Den 2. november 2000 afholdt vores forening KOMKAR, et panelmøde om kurdernes aktuelle forhold og deres politik i Medborgerhuset Blågården i København. Paneldeltagerne kom fra både Tyrkiet og Europa og var som følger: Yilmaz Çamlibel, formanden for Demokrati og Fredspartiet (DPB), som er et pro-kurdisk parti  i Tyrkiet, Salahattin Kaya, repræsentant for Initiativet for Demokrati og Løsningen af det Kurdiske Spørgsmål (initiativet er dannet af kurdiske politikere og intellektuelle i Tyrkiet), Dr. Kemal Kerkuki, repræsentant for Kurdistans Demokratiske Parti/Irak (KDP) i Europa, Dr. Xosro Abdollahi, repræsentant for Kurdistans Demokratiske Parti/Iran (KDP-I) og Mesut Tek, som var repræsentant for Kurdistans Socialistiske Parti/Tyrkiet (PSK). Vi havde også inviteret repræsentanten for Kurdistans Patriotiske Union/Irak (PUK) i Europa, Dr. Fuat Mahsum, men han kunne ikke komme, da han skulle deltage i et andet vigtigt møde. 

Panelet blev åbnet af KOMKAR's formand, som bød paneldeltagererne og de ca. 150 fremmødte deltagere velkommen. Derefter blev ordet givet til DPB's formand Yilmaz Çamlibel. 

Çamlibel begyndte sin tale med først at fortælle kort om den kurdiske historie igennem tiderne og kom derefter ind på det aktuelle kurdiske spørgsmål i dag. Han understregede, at Tyrkiet ikke har anerkendt kurdernes rettigheder siden republikkens opståen, og at de heller ikke i dag har i sinde at acceptere kurdernes grundlæggende rettigheder. Han sagde, at menneskerettighedskrænkelserne er blevet forværret, selv om Tyrkiet officielt er blevet accepteret som kandidat til EU, og at Tyrkiet højst vil acceptere nogle få individuelle rettigheder for at det kan komme ind i EU. Han mente ikke, at dette vil løse det kurdiske spørgsmål, dels fordi den kurdiske befolkning ikke er et mindretal i sit eget land, og dels fordi det kurdiske spørgsmål alene kan løses ved at acceptere kollektive rettigheder, hvilket betyder, at Tyrkiet skal acceptere kurdernes politiske, kulturelle og økonomiske rettigheder.

Çamlibel henledte opmærksomheden på, at Tyrkiet efter 1. Verdenskrig brugte nogle kurdere til at fortælle de allierede, at kurderne ikke ville have nogen uafhængig kurdisk stat, men at kurdere og tyrkere i stedet ville leve sammen i en fælles stat, nemlig i det nuværende Tyrkiet. Çamlibel advarede kurderne om, at Tyrkiet med Öcalan og PKK forsøger at bruge de samme metoder over for Europa i dag , i det her tilfælde EU, som det brugte over for de allierede efter 1. Verdenskrig ved Lausanne-aftalen i 1923. Han sagde, at Öcalan og PKK nu helt fuldstændigt har forladt kurdisk politik og deres krav fra tidligere vedr. kurderne og i stedet er gået i gang med at arbejde for et såkaldt ”demokratisk Tyrkiet”, hvilket indeholder, at kurderne ikke skal have nogen kollektive rettigheder, men kun nogle individuelle sproglige rettigheder. Sproglige rettigheder menes ikke officiel kurdisk undervisning i skolerne, men kun sådan at tale kurdisk frit. Han sagde desuden også, at Öcalan og PKK ikke alene har forladt kurdisk politik, men derimod også, at de er begyndt at kæmpe mod kurderne selv, som er modstandere af deres politik om at oprette "et demokratisk Tyrkiet", fordi de betragter deres politik som en slags overgivelse til den tyrkiske stat og forræderi mod den kurdiske befolkning, samt en måde på at få kurderne ført bag lyset og integreret inden for det tyrkiske samfund, noget som Tyrkiet aldrig har kunnet klare trods deres intense undertrykkelse af det kurdiske folk. 

Til slut sagde Çamlibel, at han er bange for, at EU vil lukke øjnene for det kurdiske spørgsmål og acceptere Tyrkiet som et medlemsland, uden at Tyrkiet tvinges til at acceptere kurdernes rettigheder. Han begrundede dette med, at man ikke engang nævner kurderne ved deres navn, men at man nævner dem som et mindretal i Tyrkiet, hvilket er lige, hvad Tyrkiet gør i dag, dvs. at de fornægter kurderne. I de officielle papirer eksisterer kurderne ikke i Tyrkiet. Det samme gælder EU. Kun i nogle enkelte tilfælde eksisterer kurderne, f. eks. i Europarlamentets og Europarådets papirer.

Den tyrkiske stat vil acceptere oppossitionen, men under forudsætning af, at oppositionen skal have en vis grænse, og at den  ikke skal kritisere staten eller militæret. Tyrkiet tåler ikke at blive kritiseret for noget, men de må gerne kritiserer andre. Dette er en dobbeltmoralsk politik, hvor man ikke ser nålen i sit eget øje, men splinten i andres. Kort sagt er Tyrkiet ikke et demokratisk land og bliver det heller aldrig, hvis man bliver ved med at fortsætte med denne nuværende politik. For at kunne få lov til at komme ind i EU, vil Tyrkiet helt sikkert lave nogle små ændringer på visse områder som rent spil for galleri for derigennem at få EU til at tro, at Tyrkiet faktisk i virkeligheden er på den rette vej og dermed i gang med en demokratiseringsproces af landet. EU bør derfor være varsom med at lade sig lokke af Tyrkiets taktiske politik. 

Den anden paneldeltager fra Tyrkiet, Salahattin Kaya var enig med Çamlibel i hans tale og sagde, at deres initiativ arbejder på at samle alle kurdere, undtagen tilhængere af Öcalan og PKK, under et tag i et fælles parti i Tyrkiet, som efter hans mening vil blive stiftet i marts 2001. Kaya sagde, at Tyrkiet gennem Öcalan prøver at overbevise EU om, at kurderne selv ikke ønsker at være adskilte fra tyrkerne for på den måde, ligesom efter 1. Verdenskrigen, at få europæernes accept til at fornægte kurdernes eksistens igen. Ligeledes sagde han, at de med kurdernes samlede kræfter i det nye parti vil kæmpe mod denne tyrkiske politik med alle fredelige og politiske midler og opfordrede derefter til sidst hele verdenssamfundet til at presse Tyrkiet til at anerkende kurdernes selvbestemmelsesret ligesom alle andre nationer i verden.

Kurdistan Demokratiske Partis (KDP-Irak) repræsentant i Europa, Dr. Kemal Kerkuki, begyndte med at opfordre kurdiske indvandrere og  flygtninge i Danmark til at lære dansk, men at de samtidig også skal sørge for at undervise deres børn i kurdisk. Han sagde, at de har oprettet en føderal stat under FNs beskyttelse, men at FN ikke vil anerkende deres grænser, og at Iraks centralregering heller ikke vil acceptere dette. Han sagde, at de under en "de facto status" lever et selvstændigt liv, hvor de bygger deres stat. Han  opfordrede FN til acceptere en repræsentant fra parlamentet i irakisk Kurdistan til at repræsentere kurderne i Irak i FN regi ligesom palæstinenserne.

Han pegede på, at deres forhandlinger med PUK fortsætter, og at de ønsker, at PUK accepterer aftalen i Washington og dermed det folkevalgte parlament. Når de er blevet enige om parlamentet, kan de så udskrive et nyt valg under international observation, og at   både PUK og KDP skal acceptere valget, uanset hvad der sker. 

Han sagde også, at de vil have fred med nabolandene, og at de ikke vil blande sig i andre kurderes anliggender i de andre dele af Kurdistan, samt at disse kurdere selv må bestemme, hvad de vil for deres del af Kurdistan. Men han bemærkede også, at man må se kendsgerningerne i øjnene, at Kurdistan altså i dag er delt i fire dele, hvor hver del har sine egne præmisser, og hvor kurdernes forhold er forskellige fra land til land, hvilket han mente, at man derfor er nødsaget til at forholde sig til sin egen del af Kurdistan, da det er umuligt at arbejde for en politik gældende for hele Kurdistan tværs over alle grænserne. Han bemærkede derudover, at selv om de har en sådan realistisk politik, vil deres nabolande ikke acceptere en kurdisk føderal stat i Irakisk Kurdistan, men at de i stedet prøver at få fingre i deres forhold ved f. eks. enten at hjælpe Saddam Hussein eller også bruge kurdere som PKK til at angribe irakisk Kurdistan med henblik på at skabe konflikter mellem kurderne selv, så den frihed, man har opnået her siden Golfkrigen, også bliver tilintetgjort. 

Tyrkiet selv har gentagne gange brugt PKK som undskyldning, hvor det enten har bombarderet eller også krydset grænsen til irakisk Kurdistan, fordi de mente, at PKK havde kampbasser her. KDP  hjalp PKK meget i 80’erne, men nu skriver Öcalan fra fængslet, at udviklingen i irakisk Kurdistan er farlig for Tyrkiet og opfordrer  derfor Tyrkiet til at gøre noget ved det. Han ser udviklingen som en forhindring for sit såkaldte "fredsprojekt" om et "Demokratisk Tyrkiet". Öcalan taler, som om han er selve Tyrkiets præsident. Hvis han i virkeligheden ønsker at skabe fred for kurderne i alle fire dele af Kurdistan, som hans tilhængere går rundt og pådutter folk med, hvorfor skulle udviklingen i irakisk Kurdistan så være farlig for Tyrkiet? Jo, den er farlig, fordi det vil være et eksempel for alle andre kurdere, og fordi det bl.a. vil tvinge Tyrkiet til at give indrømmelser til egne kurdere, men alt tyder på, så vidt det fremgår af Öcalans udtalelser, at Öcalan ikke ønsker det. På en eller anden måde fører Öcalan og PKK en dobbeltmoralsk politik over for kurderne. På den ene side siger de, at Öcalan er redningsmanden  for Kurdistan, men på den anden side ser de et fremskridt eller en udvikling blandt kurderne som noget farligt for en besættelsesmagt. Jamen, har det ikke også været hensigten med, at der skal ske fremskridt i den kurdiske bevægelse, at I valgte at føre krig i 15 år? 
Hvis I mente, at en udvikling blandt kurderne skulle være farlig for et kolonialistisk land som Tyrkiet, hvorfor så megen krig, drab, lemlæstelse og ødelæggelse, eller hvis I og Tyrkiet er så gode venner, hvorfor være så årsag til så mange kurderes død? Eller blev krigen ført bevidst for med begreberne "kurder" og "Kurdistan" at føre kurderne bag lyset og lokke dem på egen side for derefter til sidst at få dem i den tyrkiske, netop som det sker nu , stats fælde for derefter at integrere eller smelte dem i det tyrkiske samfund? 

Kerkuki fortalte, at mange kurdere fra irakisk Kurdistan forlader Kurdistan og kommer til Europa som flygtninge. Han sagde, at de ønsker, at alle kurdere vender hjem til Kurdistan igen, da de har brug for deres arbejdskraft. ”De europæiske lande ønsker ikke, at der kommer flygtninge til Europa. Vi vil heller ikke, at kurderne forlader deres hjem, men mange rejser, fordi de ikke kan klare sig økonomisk. Saddam har jævnet 4500 landsbyer med jorden, mens han kontrollerede Kurdistan. Det kræver tid og penge til at opbygge landet igen og derfor ønsker vi, at de europæiske lande støtter forskellige projekter i selve Kurdistan, som kan give vores land udvikling. Udvikling kan give folk brød, og det vil forhindre dem i at flygte til Europa. Når folk har deres levebrød, vil ingen af dem forlade deres hjem for en uvis fremtid som at være flygtning” sagde han til sidst.

Repræsentanten for Kurdistans Demokratiske Parti/Iran,  Dr.  Xosro Abdollahi begyndte med en citat fra deres tidligere leder Dr. Abdurrahman Qasimlo (Qasimlo blev likvideret af iranske agenter i Wien i 1989), at ”Vejen til frihed er lang og hård, som måske kan  koste mange liv, men vi følger den vej for vores land og for vores børns skyld”. Han fortsatte med at sige, at iranske kurdere fik oplevet denne frihed lige efter 2. Verdenskrig med oprettelsen af Mahabad - Republikken, selv om den kun havde et kort liv (11 mrd.). Han sagde, at republikken i virkeligheden hed Kurdistans Republik, men at en amerikansk forfatter ved navn Igilton kaldte den for Mahabad-Republikken, fordi den blev dannet i byen Mahabad. 

Han sagde, at kurderne skal have selvbestemmelsesret, og at de selv skal bestemme, om de vil have et selvstændig land, føderal stat eller autonomi. Han påpegede, at kurderne i andre dele af Kurdistan hver kræver noget (nogle selvstændighed, føderation eller autonomi, undtagen PKK) for deres del af Kurdistan, og at også hans parti KDP/Iran har valgt, at den mest  realistiske løsning for kurderne i Iran nu tildags er et autonom Kurdistan inden for Irans grænser.  "Vi har i hele vores partis 55 års historie kæmpet for at have et autonomi for kurderne i Iran med egen regering og eget parlament, men vi skal også vide, hvor vores grænser går. Vi skal have vores egen militær og eget politi, fordi vi ikke kan stole på det iranske regime", tilføjede han.

”Det nuværende regime siger, at vi alle sammen er muslimer, og at vi kurdere derfor ikke skal kæmpe mod regimet. Hvis vi alle sammen er muslimer, hvorfor har kurderne så ikke de samme rettigheder som persererne? Vi har ikke selv valgt en væbnet kamp, men da det iranske regime har besluttet en hellig krig mod kurderne, er vi nød til at kæmpe med våben. Regimet fører en hellig krig mod os, fordi de betragter os som nogle forræderiske muslimer, der kæmper mod regimet med våben. Vi fremstilles som tilhængere af "satan" eller satanister i iranernes øjne. Det har været umuligt for os at kæmpe mod et regime som det iranske præstestyre med fredelige midler, når de har dræbt mindst 50.000 civile og ikke har givet os nogen politiske muligheder. Når regimet stopper den væbnede kamp mod kurdere og giver mulighed for politisk virksomhed, er vi villig til at forlade den væbnede kamp", sagde han.

Endvidere sagde han: "Khatemi fører den samme kamp mod kurderne, og han vil slet ikke acceptere den mindste rettighed til kurderne. Han prøver at overbevise omverdenen om, at han kæmper for demokrati, men faktisk vil han selv ikke demokratisere landet. Hvis han vil demokratisere landet, kan han samarbejde med os og med de andre i oppossitionen. På den anden side, selv om han vil demokratisere landet, kan han ikke gøre det, uden først at ændre i den iranske forfatning. Forfatningen er lavet af Mullaerne/præsterne og al ændring skal godkendes af dem. Når Khatemi vil demokratisere landet og vil acceptere kurdernes rettigheder, så vil vi støtte ham, men han har ikke udvist nogen vilje indtil nu”.

Han kom dog også ind på PKK-problematikken. Han sagde, at PKK gennem sit TV-station, fortæller, at Iran er kurdernes ven. Dette fik ham til at spørge PKK, at hvis Iran virkeligt er kurdernes ven, hvorfor har kurderne så ingen rettigheder?. Hvorfor tortureres kurderne? Hvorfor dræbes kurdiske børn, kvinder og civile? 
Han sagde, at hvis Iran er demokratisk som PKK siger, så betyder det, at kurderne i Iran selv er nogle forrædere, fordi de kæmper mod Iran. Han sagde, at PKK’s nuværende politik er ikke for kurdere, tværtimod imod kurdere. Han fremsatte sit håb om, at nogle af PPK's medlemmer sørger for at sætte en stopper for denne antikurdiske politik hurtigst muligt, for ellers vil det føre til, at PKK kommer til at bruges af alle kurdernes fjender mod kurderne.

Til sidst sagde han, at det skal være normalt blandt kurderne at kritisere hinandens politik, men aldrig kæmpe mod hinanden. Han sluttede med at sige, at "i dag er det en realistisk politik for kurderne, at de i forskellige dele af Kurdistan må kæmpe for deres egen del, men på den internationale plan skal de have en fælles organisation eller et samlingspunkt for at de kan arbejde sammen for kurdernes fælles interesser". 

Til sidst talte Kurdistans Socialistiske Partis (PSK) repræsentant Mesut Tek. Han sagde, at der ikke er meget han kan sige, da han er enige med de andre talere i, hvad der blev sagt. Han henledte dog opmærksomheden på, at Tyrkiet har lavet en hemmelig plan om, hvordan de kan assimilere kurderne i tyrkisk Kurdistan, og om hvordan og hvorledes denne plan langsom kommer frem og langsom føres i livet. Tek bemærkede, at der ikke sker nogen ændringer i Tyrkiet, men at PKK, der har ændret sig fuldstændigt, og som i øjeblikket samarbejder med den tyrkiske efterretningstjeneste og selve regeringen, og staten i fællesskab lægger planer for, hvordan de kan assimilere. dvs. fortyrke, kurderne, og hvordan PKK’s væbnede styrker kan bruges mod andre kurdere både i Tyrkiet, i udlandet og i andre dele af Kurdistan. 

Han sagde, at Tyrkiet ikke er interesseret i at løse det kurdiske spørgsmål, men optaget af  at lægge planer for, hvordan de kan kontrollere kurderne, så kurderne ikke kan kræve noget, samt at de ikke kan blive en hindring i vejen for Tyrkiets medlemskab af EU.

Tek fortalte, at Nordkurdistans National Platform, hvor alle politiske bevægelser fra tyrkisk Kurdistan er med undtagen PKK, kurdiske NGO’er i Europa og initiativet for intellektuelle, som holdt møde i Stockholm og i Köln, vil samle en fælles kongres og derefter oprette et nationalt organ, som kan repræsentere kurderne internationalt. Han sagde til sidst, at selv om PSK ikke er legalt i Tyrkiet, vil det støtte oprettelsen af et fælles kurdisk politisk parti i Tyrkiet.

Bag det fælles parti, som siges at blive stiftet omkring marts næste år, står en række kurdiske partier, organisationer og personligheder med hver sin synspunkt. Der vil i det nye parti være plads til både socialister, muslimer, socialdemokrater, liberale eller andre med andre synspunkter og formålet her er, at alle, uanset ideologi, skal  samles for at arbejde for den kurdiske sag. Dette er nu nødvendigt, især efter Tyrkiets og PKK's samarbejde. Ligesom talerne også har bemærket, vil Tyrkiet bruge Öcalan og PKK som en slags hjælp til at komme ind i EU, uden at løse det kurdiske spørgsmål.

Til sidst blev alle paneldeltagere enige om, at kurderne skal samles for at få deres rettigheder, men at omverdenen heller ikke må lukke øjne for det kurdiske spørgsmål. Efter talerne var færdige, fik de fremmødte mulighed for at stille skriftlige spørgsmål til paneldeltagerne. Panelet startede kl. 16.00 og sluttede kl. 22.00. 

Efter panelet gav KOMKAR et aftensmåltid til deltagerne i foreningens lokaler på Nansensgade, hvor man så fortsatte med at snakke og hygge sig til sent på natten.