascistisk terror. Som følge af denne terrorbølge, er hundrede tusinder af kurdere blevet tortureret, fængslet, lemlæstet eller har mistet livet. Perioden med den væbnede kamp, der startede i 1984, gav det tyrkiske regime yderligere frie tøjler i dets bestræbelser på at føre dets beskidte planer ud i livet. Det endte med, at millioner af kurdere måtte forlade deres landsbyer og blev revet væk fra deres rødder og tvangsforflyttet til de store byer i vest. I årene under den lange militærundtagelsestilstand blev der gennemført store razziaer og store grupper af mennesker blev undertrykt og tortureret, ligesom der blev dræbt flere mennesker under påskud af, enten at være blevet dræbt af såkaldte "ukendte gerningsmænd", eller i "sammenstød" med sikkerhedsstyrker og politiet. Det kurdiske område blev lagt i ruiner.

I forfølgelsen af kurderne blev også en del af den tyrkiske befolkning ramt, især progressive, intellektuelle, demokratiske og socialistiske kræfter i landet. 

Derfor blev der næret store forventninger til, at forholdene blev bedre generelt i Tyrkiet, og især for kurderne ved Tyrkiets godkendelse som EU-kandidatland. 

Med optagelsesforhandlingerne ville tortur, drab begået af såkaldte "ukendte gerningsmænd", tvangsforflytninger og andre lignende komplikationer ved militærundtagelsestilstanden ophøre, og civilsamfun-det ville kunne ånde lettet op. Den demokratiske udvikling ville kunne komme op på EU-standard, og selv om gennemførelsen af mindretalsrettigheder ikke var nok til at imødekomme eller opfylde alle kurdernes krav, så ville det i det mindste åbne vejen for en forbedring af forholdene og gøre løsningen af det kurdiske problem lettere.  

Både under den tidligere premierminister Ecevits koalitionsregering og senere under den nuværende regeringsparti, AKP, blev en del love ændret og grundlovsændringer foretaget. Nogle af de vigtige og iøjnefaldende ændringer var f.eks. ophævelsen af undtagelsestilstanden og fjernelsen af dødsstraffen. Med begrænsede muligheder, blev der givet tilladelse til privat kurdisk undervisning og Tv-udsendelser. Dette blev betragtet som positive skridt og som, at man nu var ved at nedbryde tabuerne og kunne tale åbent om det kurdiske spørgsmål. 

Det gav en yderligere optimistisk forventning og skabte en positiv atmosfære, da premierminister Erdogan i 2005 mødtes med en gruppe intellektuelle og efterfølgende under et besøg i den kurdiske by Diyarbakir udtalte sig positivt om det kurdiske spørgsmål. Her sagde han nemlig, at han erkender, at der er et kurdisk spørgsmål, og at det skal løses inden for rammerne af demokratiet. 

Der har helt fra begyndelsen været nogle seriøse modstandere af EU-medlemskabet: De militaristiske, chauvinistiske og racistiske reaktionære kræfter, som er bange for at miste deres magt, har konstant saboteret det demokratiske forløb. Disse grupper, der havde indflydelse inden for magteliten, begyndte ved hjælp af manipulation og psykologiske midler at påvirke samfundet til at være skeptiske over for EU og forhindrede på den måde, at udviklingen fortsatte, som det ellers var hensigten. Det ser ud til, at disse grupper er kommet et langt stykke vej med deres planer og har initiativet i egen hånd for tiden. Disse modstanderes mest brugte argumentation er terrorisme og separatisme (1), samt islamisme og Cypern-spørgsmålet. 

Da regeringspartiet AKP ikke har en demokratisk tradition bag sig, og da premierminister Erdogan har en uklar holdning til de europæiske værdier, har det forhindret ham i at føre en klar politik, i forbindelse med EU-reformer og det kurdiske spørgsmål. Hans interesse er rettet mod de islamiske lande, og især mod Mellemøsten, og har gjort det endnu vanskeligere for AKP-regeringen at være seriøs og have et klart EU-perspektiv. Med andre ord har AKP anset tilnærmelsen til EU som et politisk og strategisk mål for derigennem at isolere militærets magtindflydelse i den politiske proces. 

PKK's voldelige aktioner gav uden tvivl EU-modstandere mere vind i sejlene til at arbejde imod reformerne. Det gav disse grupper en god anledning til at bruge det over for befolkningen. Som følge heraf, blev den i forvejen ubeslutsomme regering endnu mere ubeslutsom i sine handlinger.

På den anden side er det også værd at huske, at bestemte europæiske konservative kredse med deres negative rolle også har været med til at forhindre den 
positive atmosfæres fremgang. 
Derudover bruges der fra EU's side ikke en passende formulering om Tyrkiets medlemskab. I stedet for "fuldgyldigt medlemskab", så tales der i EU's organer tit om den såkaldte "privilegeret partnerskab". Både dette og den seneste kampagne mod Tyrkiets medlemskab, der opstod i Frankrig og Holland i forbindelse med folkeafstemningen til EU-forfatningen, har efterfølgende påvirket befolkningens store forventninger og den positive og demokratiske atmosfære i Tyrkiet, som ellers var opstået som følge af EU-medlemskabet. Der er derfor heller ikke en lysere fremtid for, at det kurdiske spørgsmål kan løses inden for den nærmeste fremtid. 

Lige nu ser situationen ud til at være kørt af sporet. Anti-EU grupper inden for militæret og deres civile håndlangere, der i en tid havde ventet på en gunstig lejlighed, blev efter begivenhederne i byen Semdinli (2) grebet af panik og begyndte at vise tænder. Og efter demonstrationerne i Diyarbakir (3) her for nylig har de i en højere grad taget initiativet på egen hånd.

EU-modstanderne har ved at bruge de seneste begivenheder som påskud provokeret spændinger i samfundet og prøver på den måde at presse regeringen i et hjørne. 
I stedet for at være klar og kontant over for disse anti-EU grupper, har regeringen vist svaghed og er bukket under for pres fra militæret. Som tegn på dette er regeringen nu kommet med et forslag til en ny anti-terrorpakke.  

Forløbet med EU-medlemskabet er for tiden, så at sige, havnet i en kritisk situation, og har endog lidt et tilbageslag. De ansvarlige for, at forløbet er nået til dette kritiske punkt, er uden tvivl grupper inden for militæret og deres håndlangere, som er imod en ændring af status quo. Men AKP-regeringens dobbeltspil, ubeslutsomhed og manglende demokratisk vision har også medvirket til, at situationen ser ud i dag, som det gør. På den anden side, har PKK's valg af brug af våben også givet EU-modstandere mere vind i sejlene og gjort det lettere for dem at gennemføre deres beskidte planer. Derfor har PKK også en del af ansvaret for, at udviklingsforløbet har lidt tilbageslag. 

EU's organer og EU's medlemslande generelt
Det var allerede fra starten en kendsgerning, at en tilbagevisning af et fuldgyldigt tyrkisk medlemskab af EU ville indvirke negativt på Tyrkiets forsøg på at ændre på forholdene og foretage de nødvendige reformer. En sådan holdning vil først og fremmest tjene EU-modstanderes interesser, samt gøre det muligt for dem at få opbakning fra befolkningen. 
Et Tyrkiet, som i forvejen har masser af problemer, og som vakler i reformprocessen, vil herefter ikke gøre andet end at bidrage yderligere til den i forvejen destabiliserede situation i regionen. Dette vil heller ikke være i EU's interesser. 

Det, som EU her bør gøre, er at holde døren åben for et fuldgyldigt medlemskab og samtidig anvende gulerod-stok-metoden.

For en åben vej til et fuldgyldigt medlemskab vil betyde en støtte til EU-tilhængere mod reaktionære kræfter, der modarbejder EU. Samtidig kan dette også hjælpe med løsningen af en stor del af de økonomiske, sociale og kulturelle problemer. Et fuldgyldigt medlemskab for Tyrkiet vil muliggøre, at et stabilt demokrati bliver gennemført i landet, og at nye muligheder for en løsning af det kurdiske spørgsmål bliver skabt.  

Kun et grundigt og stabilt demokratisk program vil isolere de voldelige grupper og skabe fred og stabilitet.

Det vil ikke være svært at gætte, hvordan et stabilt og demokratisk Tyrkiet, som har løst det kurdiske spørgsmål, vil se ud og kan bidrage til freden i verden og i området, der er fyldt med problemer. 

 ----
Oversætterens fodnoter:
(1) I Tyrkiet anvendes ofte betegnelserne "terror og separatisme" om det kurdiske spørgsmål.  
(2) Den 9. november 2005 blev tre personer pågrebet af folk på gaden i den kurdiske by Semdinli, efter at de havde kastet en bombe ind i en boghandel, der tilhørte en kurder ved navn Seferi Yilmaz. En kunde, der var i butikken, blev dræbt på stedet. I deres bil fandt folk bl.a. våben, bomber, et kort over området, samt en liste over personer, der skulle dræbes. Det viste sig, at de var fra den tyrkiske militærefterretningstjeneste og blev udleveret til politiet til retsforfølgelse, men blev igen løsladt et par dage efter. Det fik folk til at protestere i gaderne. Efterfølgende rejste statsadvokaten i byen Van tiltale mod en højtstående general, der er kandidat til posten som hærchef for Tyrkiets styrker, for hans støtte til paramilitære grupper, samt for at have stået bag drab på flere kurdere under sin tjeneste i Kurdistan. Statsadvokaten er for nylig blevet fjernet fra sin post som følge heraf. 
(3) I den kurdiske by Diyarbakir kom kurderne i sammenstød med politiet under en demonstration den 28.03.2006, efter at 14 PKK-guerillaer var blevet dræbt med giftgasbomber af det tyrkiske militær. Her skød politiet med skarpt direkte mod menneskemængden og skød bl.a. 4 små børn helt ned til 3-års alderen. Som følge heraf udviklede demonstrationer sig i flere andre kurdiske byer frem til den 05.04.2006. I alt 16 kurdere blev dræbt. Alene i Diyarbakir arresterede politiet 563 personer, heraf 200 børn. 382 af dem, hvor 91 er børn, er efterfølgende blevet fængslet. 
 

En ny historisk udvikling i EU er begyndt med optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Tyrkiet som medlemsland adskiller sig fra tidligere, fordi det er det første muslimske land, hvilket betyder en kulturel udvikling af EU. Det er et land med 70 mill. indbyggere, hvilket vil give meget magt til Tyrkiet; herudover har Tyrkiet et stort militær, og endelig er Tyrkiet nabo til problemfyldte lande i Mellemøsten. 

Med dette perspektiv, hvad betyder Tyrkiet så for EU?
1) Tyrkiet har store problemer med at leve op til Københavnerkriterierne. Indtil nu har der været talt mest om lovændringer, og nu er mange af dem foretaget, men der har vist sig store problemer med gennemførelsen. De største problemer har været omkring undervisning på kurdisk, kurdisk radio og TV og en egentlig anerkendelse af kurdisk identitet.
Der er ændret i straffeloven i forhold til ytringsfriheden, men der er stadig problemer omkring ytringsfriheden og mange forfattere og journalister bliver retsforfulgt for ”fjendtlighed mod Tyrkiet” (§ 301).
Det armenske og kurdiske spørgsmål samt alevitternes religiøse frihed er fortsat vigtige og uafklarede diskussionsemner mellem EU og Tyrkiet.

2) Tyrkiet er en af de fattigste ansøger lande i forhold til bruttonationalprodukt pr. indbygger. Ifølge uofficielle tal ligger Tyrkiet på 4-4.500 dollar pr. indbygger, hvor de laveste EU medlems lande ligger på 10.000 dollar, og med 70 mil. indbyggere kan det give alvorlige økonomiske problemer.

Det er ikke blot et fattigt land, men indtægtsfordelingen mellem rig og fattig er også betydeligt skævere end i de andre medlemslande. I Tyrkiet er det 1: 2 eller 13 mod andre medlems lande 1:4 eller 5. Denne skævdeling af indtægterne er ikke social retfærdig og kan spænde ben for en demokratisk udvikling. 

En væsentlig grund til denne skæve indkomstfordeling er fagforeningernes manglende indflydelse. Efter militærkuppet 12.9. 1980 har fagforeningernes rolle været minimal. Der er stort set ingen lønmodtagere, der er organiserede. Aktuelt er der stor vækst i ansatte i medieområdet, men uden at det har været muligt at organisere sig; en undtagelse er journalisternes fagforening, den bedst organiserede, der kun har ret til at lave overenskomstaftale med den statslige institution Anadolu Ajansi.

3) Tyrkiet har problemer med andre EU medlemslande - farvandsproblemer i forhold til Grækenland og manglende anerkendelse af den cypriotiske republik (det græsk cypriotiske styre som er EU medlem). Udover farvandsproblemer i forhold til Grækenland, er der også uafklarede spørgsmål omkring afmilitarisering af visse øer og overflyvningszoner, der stadig er uløst.
Det kan give mange samarbejdsproblemer internt i EU.  Derudover har Tyrkiet problemer med nabolandet Armenien, som man ikke vil åbne grænsen til.

4) Inden for de sidste 45 år har der været 3 militærkup i Tyrkiet. Kuppene har ændret det juridiske og politiske system til fordel for militæret selv, og de ændringer, der blev lavet i forhold til EU, er endnu ikke acceptable med henblik på optagelsen. På næsten alle områder er der problemer med magtfordelingen mellem militær og politikere. Et af de seneste eksempler på dette problematiske magtfordelingsforhold så man i opgøret i Semdinli. Her lykkedes det ikke politikerne (regeringen) at sikre et retsligt efterspil, som kunne afsløre en militær deltagelse. I Semdinli fik en kurdisk boghandler smidt en granat/bombe ind i sin butik. Gerningsmændene blev pågrebet af folk på gaden og overgivet til politiet, som frigav dem uden straf og retsforfølgelse, da det var militærets efterretningstjeneste, der stod bag

Ifølge grundloven, som stammer fra militærstyrets tid, er der nogle institutioner, f.eks. RTÜK, Radio/Tv Nævnet, (som kontrollerer alt, hvad der udsendes), YÖK, Det højere Uddannelsesnævn, (som kontrollerer de mellemlange og lange uddannelser), Statens Sikkerhedsråd, (som selv styrer, hvad de blander sig i), der alle tre har ubegrænset indflydelse inden for deres område og ikke er underlagt demokratisk kontrol (red. bemærkning).

5) På baggrund heraf, er der grund til at tro, at Tyrkiets medlemskab af EU bliver en lang og besværlig proces.

6) Hvis vi ser på de eksisterende medlemslandes bekymringer over at optage Tyrkiet, er der fokus på det store indbyggertal/land, deres religiøse tilhørsforhold, fattigdommen og det kurdiske spørgsmål, som problemer, der er svære at løse. Derfor er der ikke ubetinget ønske om en fuld optagelse af Tyrkiet som medlem.  Den voksende nationalisme og racisme i EU landene skaber også fordomme overfor Tyrkiet.

7) Det påvirker den tyrkiske befolkning, at verdenssamfundet, herunder EU-landene fortsætter med isolation/embargo overfor de tyrkiske cyprioter, selvom de stemte for Kofi Anans fredsplan, hvorimod de græske cyprioter stemte imod. Det får nationalismen til at vokse og befolkningen føler, at græskcyprioterne bliver belønnet for deres manglende samarbejdsvilje.

De demokratiske kræfter og de, der ønsker større frihed i Tyrkiet, går ind for medlemskab af EU, fordi medlemskabet vil medvirke til demokratisering; der vil ske en udjævning mellem rig og fattig; menneskerettighederne vil få bedre kår; velfærd vil give større social tryghed; og det økonomiske niveau vil blive hævet.

Militæret, nationalister og reaktionære kræfter prøver at forhindre EU medlemskab og glæder sig over negative reaktioner fra EU-landene. De ønsker ikke Tyrkiet som EU-medlem. De forsøger at uddybe spændinger og kløfter mellem EU og Tyrkiet.

Hvis EU kigger på Tyrkiets medlemskab fra dets egen synsvinkel, bliver det ikke nogen succes, men Tyrkiets medlemskab åbner nye horisonter for EU. Landene i Mellemøsten følger nøje med i Tyrkiets optagelse og ønsker, at det skal lykkes. De ser muligheder i at blive naboer og nærmere beslægtet med Europa gennem Tyrkiets medlemskab.

Tyrkiets medlemskab af EU kan medvirke til at udbrede EU's demokratiprojekt. USA's indgreb i Mellemøsten har udviklet sig til et blodbad. EU med dets lange demokratitradition kunne være med til at udvikle landene i Mellemøsten i demokratisk retning gennem indlemmelse af Tyrkiet.

Tyrkiets kurdiske spørgsmål
I alle disse problemer er det kurdiske spørgsmål det mest kritiske. Tyrkiets magthavere er ikke enige om, hvordan det skal løses. Regeringen, især premierministeren, ville gøre noget ved det. Sidst i august holdt han et langt møde med en gruppe intellektuelle, hvor jeg også deltog. Her gav ministeren positivt udtryk for, at han ønsker en løsning.

Ministerens positive signaler blev ikke gengældt fra PKK. Premierministerens eget parti AKP, nationalister og reaktionære kræfter i partiet var imod hans positive signaler. Så kom Semdinli skandalen og premierministeren har igen givet positive signaler, men der er ikke kommet mere ud af det, fordi militæret var indblandet i skandalen.

Anklagemyndigheden i provinsbyen Van krævede retsforfølgelse af chefen for landtroperne i et anklageskrift, og dele af politimyndigheden kritiserede også militærets involvering i skandalen. Militæret reagerede meget skarpt på disse tiltag. Efter militærets reaktion, bøjede justitsministeren sig og startede retsforfølgelse af anklagemyndigheden i Van, og indenrigsministeren suspenderede de kritiske politichefer. 

Under Newroz festlighederne i marts i år, flagede PKK med sit flag under demonstration og krævede, at forhandlinger om kurdiske spørgsmål skulle ske med Abdullah Öcalan. Det optrappede konflikten. Denne udvikling betyder, at en stor del af den lovlige kurdiske bevægelse, kan mistænkes for at være infiltreret af PKK. Samtidig er PKK’s vigtigste krav løsladelse af Abdullah Öcalan.

Det ser ud til, at begge sider optrapper nationalismen og volden. Muligheden for en fredelig og rolig løsning bliver sværere. I de kommende dage frygtes for blodige sammenstød og massedemonstrationer. I det vestlige Tyrkiet frygtes ekstreme nationalistiske kræfter at ty til voldelige aktioner, og det frygtes, at voldelige kurdere i udkanterne af storbyerne reagerer med aktioner. Hvis dette sker, bliver konflikten endnu mere optrappet. 

Afslutningsvis kan siges, at PKK’s aktioner giver liv til reaktionære kræfter, som er mod EU medlemskab. De forventer, at en sådan udvikling bliver en fordel for dem og deres synspunkter.

Løsningen bliver sværere. Det, der sker i Nordirak, påvirker også Tyrkiet. På den ene side bekymrer det Tyrkiet, hvad der sker. På den anden side får de tyrkiske kurdere større forventninger om egne rettigheder.

Hvis det fortsætter på den måde, er det min vurdering, at der kan komme store spændinger og sammenstød på grund af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet. Indtil nu er der ikke nogen kræfter eller muligheder for at forhindre en sådan risiko.

Alle disse spændinger og volden påvirker Tyrkiets forhandlinger med EU, og det vil det også gøre fremover.
 

Allerførst vil jeg gerne sige tak for invitationen til at komme her i dag. Der er tale om et meget vigtigt - og meget sensitivt - spørgsmål, der stiller EU over for en lang række principielle spørgsmål - og tester principperne for EU-medlemskab på godt og ondt. Det er samtidig en debat, hvor det er vigtigt at holde fast i nuancerne og ikke forfalde til simplificerede, sort-hvide svar. 
Lad mig først slå fast, at jeg er en stor tilhænger af, at Tyrkiet bliver optaget i EU, så snart landet overholder Københavnskriteriernes ord og bogstav. Jeg er samtidig af den klare overbevisning, at det var og er af afgørende betydning for den demokratiske udvikling - herunder for forbedringen af kurdernes og de øvrige mindretals vilkår - at vi opretholder et reelt tyrkisk medlemskabs-perspektiv kombineret med et vedvarende pres på de tyrkiske myndigheder. 
De signaler, der i øjeblikket kommer fra ledende europæiske politikere, om at Tyrkiet må nøjes med mindre end et medlemskab af Unionen, er kun til gavn for de konservative kræfter, der kæmper mod forandringens vinde i den tyrkiske centraladministration. Styrken i den europæiske kritik af Tyrkiet ligger i den tyrkiske forventning om, at EU's dør står åben, når forholdene er bragt i orden. Påstanden om, at EU aldrig vil lukke Tyrkiet ind, uanset hvor mange reformer landet gennemfører, er reformmodstandernes vigtigste kort. Jo mere europæiske politikere bærer ved til denne forestilling, jo svagere bliver det europæiske pres for forbedringer. Løftet om medlemskab er den vigtigste rygdækning til de progressive tyrkiske reformkræfter.
På det overordnede plan er der over de seneste år sket markante forbedringer af kurdernes vilkår i Tyrkiet, især hvad angår øgede kulturelle rettigheder. På trods af åbenlyse mangler og problemer med at implementere den nye lovgivning, bliver der i dag rent faktisk sendt radio og tv-udsendelser på kurdisk og der 

bliver faktisk undervist i kurdisk, om end under nidkære restriktioner. 
Når man tænker på, at ethvert udtryk for kurdisk kultur eller identitet for få år siden per definition blev betragtet som opfordring til terrorisme, og blev straffet efter alt for brede paragraffer om statens sikkerhed, er Tyrkiet på få år nået ganske langt. 
Det er et faktum, at den nuværende tyrkiske regering på disse områder er nået længere end nogen tidligere regeringer, først og fremmest fordi krigshandlingerne i Sydøsttyrkiet stort set ophørte i kølvandet på tilfangetagelsen af Abdullah Öcalan i 1999. I krigens skygge er nuancerne som bekendt som regel det første offer, og fred er således en forudsætning for at gøre fremskridt. 
Netop derfor har det været ekstra trist at se, hvordan regeringen har håndteret den optrapning af konflikten, der er sket i det seneste halvår.
Man må på det kraftigste fordømme politiets helt unødvendigt voldsomme fremfærd overfor demonstranterne i Diyarbakir og Kiziltepe for tre uger siden. At bruge automatpistoler overfor demonstranter er helt uacceptabelt og i klar strid med international lov. I forhold til EU- perspektivet, er det nu afgørende, at regeringen viser, at den er "committed" til at efterforske omstændighederne og at retsvæsenet er i stand til at retsforfølge de ansvarlige i politi og embedsværk. Dette er en klar forudsætning for tyrkisk EU-medlemskab, og her forestår en meget stor udfordring for den tyrkiske regering.  
Embedsværket og retssystemet er traditionelt hjemsted for den stærkeste kemalistiske reformmodstand, og har også i de seneste år vist sig som et af regeringens største problemer i dens ønske om at fremstå som en demokratisk retsstat. Der forekommer beklageligvis fortsat chikane-agtige sagsanlæg fra de offentlige anklagere mod offentlige kurdiske personer og andre, der udfordrer statens og hærens traditionelle selvforståelse.
Blandt de seneste eksempler er det meget omtalte sagsanlæg mod forfatteren Orhan Pamuk. Selvom de fleste sager enten frafaldes eller tabes, vækker det med rette stor opmærksomhed i Europa, og er i klar modstrid med de europæiske normer for retssikkerhed. Men vi må erkende, at europæiseringen af retssystemet er en proces, der tager tid og delvis må løses gennem uddannelse og naturlig udskiftning. Et uafhængigt retssystem er en del af Københavnskriterierne, hvorfor det er problematisk, hvis vi beder regeringen gribe ind i sagsbehandlingen. Men det er politikernes ansvar at lovgivningen rummer færrest mulige huller, der åbner for domstolenes fortolkninger.
Samtidig med fordømmelsen af den tyrkiske overreaktion på de sidste måneders hændelser, er det vigtigt at fordømme de provokationer, som PKK's ledere har stået for. Angreb på og nedbrændinger af busser i Istanbul har krævet flere dødsofre og åbnet gamle sår. Det store flertal af kurdere deler ikke PKK's interesse i at eskalere konflikten, men ønsker i stedet en bedre økonomisk og social tilværelse og øgede kulturelle rettigheder.
Den tidligere kurdiske borgmester i Diyarbakir, Dagistan Toprak, har udtrykt dette meget klart: "If we're going to have real peace here, the PKK needs to adjust itself to the new world situation. The Turkish state is becoming more democratic. The PKK needs to do the same. It should give up the idea of armed struggle, and open respectful dialogue with Kurds who think differently." (Hvis vi skal have ægte fred her, må PKK tilpasse sig den nye verdenssituation. Den tyrkiske stat bliver mere demokratisk. Det samme må PKK blive. De må opgive tanken om væbnet kamp og indgå i en dialog med kurdere, der har andre synspunkter).
Samtidig hviler der et kæmpe ansvar på den tyrkiske regerings skuldre for at neddæmpe konflikten i stedet for at optrappe den. Det vigtigste i denne sammenhæng er uden tvivl, at regeringen begynder at gøre en reel og determineret indsats for at udvikle den sydøstlige del af landet økonomisk og socialt. Indtil videre har Erdogans regering, ligesom alle tidligere tyrkiske regeringer, undladt at se de økonomiske og sociale problemer i Sydøsttyrkiet i øjnene. Den nuværende arbejdsløshed på omkring 50 procent og en generel økonomisk underudvikling udgør ikke nogen frugtbar muld for en stabil politisk udvikling. Hertil kommer en helt ødelagt infrastruktur efter 16 års krigshandlinger i området. 
Ekstremisterne på begge sider har fået lov til at monopolisere konflikten alt for længe. Vi bliver nødt til at stille reelle krav til begge parter.
Først og fremmest ved at holde fast i, at fredelige midler er den vigtigste forudsætning for fremgang, og mere demokrati er det vigtigste svar på terrorisme.

Anders Jerichow,
Præsident for Dansk-Pen
Redaktør, Politiken

Der står ikke meget i pressen om det kurdiske spørgsmål, og jeg er enig i, at det ikke er så nemt at trække danske læsere og studerende af huse for at deltage i denne debat. Det er synd. Vi har været igennem spørgsmålet om Tyrkiet og kurderne og EU så mange gange. Jeg tror, pressen er i vildrede med, hvor dynamikken er, hvor man kan finde nye brudflader. 

Det jeg vil prøve nu er - ikke at pege på enkelte nye brikker i dette spil - men simpelthen prøve at fremlægge det, jeg tror, er psykologien i den måde, danskere ser på spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU og den kurdiske sag. Det vil jeg gøre ved at kaste et blik tilbage på, hvordan historien bliver til og forandrer sig. Derefter vil jeg se på, hvordan danskere har det med kurdere og Tyrkiet og derefter se lidt på, hvad det betyder for spørgsmålet om optagelsen af Tyrkiet i EU.

Jeg tror simpelthen ikke på, at historien på noget tidspunkt slutter, og stater eller statsdannelser er noget, der er kommet én gang for alle. Det er meget fristende at tro, at fordi Danmark ser ud, som det gør nu, så vil det blive ved med altid at se sådan ud, eller fordi Tyrkiet ser sådan ud, så vil det blive ved med at se sådan ud, med de grænser det har. 

Ellers kunne man godt tro, at kurderne var kommet for sent til historien for 100 år siden, fordi alle andre da var i gang med at lave en stat, og ganske mange nationaliteter fik også held med sig til at skabe en stat. Da kunne det lade sig gøre at få en hovedstad og en hær og blive medlem af FN, og så var verden færdig, og her kom kurderne for sent; men sådan tror jeg ikke, det er. Grænser vil til stadighed være genstand for mulig forandring. Det handler, om mennesker vil det, eller mennesker ikke vil det.

Vi har fået flere eksempler på dette de sidste 10 – 15 år - ikke mindst på Balkan med Jugoslavien, og i østblokken. Jeg vil pege på et par fredelige eksempler, og et par eksempler, der blev til som resultat af vold, eller voldelige handlinger. 

Det fredelige eksempel er naturligvis Baltikum: Estland, Letland og Litauen, som, vi alle sammen for 15 år siden troede, var en del af Sovjetunionen. Hvis vi havde spurgt os selv her for 20 år siden, om de baltiske lande var selvstændige stater eller en del af Sovjetunionen, ville der ikke have været ret mange mennesker, der ville betvivle, at det var en del af Sovjetunionen. Der var ingen, der ville mene, at det var værd at satse på, at det kunne blive anderledes. Men det blev det. Det lykkedes. 

Det lykkedes ved en fredelig politisk udvikling, som ikke skyldtes så meget vestligt pres, som det skyldtes en økonomisk og politisk nødvendighed inden for den gamle østblok. Befolkningen blev selv træt af deres regimer og satte selv en ny dagsorden, som gjorde det nødvendigt at ophæve de gamle grænser, at skabe tre baltiske lande, mod syd at splitte Tjekkoslovakiet op, og skabe en helt ny politisk virkelighed i Central- og Østeuropa.

Jeg har også nogle eksempler på, at en voldelig indsats, krig, kan forandre grænser. Der er endda eksempler på, at det er sket, uden at Verden egentlig tog sig af det. Et af de bedre eksempler er Marokko. Hvor mange tænker på, at Marokko har besat Vestsahara og slet og ret annekteret det? 

Det gjorde de ikke desto mindre for 30 år siden. Det vakte stor ståhej i FN, og der kom
resolution på resolution, men det var godt nok ikke noget, der optog særlig mange mennesker i Danmark, men her i sidste uge besluttede Marokko at løslade de fleste af sine politiske fanger i Vestsahara, formentlig som et udtryk for, at de nu er nogenlunde trygge ved, at der nu ikke længere er ballade i Vestsahara, og nu har man styr på territoriet, så nu kan man godt slippe fængslede fri.

Men det er udelukkende vold og undertrykkelse, der har gjort det muligt for Marokko at sætte sig på Vestsahara, og det er jo i grunden meget mærkeligt, for vi har jo haft flere krige de sidste 10 – 20 år, som har ført til besættelser, som verden ikke vil acceptere. Den britiske besættelse af Palæstina er ældre endnu, men der er stadig ingen i verden, der vil acceptere, at Israel holder de palæstinensiske områder besat.

Der er heller ikke nogen, der har villet acceptere, at Saddam Hussein besatte Kuwait, og der er heller ingen, der vil acceptere det, hvis USA ønsker at fastholde en besættelse af Irak, men der gives altså eksempler, - det lykkedes for Marokko.

Dette er eksempler på, at det godt kan være, at grænser vil blive anderledes - i Mellemøsten ligesom alle andre steder - om 10 år eller om 100 år, - det er ikke til at sige.

Jeg tror, at der i det kurdisk-tyrkiske spørgsmål er et virkeligt indædt og faktisk ubehageligt problem, der rejser sig, fordi det er et så fundamentalt spørgsmål, om man vil satse på kurdisk samhørighed på tværs af de grænser, der blev sat for 80 år siden, eller om man vil tage udgangspunkt i, at det kurdiske samfund er blevet delt mellem 4 forskellige stater. Set i mellemøstligt perspektiv er det meget underligt, at der er flere kurdere, end der er israelere og jordanere og libanesere tilsammen, men det er altså den kurdiske virkelighed, at man har et kurdisk samfund i 4 forskellige stater. 

Her diskuterer vi kun en del, det ene hjørne af Kurdistan, men dog det største, nemlig kurderne i Tyrkiet, og det er blevet meget vigtigt for spørgsmålet om, hvorvidt Tyrkiet skal med i EU. 

Nu vil jeg gå videre til spørgsmålet om, hvordan vi ser på dette område: Danskere ser på kurdere og Tyrkiet.

Jeg mener, der er en trussel, en udfordring og et dilemma i det. Grundlæggende præsenteres den del af verden som Mellemøsten. Når vi kommer ned til Kurdistan, ser vi området som Mellemøsten og ikke som Europa. I danske øjne ses Mellemøsten som en trussel, fordi Mellemøsten er noget, der producerer konflikter. Mellemøsten producerer problemer med vores energitilførsel. Det producerer krige; det producerer flygtninge; og det har i al den tid, vi her kan huske tilbage, været sådan, at Europa har følt et behov for at holde Mellemøstens problemer på afstand. Så på den måde repræsenterer den kurdiske uro i de kurdiske provinser i Tyrkiet en trussel mod Europa. 

Der er også en udfordring her: spørgsmålet om Islam. Hvor mærkeligt det end kan lyde, har de fleste danskere ikke vænnet sig til, at Islam er her og ikke et sted nede på den anden side af horisonten. Der er en forfærdelig masse ballade om det, og selv om vi har haft en stor muslimsk befolkningsgruppe i Danmark de sidste 30 år, er det helt nyt for os – og måske er det tegningerne, der har gjort det klart for os - at Islam og muslimer, er noget, der findes her og ikke bare et andet sted. Vi har nærmest troet, at Islam og muslimer var noget, vi kunne stemme om, at vi kunne vælge, om vi ville have et multikulturelt samfund eller ej. At vi kunne vælge, om vi ville have indvandring eller ej. At vi kunne stemme nej, og så pludselig i morges tidligt, havde vi det ikke alligevel. 
Nu først er det ved at gå op for os, at vi er et multikulturelt samfund, og at Islam også er her, men udfordringen fra Islam står meget stærkt i en dansk psykologi, fordi man ikke kan finde ud af det. Her troede vi, at vi var et lille homogent samfund, at vi lignede alle hinanden, og vi troede på den samme Gud, og vi holdt de samme juleaftener. Vi kan ikke finde ud af, at vores naboer har nogle andre traditioner og holder nogle andre helligdage. Det er en del af den udfordring, vi føler, hvis Tyrkiet og Danmark skulle hænge sammen i EU. Islam er en del af os og ikke langt væk, og det er en del af udfordringen,

Så er der dilemmaet: det tredje spørgsmål: Hvad mener nye naboer på den anden side af Tyrkiets grænser? Jeg tror, at Tyrkiet har repræsenteret et meget stort dilemma for dansk politik. Det gør det sikkerhedsmæssigt, og det gør det i spørgsmålet om forenelighed af det, der er tyrkisk og tyrkisk-kurdisk og det danske. Sikkerhedspolitisk er det et kolossalt dilemma, fordi Tyrkiet jo har været et loyalt NATO-medlem i alle årene, og der vil næppe være mange af vores politikere, der vil betvivle, at Danmark og de øvrige NATO-lande har haft stor glæde af, at Tyrkiet har været der som boldværk mod Mellemøsten, som vi var bange for - for alt det som kom fra Mellemøsten: krigene, energiproblemerne, flygtningene og tidligere også narkoen. Tyrkiet var en slags bolværk.

Vore politikere dengang mente også, at Tyrkiet var et godt bolværk mod Sovjetunionen før murens fald. Så på alle måder var Tyrkiet en god og loyal nabo. Det har været en samarbejdskammerat og en allieret. En allieret og kammerat, man har haft i årtier, skylder man på en eller anden måde noget. Det er lidt svært på den ene side at vide, at man har kolossalt glæde af ens kammerat og allieredes indsats, når det handler om at beskytte sig selv, og på den anden side sige, at man ikke vil vide af denne kammerat og allierede. Sådan tror jeg vores sikkerheds politiske dilemma med Tyrkiet ligger. Vi ved, vi har glæde af Tyrkiet, og derfor er det lidt svært for os at sige, at vi er bange for det tyrkiske. Vi er bange for det her med muslimer og Islam. 

Sikkerhedspolitisk taler det for, at vi i Danmark ligesom i andre europæiske nabolande, vil være åbne overfor, at vi i sidste ende vil tage Tyrkiet og kurderne med ind. 

Men så er der spørgsmålet om den politiske forenelighed af Tyrkiet og Danmark - og for den sags skyld andre lande - men nu er det Danmark, vi snakker om. Sagen er, at hvis det var sådan, at Tyrkiet var under opløsning på grund af stridigheder mellem kurdere og tyrkere; hvis det var sådan, at der var en borgerkrig i Sydøsttyrkiet; hvis det var sådan, at PKK havde fuld gang i terror i Tyrkiet, så ville det være meget nemt for EU at sige nej, så enkelt er det. Det ville være fuldstændig utænkeligt at optage et land, der var ramt af bred vold, af terror eller af borgerkrig eller truet af opløsning, og det - set fra den anden side - stiller nogle krav til den kurdisk tyrkiske holdning til EU-optagelsen. 

I mine øjne er der ikke nogen tvivl om, at hvis kurdiske tyrkere af den ene eller anden grund involveres i en stor væbnet konflikt med Tyrkiet, svækkes Tyrkiets chancer for at komme ind i EU. 

Modsat - hvis de kurdiske tyrkere engagerer sig i et forsøg på at udbrede og sikre menneskerettighedernes forankring i Tyrkiet og viser, at Tyrkiet kan fungere som et flerkulturelt samfund, med ytringsfrihed og menneskerettigheder, så vil det modsat tale for at gøre det lettere for de kræfter, der ønsker at Tyrkiet skal være en del af EU. Men spørgsmålet om forenelighed mellem Tyrkiet og Europa vil kun være der, hvis det er et Tyrkiet i fred – uanset hvilken regering der er, vil den sikkerhedsmæssige interesse tale for et tyrkisk medlemskab. Det betyder ikke nødvendigvis, at danskere aktivt vil gå ud og støtte det.

Det betyder, at den moralske sag for at ønske Tyrkiet ind i EU bliver styrket, men det betyder ikke nødvendigvis, at danskere vil stå på nakken af hinanden, fordi der stadig eksisterer den grundlæggende usikkerhed om, hvad Tyrkiet er for en størrelse, og hvad kurderne i Tyrkiet egentlig ønsker.

Det gør indtryk på den danske debat, at kurdiske bevægelser, politikere, forfattere i Tyrkiet i så stor udstrækning har talt for tyrkisk medlemskab. Jeg tror, det i nogen udstrækning kommer på tværs af vanlige danske skillelinier politisk.

Selv venstrefløjen, som hyppigt har talt kurdernes sag i Tyrkiet, er ikke de varmeste fortalere for EU, men de ser nu pludselig kurdere tale for Tyrkisk medlemskab, næsten stærkere end deres egen accept af Danmark i EU.

Der kommer nogle nye skillelinier. Hvad betyder det her i sidste ende? Jeg ville jo ønske, jeg her kunne sige, at vi kan imødese et stort dansk engagement i Tyrkisk optagelse i EU og kurdisk ligestilling i Tyrkiet. 

Det håber jeg stadig vi vil se, men jeg tror faktisk, at den tænkepause, vi har med EU, også omfatter, at der er en stor træthed om EU i Danmark.

Man kan knap overskue nye tanker om nye folkeafstemninger, nye lande, der skal ind, nye undtagelsesbestemmelser. Oveni kommer den heftige debat vi har om Islam og integration. Jeg selv finder den barnagtig og pinagtig, men den er der.

Den gør altså, at der er en træthed overfor at diskutere det. Desværre tror jeg ikke, vi skal vente at se demonstrationer i de danske gader med krav om at få Tyrkiet ind. Arbejdet skal gøres fra den anden ende: Tyrkere og kurdere kan gøre os opmærksomme på, at danskerne godt må vågne op og indse, at vi er et tværkulturelt samfund, indse at vi har nogen fælles interesser i NATO og over for Mellemøstens usikkerhed, og at vi også har en fælles kulturel interesse i at få netop flerkulturen til at fungere, både i Danmark og i Tyrkiet.
* Indlægget er en redigeret båndet udgave af det oplæg, Anders Jerichow holdt på konferencen.
 
 
 

begynde optagelsesforhandlinger og dermed tage stilling til Tyrkiets plads i Europa.
Tyrkiets vej til EU har været en af historiens længste politiske vandringer siden Moses efter sigende førte jøderne ud af Ægypten.
Der har været mange gode grunde til dette maratonforløb. Militærkup. Politisk undertrykkelse. Forfølgelse af kurdiske og religiøse grupper, fagforeninger, politiske partier og hele den brogede skare, som er blevet fængslet og udsat for tortur, fordi de krævede demokrati og overholdelse af menneskerettighederne. 
Der er dommene ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I Danmark husker mange sikkert Kemal Koc-sagen, attentatet mod lederen af den tyrkiske menneskerettigheds- organisation, Akin Birdal og fængslingen af det kurdiske parlamentsmedlem Leyla Zana.
De tyrkiske menneskerettighedsorganisationer har sammen med Amnesty International, Human Rights Watch og US-State Report i årevis kunne sende deprimerende rapporter ud til offentligheden om forsvindinger i politiets varetægt, censur mod aviser og beslaglæggelse af bøger, og det som er værre. Den 15 år lange borgerkrig mod det kurdiske PKK kostede ca. 30.000 døde og over totusinde ødelagte landsbyer. 
Disse sår er stadig åbne og smertefulde og er skyld i den nuværende socioøkonomiske ulykke i Sydøsttyrkiet og de titusinder af internt fordrevne, der i dag lever i de større byers randområder og ses i gadebilledet som arbejdsløse og børnebander.
Så der er al mulig grund til at være kritisk over for Tyrkiet, men samtidig også god fornuft i at række de mange demokratiske kræfter en hjælpende hånd. 
På et møde i København i 1993 fastlagde EU de betingelser, der skal være opfyldt, før et kandidatland kan blive medlem: De politiske, økonomiske og forpligtende Københavnskriterier, som bl.a. skal garantere demokratiet, retsstaten, menneskerettighederne og respekten for og beskyttelse af mindretal.
Pres på Tyrkiet fik i 2003-2004 EU, Europarådet og den nye tyrkiske regering til at gennemføre en unik kampagne. "Promoting awareness about human rights and democratic " blev et fælles europæisk-tyrkisk projekt kaldt, som blev den mest omfattende oplysningskampagne i nyere tid. Skeptiske, men engagerede NGO'er, et fagligt og kritisk universitetsmiljø, kompetente embedsfolk og ambitiøse politikere fandt sammen om en kampagne, hvis mål var at nå 70 millioner mennesker med budskabet om demokrati og menneskerettigheder. En kampagne, der æggede til debat om spørgsmål, der har været forbudt at drøfte i årevis. En kampagne, der satte organisationsfolk og embedsværk i gang med en dialog. En kampagne som fx producerede tv-spots om vold mod kvinder, seminar om børns rettigheder, artikler og plakater om tortur. En kampagne, der sendte repræsentanter fra tyrkiske NGO'er, kommunale og statslige embedsværk på studieture til Danmark for at høre om vores problemer og løsninger på demokrati og menneskerettigheder.
Københavnskriterierne er som en politisk metronom, der skal sikre de rigtige moralske taktslag. Spørgsmålet er, om Tyrkiet kan leve op til Københavnskriterierne. Det tyder meget på. Politisk takt og tone er blevet forstået i fx byen Van. På viceguvernørens reol stod "Copenhagen Criteria" side om side med de obligatoriske bøger om Atatürks liv og levned. Det samme gælder for det tocifrede tal af byer, som jeg har besøgt i forbindelse med førnævnte kampagne, som europæisk ekspert i en gruppe, der foruden mig bestod af en repræsentant fra henholdsvis det tyrkiske statsministerium, Europarådet og Amnesty International i Tyrkiet. Vi talte med NGO'er, myndigheder, advokatforeninger, politi og militær, journalister og universitetsfolk. Alle var enige om, at Tyrkiet var på rette vej, og at tortur, censur og menneskerettighedskrænkelser er reduceret.
Det betyder ikke, at kurderne har fået mærkbare kulturelle rettigheder, eller at der ikke udøves vold mod fanger, eller at medier og menneske-rettighedsgrupper ikke chikaneres. 
Der er ikke danske forhold i Tyrkiet, men Tyrkiet har i de seneste fem år opfyldt så store dele af Københavnskriterierne, at der er grund til at tro på den tyrkiske vilje til at gennemføre de mange reformer. 
Det er mere realistisk, at Tyrkiet i løbet af den kommende forhandlings-periode frem til 2015 matcher europæisk niveau, end at USA afskaffer dødsstraf, underskriver de vigtigste menneskerettighedskonventioner, anerkender Den Internationale Straffedomstol og betaler sin gæld til FN.
Ingen kan spå om fremtiden, men alle kan tro på den. Og det gør den kurdiske politiker Leyla Zana. Mens hun i ni år sad politisk fængslet, tildelte Europaparlamentet hende Sakharovprisen, som hun modtog i oktober i 2004, hvor hun holdt en takketale, der viste kurdernes støtte til udviklingen i Tyrkiet. Hun sagde bl.a..: "Verden er nu nødt til at anerkende over 40 millioner kurderes politiske, sociale og demokratiske rettigheder. Så længe den kurdiske sag ikke behandles ud fra et samvittighedsfuldt humanitært perspektiv, vil den fortsætte med at være en potentiel risiko, som truer regional og global fred. Lande står alene, fordi de har bygget mure i stedet for broer.
Europa har lidt under dette i årevis, og menneskeheden har brudt disse mure én efter én. Europa og verden må kunne være i stand til at bryde denne usynlige mur mellem dem selv og kurderne, og bygge bro til løsning af problemet. Ikke at forglemme, at et Tyrkiet i EU, som har løst det kurdiske problem, ville kunne føre den vestlige civilisation sammen med Mesopotamiens rige, kulturelle velstand. Først da vil den vestlige civilisation forvandles til en tidssvarende demokratisk civilisation. I modsat fald vil den vestlige civilisation forblive ufuldstændig. Derfor må man starte EU-optagelsesforhandlingerne med at minde Tyrkiet om dets ansvar for det kurdiske problem." 
Det kurdiske problem er bare ikke det eneste tyrkiske dilemma. Der er implementeringen af reformerne, balancen mellem de kemalistiske principper og EU-orienteringen, militærets rolle, inflationen, arbejdsløsheden, korruptionen og økonomien. 
Der er de sikkerhedspolitiske forhold i regionen, Tyrkiets otte naboers geopolitiske betydning og ikke mindst Cypern, og forholdet til USA og NATO. Og skal EU være en stormagt: Først Tyrkiet, så Rusland og måske Israel? 
Alt det vi berørte tidligere i eftermiddags. Men det lange forhandlingsforløb kan give begge parter tid til at omstille sig og få det politiske og folkelige bagland med. 
For et andet dilemma er EU's eget  - de europæiske landes, om jeg så må sige, uden at tage hul på en debat om hvad Europa egentlig er, bortset fra at konstatere, at den geografiske grænse for Europa har rykket sig som kollektiv bevidsthed igennem mange hundrede af år. Rusland flyttede grænser fra 1500-1700-tallet, og når man talte om Tyrkiet som Europas 'syge mand' tilbage i 1800-tallet, ligger der vel også en indikation af, at Tyrkiet hører til Europa. 
En del af det europæiske dilemma handler utvivlsomt om det religiøse. Heller ikke en ny problemstilling i europæisk historie. I 1997 kom Helmut Kohl til at kalde EU for 'en kristen klub', hvilket medførte så stor ballade, at der i forslaget til den nye forfatningstraktat ikke står noget om kristendommen, men om "Europas religiøse arv", og den er som bekendt mangfoldig.
Der er ca. 20 millioner muslimer i Europa i dag, så Islam kan næppe  kaldes en ikke-europæisk religion.
 Og på godt og ondt har religionerne i Europa levet side om side, og udgjort en integreret del af europæisk historie og kultur. 
Mange af de nuværende EU-lande er uenige i flere moralske spørgsmål, som bunder i forskellig religionsopfattelse, fx adgangen til fri abort.
Tyrkiet har i øvrigt en hel del til fælles med Frankrig når det drejer sig om sekularisme. Der er aktuelle sager om forbud mod at bære religiøse symboler og princippet om adskillelse af stat og kirke. Her er Tyrkiet tættere på Frankrig end Danmark, selv om Fogh Rasmussen for nyligt var  ude og sige at religionen fyldte for meget i det offentlige rum og burde være en privatsag. Om det så er årsagen til, at han i fredags anerkendte at Tyrkiet kan blive fuldt medlem... ved kun Gud eller Allah. Endnu en del af dilemmaet er det nationalistiske problem. 
I en kronik i Politiken skrev den verdenskendte tyrkiske forfatter OrhanPamuk, at "Ironisk nok har udbredelsen af nationalistiske, anti-tyrkiske følelser i Europa, afstedkommet et groft nationalistisk tilbageslag i Tyrkiet." Også problemer med ødelæggende nationalisme har Tyrkiet fælles med os andre.
Og en ting til: kampen mod terrorisme, og i den forbindelse mod den voldelige islamisme, har vi også til fælles med Tyrkiet.
Jeg hører til dem, som ser en mulighed i, at Tyrkiet ikke kun kan være brobygger mellem islam og kristendommen, men også vil kunne være EU's bedste redskab i samarbejdet med de muslimske lande, som omgiver det europæiske kontinent.
Og en ting til har vi fælles: Hvad er EU og hvad skal EU være i fremtiden?
Tyrkiet sætter den europæiske identitet på prøve, og en udvidelse med Tyrkiet vil være en gigantisk absorberingsopgave, fordi 'absorbtions-kapaciteten' som EU vedtog som kriterium i 1993, går ikke kun ud på, at det land som ønsker medlemskab, skal være parat. EU sal også være parat til at optage det. 
 Og her har Tyrkiet det problem, at EU-kommissionens rapport fra  november 2005 siger, at Tyrkiet halter alvorligt bagud med:Ytringsfriheden - Kvinders rettigheder - Religiøse minoriteters rettigheder - Domstolene effektivitet.
Dette er desværre blevet bekræftet af de blodige sammenstød i den seneste måned. 
Og så tilbage til den famøse leverpostej.
"Det eneste fra udlandet er krydderierne". Det er da på en måde beroligende at de er med. For tænk jer en leverpostej alene af lever og spæk. Tak for lort, som mine teenagerdrenge ville sige. Vi har brug for disse krydderier. Også i EU's Europa.
Jeg vil gå så vidt at sammenligne disse krydderier med de europæiske kerneværdier. 
De er for mig ikke kun religion, musik og anden kultur. Men i lige så høj grad de meget nyere europæiske værdier som civile og politiske rettigheder.
Det er på dette grundlag, at vi skal opbygge et fællesskab.
Jeg frygter heller ikke et 'Europas Forenede Stater' som udsletter de enkelte medlemslandes nationale og kulturelle selvbestemmelse og identitet. Det europæiske samarbejde har siden Kul- og Stålunionen i 1950 haft lignende udfordringer, som den Tyrkiet nu stiller os over for. Og med lande som Polen og Tyrkiet, der begge har stærke nationale følelser, vil de måske være den største garanti for, at EU-landenes nationale særkender ikke forsvinder. Men krydderierne er nødvendige hvis vi også skal have en velsmagende
leverpostej på bordet i fremtiden. Sidst Danmark og Tyrkiet mødtes i en landskamp, blev det uafgjort, og  hvis jeg låner fra fodbold-terminologien, så skød EU-kommissionen med sin rapport i 2005 bolden til hjørne. der kommer mål, vil afhænge af, hvor spillerne placerer sig, og om bolden skydes for langt eller for lavt.
Det nye EU-hold? Bliver det med Tyrkiet på bænken i første halvleg  eller i de næste 10 kampe? Skal den tyrkiske spiller have mere træning i demokratiske spilleregler og menneskeretlig fair-play? Vil de få en placering på den økonomiske midtbane, så de kan trækkes hjem i forsvaret, hvis de generer de andre spillere i angrebet? Vil de acceptere et gult kort undervejs i spillet, hvis de laver en beskidt tackling?
Jeg tror, at EU-holdet kan beriges af en tyrkisk medspiller. Tyrkiet skal nok lære alle de nye regler, og vi kan bidrage med træning og rekruttering af nye demokratiske spillere i baglandet. Kan Tyrkiet leve op til alle krav og taktiske manøvrer, så vil Tyrkiet fortjene at nå over målstregen om 10-15 år.
Vi skal bare ikke flytte målstolperne hele tiden.