I disse dage diskuterer alle om der skal være en krig mod Irak eller ej. Nogen er absolut mod en krig, og nogen er absolut for krig. Nogen vil en krig, hvis det sker under FN mandat og andre er imod en krig under forudsætning af, at Saddam frivilligt går af! Mon Saddam frivilligt vil går af ? Er der nogen der virkelig tror på det?

Denne krig har mange sider og aspekter. Hvad betyder en krig for Iraks nabo lande? Hvorfor man støtter USA eller er  imod USA. Hvorfor vil USA og England i krig, og hvorfor er  Frankrig, Tyskland og Rusland imod krigen? Er det pga. olie, for at have magt eller for folks skyld?

Hvorfor støttede USA og mest af Vesten i sin tid Usama Bin Laden og de islamiske fundamentalister og hvorfor har nu en del af den europæiske ”venstrefløj” ”sympati” for Saddam eller Al Qaida fundamentalisterne?  Hvorfor har synspunkterne vendt 180º.   

Og det vigtigste: Hvad ønsker befolkningerne i Irak? Hvad siger kurderne og de familier, der blev ramt af Saddams kemiske våben? Hvad siger shia muslimer i det sydlige Irak? Hvad siger arabere og kurdere, som stadigvæk lever under Saddams regime? Og er der nogen der hører, hvad de siger?

Når man gennemtænker alle disse spørgsmål, så er det ikke simpelt at siger ja eller nej til krigen. Jeg vil her prøve at give svar på nogle af disse spørgsmål, fordi freds demonstranter siger, at krigen vil ramme den civile befolkning i Irak og derfor er de imod krigen; og USA siger, at de vil redde befolkningen fra Saddam og derfor vil de af med ham.

Ser vi lidt tilbage i historien, kan man se, at USA og de meste af Vesten støttede alle grupper, også Osama bin Laden, der var imod Sovjet Unionen og kommunismen. Modsat var meste af  venstrefløjen i Vesten imod disse grupper. Begge parters støtte var og er nu styret af deres egne interesse. I dag bekæmper USA disse grupper, mens venstrefløjen har ”sympati” for disse grupper –selv om de ikke siger helt åbent -, fordi de kæmper mod USA. Nogen siger, at USA er største den trussel mod verdensfreden; andre siger at der er Irak.

Det er tydeligt, at USA kæmper for sine interesser lige som de gjorde i Chile, Tyrkiet og mange andre steder, men det er svært at forstå, at venstrefløjen (når jeg skriver om venstrefløjen, så mener jeg venstrefløjen der arrangerer demonstrationer mod  USA, men ikke mod Irak) i Europa indirekte støtter de islamiske fundamentalister eller Saddam. 

Andre mener, at hvis FN’s sikkerhedsråd accepterer en krig mod Saddam, så det er i orden, at USA begynder en krig mod Saddam, Uden FN mandat er de imod en krig. Dvs., at hvis fem lande i FN’s Sikkerhedsråd siger ja, så siger disse grupper også ja til en krig. Men støtter man så ikke, hvad enten man vil eller ej, disse fem landes interesser? Og at de fem lande tage stilling til en krig mod Irak udfra deres egne interesser? Men disse landes holdning til krig, ændrer vel ikke, hvad Saddam  eller USA er. 

Den 15. februar 2003 demonstrerede ca. 10 millioner mennesker i hele verden mod krigen. Og medierne dækkede disse demonstrationer godt. Jeg sad og så fjernsyn og hørte, hvad demonstranterne sagde, og så hvilke bannere og plakater de bar. Udfra hvad jeg så, var næsten alle mod en krig imod Irak. Enkelte af dem var også imod Saddam. Alle der blev interviewet var meget vrede på USA, og enkelte sagde, at de var også imod Saddam. Alle sagde, at de var mod en krig imod Irak, og at krigen var forfærdelig, fordi de civile i Irak ville blive dræbt. Jeg tænkte på,  hvor mange af dem ved mon, hvad befolkningerne i Irak ønsker. Jeg tænkte også på, hvor var de demonstranter, da Saddam og det iranske præstestyre var i krig, og da  ca. en million mennesker døde? Hvor var de, da Saddam brugte kemiske og biologiske våben mod kurderne eller da 180.000 kurdere forsvandt eller da 4.000 kurdiske landsbyer blev jævnet med jorden og befolkningen blev deporteret fra deres hjem? Ingen af dem var på gaderne den gang. Og hvad mener mon de, der ikke demonstrerer, men sidder hjemme? Hvor mange vil deltage i en demonstration mod Saddam? Kurderne har arrangeret mange demonstrationer i Danmark, men kun nogle enkelte danskere eller danske politikere deltog i demonstrationerne.

Og med hensyn til krigens andre aspekter. 
Stormagternes interesse for krigen er ikke forskellig fra demonstranternes. 
Når man skal tage stilling til denne krig, så skal man huske to ting. Den ene er,  at der altid har været krig siden Saddam kom til magten i Irak. Først krigen mod Iran, hvor ca.1.000.000 mennesker døde; og derefter som førnævnt mod kurderne, hvor ti tusinder af civile enten blev dræbt, forsvandt  eller tvangsforflyttet og til sidst krigen mod Kuwait. Det siges, at efter Golf Krigen og embargoen  mod Irak er mange civile og børn døde. Det er rigtigt. Men Saddam har hele tiden brugt indtægter fra olien til at købe våben og på krig. Hvorimod han ikke har brugt penge på de irakiske børn. Så det er ikke kun efter embargoen at mange børn er døde .Det gjorde de også før..
De næsten ingen af de, der demonstrerede i lørdags, dengang demonstrerede mod Saddam – og heller ikke husker hvad der skete, bliver deres handlinger ikke meget anderledes end stormagterne.

Et andet anført kritikpunkt er, at hvis USA og de allierede virkelig mente, hvad de sagde, så ville de have fjernet Saddam fra magten under Golf Krigen. Det gjorde de ikke, fordi de frygtede at det iranske præstestyre ville overtage magten i Irak. USA vil i krig nu, fordi Saddam er en trussel mod USA's interesser. Det samme gælder for Frankrig, Tyskland og Rusland. De har også deres økonomiske interesser i Irak lige nu. 

Så der er ingen forskel på dem, der er mod krigen og dem, der er for krigen i Vesten. De går efter deres egne interesser. De ”store” lande går efter deres interesser og ”freds” demonstranterne går efter deres. 

Hvad vil en krig betyde for Iraks nabolande?
Tyrkiet har en særlig rolle i denne konflikt. Tyrkiet har en pro-islamisk regering med stor flertal bag sig. Og selv om både den tyrkiske regering og et flertal af den tyrkiske befolkning er i mod krigen, vil regeringen åbne vejen for USA mod Irak, fordi de er bange for at hvis de ikke støtter krigen, vil de irakiske kurdere få selvstyre i Irak efter krigen. Og de siger helt åbent, at hvis de skal støtte krigen, så skal de have frie tøjler til at nedslagte kurderne i Irak, fordi  et selvstyre for kurderne kan påvirke den kurdiske befolkning i Tyrkiet. Samtidigt har Tyrkiet et håb om at få opfyldt deres drøm om at kontrollere oliebyer Kirkuk og Mosul i Irak . Derfor forhandler de i disse dage med USA. 
Dvs. at tyrkerne ikke vil kæmpe mod Saddam, men mod kurderne. De har fået 15 milliarder dollars fra Verdensbanken, og ønsker at USA giver et beløb på mellem 20-100 milliarder dollars for i en krig mod Irak at kunne bruge Tyrkiets militære baser

En anden ting man skal bemærke er, at i Tyrkiet er både socialdemokrater, muslimske fundamentalister, socialister og ekstreme nationalister ( kaldes også fascister eller gråulve)  enige og demonstrerer sammen mod krigen. Kurderne i Tyrkiet er delt i to lejre. Den ene side er PKK, hvis nye navn er Kadek, og som er imod krigen lige som tyrkerne. Den anden side er kurderne i Tyrkiet, der støtter kurderne i irakisk Kurdistan. De er imod Tyrkiets angreb på de irakiske kurdere, men ønsker samtidigt Saddam væltet - om nødvendigt med magt.

NATO er uenige om de skal støtte Tyrkiet, hvis de Irak angriber Tyrkiet. Der er igen tale om en magt kamp mellem USA, England, Frankrig og Tyskland. Når man tænker på, at Tyrkiet skal i krig og NATO støtter Tyrkiet, betyder det så ikke, at NATO dermed støtter nedslagtningen af kurderne. Men man hører ikke ret meget om Tyrkiets reelle hensigter med krigen. Skal NATO landene hjælpe Tyrkiet med at massakrere kurderne? Hvad gør ”freds” demonstranterne for at beskytte kurderne, eller hvad gør USA og England for at ”beskytte” kurderne? Og hvad siger Frankrig og Tyskland, der har nedlagt veto i NATO mod at hjælpe Tyrkiet? Faktisk har Tyskland og Frankrig allerede sagt, at de naturligvis vil støtte Tyrkiet, hvis Tyrkiet bliver angrebet.

Samtidigt er USA  i et dilemma. Hvis USA giver frie tøjler til tyrkerne, så vil de miste støtten fra kurderne i Irak, som er den største organiserede opposition i Irak. Men hvis de vil have at kurderne støtter USA, så vil Tyrkiet ikke give tilladelse til USA at bruger Tyrkiets militære baser. Tyrkiet har indtil nu givet tilladelse til at USA kan modernisere flybaser i Tyrkiet, og de forhandler stadigvæk med USA.

Hvad med de andre nabo lande til Irak? Iran vil ikke støtte USA, selv om de har været i krig mod Irak i 8 år. Syrien er heller ikke gode venner med Irak, men vil heller ikke støtte USA, fordi landets befolkning er imod USA. Saudi Arabien er USA's allierede, men lige som Syrien har de problemer med landets befolkning, fordi fleste af araberne har sympati med Al Qaida og Irak. Og de andre nabo lande har de samme problemer. Men især Tyrkiet, Iran og Syrien er imod krigen, fordi de frygter, at kurderne får mulighed for et selvstyre. De fire lande, der har besat Kurdistan, har altid samarbejdet, når det handler om kurderne, selv om de nogen gange støttede kurderne på den anden side af grænsen i deres interne konflikter.

Til sidst skal oppositionen i Irak nævnes. Oppositionen i Irak bestå af mange grupper. Hvis man skal nævne de største, så er det kurderne i nord, shia muslimerne i syd og arabere, som lever i eksil. I lang tid kunne de ikke bliver enige. Men med hjælp fra USA og England blev de enige om et eksil parlament med 65 personer i december 2002 i London, selvom de ikke anvender denne betegnelse. Og i disse dage vil holde de 65 møde i irakisk Kurdistan for at vælge en regering, som vil kunne styre landet efter Saddam, selvom de heller ikke anvender betegnelsen regering  De er blevet enige om et føderalt Irak, som bestå af et kurdisk og et arabisk selvstyre område og en fælles regering i Bagdad. De siger, at de ikke ønsker en krig, men hvis der ikke er anden mulighed for at blive fri for Saddam, så vil de støtte krigen. Men man hører ikke i medierne meget om deres mening. F.eks.: I de danske medier hører man mange bliver interviewet, men ikke mange herboende kurdere eller arabere.

Hvad siger så resten af befolkningerne, som lever under Saddams regime. Dem hører man sige, at de  ”100%” støtter Saddam!! Kan de sige noget andet?

Så hvis man skal sige, at befolkningerne i Irak skal beslutte, hvad der skal ske i Irak, så skal man høre efter, hvad de siger. Og de vil under alle omstændigheder af med Saddam, selv om krigen rammer dem mest. Så vil jeg spørge ”freds” demonstranterne, Frankrig, Rusland og Tyskland, at når de siger ”ingen krig mod Irak”, fordi krigen kommer det til at koste mange menneskes liv i Irak, taler de så udfra de irakiske befolkningers interesser eller deres egne? Hvad med USA og England? Har de nogen klare planer efter Saddam? Oppositionen i Irak vil gerne have et klart svar, men der er ikke fremlagt nogen plan fra USA's side.

Hvad kan der ske, hvis der bliver ikke  krig eller hvis der bliver  krig? 

Hvis der ikke kommer en krig, bliver Saddam siddende og han forsætter med at forfølge befolkningerne i Irak indtil han dør og derefter vil hans søn fortsætte. Han har brugt kemiske våben mod kurderne i 1988 og ingen reagerede og han kan gøre det igen og igen. Ingen kan tro at Saddam har ødelagt disse våben. Hvis der bliver krig, kan Saddam både bruge kemiske, biologiske og bakteriologiske våben mod hvem som helst og hvor som helst. Men det kan også ske, at oppositionen overtager magten og Irak bliver et demokratisk land. Dette kan også påvirke alle de andre diktatorer i området. Det er det, som de er bange for og derfor er de imod en krig mod Saddam. 

Så i mine øjne er det ikke nemt at sige ja eller nej til krigen eller at acceptere at Saddam bliver siddende på magten. Men hvis jeg  absolut skal vælge  side, så vil jeg høre, hvad befolkningerne i Irak siger og det vil jeg anbefale alle andre at gøre.

S. Hüseyin Kizilocak
Kurdisk journalist for Dema Nu og Deng (udgives både i Tyrkiet og i Europa)
Norgesgade 54, 1, th. 2300 KBH. S

Tlf: pri: 32 54 06 84   mob: 28 93 90 24      arb: 33 55 16 24  
e-mail: kizilocak@yahoo.dk 
(vil ikke telefoner og e-mail offentlig gjort)