|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| Site search |
|
|
|
|
| powered by FreeFind |
|
|
|
|
|
|
| BACHELOR-PROJEKT
KØBENHAVNS UNIVERSITET
KURDERNES SITUATION I TYRKIET FRA 1916 -1925 SKREVET AF : YILMAZ YILDIZ
INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning/Problemformulering…………….…..:
side 1
INDLEDNING/PROBLEMFORMULERING
Efter krigen blev Osmannerriget opløst, hvorefter Ententemagterne besatte det. Den 10. august 1920 blev der underskrevet en fredsaftale i Sevrés i Frankrig, hvor kurderne blev lovet autonomi med udsigt til et selvstændigt Kurdistan. Ligeledes lovede man armenerne et frit Armenien. Løftet om autonomi eller et selvstændigt Kurdistan blev dog aldrig realiseret. I stedet blev den del af Kurdistan, der hørte til Det osmanniske Rige, endnu engang delt ved Lausanne-aftalen den 24. juli 1923 mellem Mustafa Kemal Atatürks styre og Ententemagterne. En del blev gjort til engelsk og fransk mandatområde, hvoraf Syrien og Irak opstod senere, mens den anden del, den største del af hele Kurdistan, kom til at forblive inden for statsgrænserne af den Tyrkiske Republik, der blev grundlagt i ruinerne på Det osmanniske Rige. Men i fredsaftalen indførte man, at Tyrkiet skulle overholde "alle mindretalsrettighederne". I krigen mod Ententemagterne indledte Atatürk en alliance med dele af den kurdiske befolkning for at fortrænge de europæiske styrker fra tyrkisk territorium under påskud af, at de alle var muslimer. Til gengæld gav han dem løftet om, at de selv måtte bestemme, om de ville leve sammen med tyrkerne eller have deres eget selvstyre, når de sammen havde drevet europæerne ud af Tyrkiet. Men der gik ikke lang tid (efter Lausanne-traktaten,) før også han svigtede kurderne og brød sit løfte til dem, og som tak for hjælpen vedtog han en lov, der fornægtede kurdernes eksistens og forbød dermed alt vedr. kurdisk, hvor deres sprog og kultur blev strengt forbudt. Kurderne blev derefter betragtet som "bjergtyrkere". Som følge af denne politik, besluttede ca. 30-40 tusinde kurdere under ledelse af Sheik Said at gå i oprør mod Atatürks styre. Oprøret blev nedkæmpet med hård hånd og alle ledende skikkelser blev henretet. Jeg har i mit projekt besluttet mig for kun at beskæftige mig med perioden fra 1916 og frem til 1925, da det er et bredt emne. Opgaven vil hovedsagelig beskæftige sig med den kurdiske problematik, og andre områder vil kun blive berørt og inddraget i det omfang, som det har relevans for perioden. Jeg vil i den forbindelse derfor forsøge at besvare bl.a. spørgsmål som: "Hvorfor løb Ententemagterne fra deres løfte om et selvstændigt Kurdistan?", "Er det virkeligt rigtigt, at kurderne hjalp Atatürk i krigen mod Ententemagterne, og hvis ja, i hvilket omfang og hvorfor løb han så til sidst fra sit løfte til dem?" og "Var Sheik Said oprøret et religiøst eller et nationalt oprør?". Kilder:
KORT BAGGRUND OM KURDERNE
Hvor mange kurdere, der findes i hele Kurdistan og spredt over hele verden, er der ingen, der ved helt præcist, eftersom der ikke er foretaget en optælling alene af kurderne selv, men der er ingen tvivl om, at det kurdiske problem/spørgsmål har været og er det største i hele Mellemøsten. Hvor mange kurdere, der egentlig lever i den kurdiske del af Tyrkiet i dag, er også ukendt, og opgørelserne over deres antal afviger fra hinanden, afhængigt af hvordan de beregnes og af hvem. Efter kurdernes egne oplysninger skulle der være tale om 35 millioner kurdere, hvoraf 15-20 millioner skulle være i tyrkisk Kurdistan, de øvrige i Irak, Iran, Syrien og det tidligere Sovjetunionen, samt andre steder i verden . De tyrkiske myndigheder har hidtil hævdet, at der kun er 2-3 millioner kurdere, idet de som kurdere kun medregner dem, der ikke er i stand til at tale eller forstå noget andet sprog end kurdisk. Dette tal er dog for lavt, for den afdøde tyrkiske præsident Turgut Özal talte selv i 1992 om 12 millioner kurdere i Tyrkiet. Men dermed er sagen ikke ud af verden, for man kan drage mange forskellige konklusioner af den kendsgerning. Tyrkiet anså før i tiden ikke kurdisk for at være et selvstændigt sprog. Det blev på grundlag af en pseudovidenskabelig afhandling fra 1920'erne beskrevet som en tyrkisk dialekt, der i tidens løb skulle være gået i forfald hos de primitive og isolerede bjergboer. Det var ifølge denne opfattelse - som man i øvrigt ikke så sjældent stadig støder på - ukorrekt at tale om et særligt kurdisk folk med et selvstændigt etnisk særpræg. Kurderne skulle derfor være tyrkere som alle andre tyrkere, men blot særligt bjergboende. Deres officielle betegnelse blev følgelig da også "bjergtyrker", og når det forholdt sig sådan, så mente man, at det også var klart, at det ikke gav nogen mening at diskutere, om bjergtyrkerne skulle have nogen særlig status inden for republikken, for hvorfor skulle man det, når alle var "tyrkere" i Tyrkiet? Denne opfattelse eksisterer faktisk stadig i dag i Tyrkiet, for så sent som for få måneder siden sagde den nu aftrådte tyrkiske præsident Suleyman Demirel selv i forbindelse med en debat om det kurdiske sprog, at kurdisk ikke er et selvstændigt sprog, men en dialekt inden for tyrkisk. Endvidere sagde han, at man ikke behøver flere sprog, da man jo har tyrkisk, og at befolkningen i Tyrkiet ikke vil kunne kommunikere sammen, hvis der skulle tales flere sprog end tyrkisk i Tyrkiet. Alene dette er et eksempel blandt mange eksempler på, hvor intolerant den tyrkiske stat er ikke alene over for kurderne og deres sprog, men også over for andre sprog i Tyrkiet, for der er jo også mange andre folk i Tyrkiet end kurdere og tyrkere. Kurderne nyder ikke i en eneste del af Kurdistan den mindste af frihed. Deres ret til selvbestemmelse - en ret, som alle nationer ifølge FN, små som store, har krav på - anerkendes ikke, og de lande, der har delt Kurdistan imellem sig, og som udnytter Kurdistans naturrigdomme, forbyder kurderne at tale deres eget sprog, dyrke deres kultur, have egne skoler, aviser, Tv-kanaler, radio, eller selv at lytte til deres egen musik. Disse lande stræber efter målet at assimilere kurderne, således at kurderne i Irak og Syrien bliver til arabere, i Iran til persere og i Tyrkiet til tyrkere. De mest undertrykkende forholdsregler imod kurderne er fremherskende i Tyrkiet. Historien af den tyrkiske republik er historien af en ekstrem ubarmhjertig racisme rettet mod alle nationer og etniske grupper undtagen tyrkerne selv . Kurderne har igennem hele deres historie været udsat for overgreb fra deres naboer, og deres land har siden tyrkernes ankomst til området været krigsskueplads for sammenstød mellem tyrkere og persere om at herske over området . SITUATIONEN OP TIL MUDROS-AFTALEN
Et vigtigt punkt, som er værd at være opmærksom på, er, at en af den armenske Tashnak- ledere, X.Zavirev, der foreslog en plan gående ud på, at man skulle støtte Cemil Pasha, der var kommandant for søværnet og samtidig guvernør i Syrien, og som var tilhænger af samarbejdet med de allierede, til at vælte sultanatet ved et kup og selv overtage embedet som sultan i den tyrkiske del af Asien. Hensigten med denne plan var, at den nye kommende sultan som en betingelse så skulle anerkende Syrien, Palæstina, Irak, Arabien, Armenien, Kilikien og Kurdistan som autonome-stater i sit rige. Planen støttedes af den russiske udenrigsminister, Sazanov, der kort derefter tog kontakt til Cemil Pasha, men hverken englænderne eller franskmændene var med på idéen, da det lå fjernt fra deres egne interesser. De selv havde udarbejdet egne planer, der gik ud på en opdeling af Det osmanniske Rige efter deres interesser. Derfor var de mod løsningsforslaget med Cemil Pasha som sultan, og russerne stræbte derefter ikke mere efter denne plan . De hemmelige forhandlinger mellem England og Frankrig blev ført af englænderen Mark Sykes og franskmanden Georges Picot, der fik en aftale på plads i marts 1916, som derefter blev forevist russerne. Ifølge den skulle Frankrig have Libanon og Syrien, mens England skulle have den sydlige Mesopotamien incl. Bagdad. Selve Arabien skulle deles mellem de to lande, og over ved Middelhavet skulle England have nogle havne i Hayfa og Akra. Alaxendretta (Iskenderun) skulle være fri havn, og Palæstina skulle kontrolleres af en international korps på grund af de hellige steders beliggenhed her . Hvad angik kurderne og armenerne, så var de alarmeret af aftalens hensigt, idet den betød en opdeling af deres lande. For armenernes vedkommende betød den, at de oprindelige armenske områder i Anatolien blev delt mellem russernes og franskmændenes indflydelsessfære. For kurdernes vedkommende betød den derimod, at hele det kurdiske landområde blev delt mellem forskellige indflydelsessfære. En del kom under engelsk styre, en anden under fransk og en tredje under russisk styre. Området strakte sig langs den iranske grænse fra Raniya og Rawanduz (irakisk Kurdistan) mod nord gennem Van og Bitlis op til Sortehavet, og mod vest så lang som op til Erzincan (tyrkisk Kurdistan) . Den største del, området syd for linien, der strakte sig fra Urmiye (iransk Kurdistan) til Anamur syd for Van, videre til Bitlis, Mus og Harput (tyrkisk Kurdistan), blev tildelt franskmændene, mens russerne blev tildelt det østlige og nordlige område (incl. Trabzon) for linien. Området nord for linien kaldtes også "armensk territorium". Kun området omkring oliebyen Kerkuk i irakisk Kurdistan blev tildelt Englænderne . Det skal her bemærkes, at der er en vis modsætning mellem McDowall og Burkay med hensyn til strækningen af linien mellem russerne og franskmændene. McDowall hævder, at området strækker sig fra Raniya og Rawanduz, der ligger i irakisk Kurdistan, mens Burkay skriver, at det sker fra Urmiya i iransk Kurdistan. Dette er af afgørende betydning, da Raniya og Rawanduz ligger længere syd for Urmiya. Rusland klagede normalt ikke over delingen af Arabien, men da det ikke ønskede at være nabo til et europæisk land syd for sine grænser, kom de med et forslag om en byttehandel med franskmændene gående ud på, at franskmændene skulle give afkald på deres kurdiske områder syd for Van Søen for til gengæld at få Sivas, Harput og Kayseri. Til sidst fandt de to lande en løsning, således at russerne fik Mus, Van og Bitlis, samt strækningen fra Cizre (tyrkisk Kurdistan) til Mergever syd for Urmiye (iransk Kurdistan), mens franskmændene i stedet fik Kayseri, Sivas og Harput (tyrkisk Kurdistan). Ligeledes blev også Adana, Antep, Maras, Urfa, Mardin, Diyarbakir og Musul tildelt franskmændene, og fordi Italien havde kæmpet på de allieredes side mod Tyskland, fik de også et stykke af kagen. De fik områderne syd og sydvest for Anatolien. Denne aftale blev på grund af denne store plan derfor betegnet som "Sykes-Picot-aftalen" og indgik dermed i historien . Men de senere hastige forandringer rundt om i området og i omegnen gav ikke disse hemmelige planer mulighed for at blive ført ud i livet. Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 er et godt eksempel herpå, da den ændrede både den russiske politik og magtbalancen i området helt fra bund og grund, og samtidig med at den nye russiske regering under ledelse af Lenin trak alle de russiske styrker tilbage ud af området, kom også de hemmelige forhandlinger langsomt til overfladen, og det førte til, at de imperialistiske landes beskidte planer dermed blev afsløret. Dette førte til et chok blandt befolkningerne i området, der efter afslutningen af krigen ellers havde håbet at få deres frihed, men hverken deres ønsker eller styrke var nok til at ændre på krigsforløbet, og de store magter gjorde igen, som de havde tænkt sig at gøre efter krigen. Kun magtbalancen mellem England og Frankrig ændredes lidt , således at England fik udvidet sit "territorium" med Musul-området, mens Frankrig måtte opgive at få kontrol over en del af sine tildelte områder, nemlig (Urfa, Antep og områderne, der ligger nord for disse byer), da kurderne og tyrkerne gjorde oprør . Frankrig har altså ikke kunnet opnå alt det, som ellers var blevet planlagt i forbindelse med forhandlingerne, men det er nok, fordi de ikke havde regnet med, at der ville ske omvæltninger i Rusland. Oktoberrevolutionen gjorde også en ende på krigen mellem russere og osmannere, for allerede dagen efter revolutionen (18. oktober 1917) blev der i byen Erzincan holdt våbenhvile mellem hærene, og som følge af Brest Litovsk fredsaftale (3. marts 1918), der blev holdt mellem Rusland og Tyskland, samt mellem Rusland og Osmannerriget, overgav Rusland alle de besatte kurdiske områder (både dem, der var blevet besat under tidligere og senere krige) tilbage til Osmannerriget. Rømningerne af disse kurdiske områder betød en uforventet sejr for osmannerne, der ellers normalt var ramt af demoralisering og dermed havde mistet håbet om alt. Ifølge aftalen skulle Rusland trække sig tilbage fra Iran, mens osmannerne skulle forholde sig inden for deres gamle grænser. Men allerede kort derefter, benyttede osmannerne lejligheden til på den ene side at sprede de i forvejen svage armenske styrker, hvorefter de trængte ind i Armenien, og på den anden side til på ny at besatte Iransk Kurdistan og Aserbajdsjan . Med oktoberrevolutionens komme blev alle Ruslands tidligere aftaler straks annulleret af den nye regering, hvorefter Sykes-Picot-aftalen trådte ud af kraft. Russernes tilbagetrækning ændrede fuldstændigt på situationen i Det osmanniske Rige, hvilket betød, at de vestlige imperialistiske lande på ny måtte give sig til at udarbejde nye planer om opdelingen af Osmannerriget. Englænderne, der tidligere kun havde måttet nøjes med Kerkuk-området, gav herefter ordre til deres styrker til at udvide deres besatte kurdiske område yderligere. De engelske styrker var allerede ved krigens start trængt ind i Basra og dermed sat kursen mod Nord (irakisk Kurdistan), hvor de knuste de osmanniske styrker. Dette førte til, at osmannerne brugte religionen som påskud og dermed erklæret hellig krig (Jihad) mod englænderne, hvor bl.a. også kurdere deltog og mistet mange mænd. Især omkring Musul fandt der hårde kampe sted, og her mistede englænderne lige før våbenstilstanden 2000 mænd inden for 12 dage. Den 7. maj 1918 erobrede de Kerkuk, men måtte trække sig tilbage på grund af de osmanniske styrkers fremmarch. Indtil da havde de sat deres agenter og eksperter i området i bevægelse med henblik på at nå frem til en aftale med de kurdiske klanledere, dels for at afværge deres modstand, og dels for at vinde dem på egen side. I den forbindelse sendtes Soen og Noel ud til Khaniqin, Kerkuk, Tuz Khirmatu og Suleymania områderne, hvor der blev stiftet et samarbejde med de forskellige kurdiske ledere, og det blev besluttet senere, at der skulle oprettes en provisorisk regering under ledelse af Sheik Mahmut Berzinci, der skulle sørge for at skabe et godt forhold til englænderne. Senere lod Sheik Mahmut Berzinci englænderne at vide, at han havde til hensigt at repræsentere alle kurderne, ikke alene i Sulaymania området og omegnen, men så lang som til Sine i iransk Kurdistan. Dette ville englænderne ikke gå med til og afviste derfor at støtte et forenet Kurdistan omfattet af dele af iransk Kurdistan. Osmannerne advarede flere gange kurderne om, at englænderne i virkeligheden ikke var interesseret i at gøre noget for dem, men at de blot planlagde at få dem under arabisk herredømme . I juni 1918 lovede den engelske civilkommissær i Irak, Sir Percy, kurderne at forhandle med deres repræsentant, Sherif Pasha, samt at anerkende autonomi for Kurdistan, og ved underskrivelsen af Mundros-aftalen 30. oktober 1918 havde englænderne allerede underlagt sig store dele af Kurdistan og var kun få kilometer væk fra Musul. Efter underskrivelsen af aftalen fik de også Musul, hvorefter de trængte ind og fik osmannerne ud. FRA MUDROS TIL SEVRÉS
Kort derefter trængte de allierede ind i Tyrkiet og besatte en 3/4-del af det nuværende tyrkiske territorium, herunder også Kurdistan. Englænderne besatte Mesopotamien og egnen omkring Samsun ved Sortehavet, samt Urfa og Marash, Franskmændene Syrien og Klikien, italienerne Konya og Antalya og grækerne egnen omkring Smyrna (Izmir). Med landgangen af en ekspeditionsstyrke i Izmir området i 1919 håbede grækerne at udvide deres hellenske stat så langt som til Ankara. Istanbul og Dardanellerne blev besat af fælles allieret styrke. Sultanen var stærkt svækket og dermed reduceret til en betydningsløs symbolfigur, og regeringen var uden myndighed, men blot opretholdt for at have nogen til at underskrive den endelige fredstraktat med. Det, der ikke kom under allieret besættelse, var enkelte steder i Centralanatolien og en del ved den sortehavskyst . Indtil maj 1919 var de allierede styrker tilsammen nået op på 171.920, hvoraf englænderne havde 40.620, franskmændene 49.500, italienerne 17.400 og grækerne 64.400 . Hen mod slutningen af 1. Verdenskrig, der lagde Kurdistan i ruiner, men samtidig åbnede muligheden for store vigtige ændringer i området, offentliggjorde den daværende amerikanske præsiden Woodrow Wilson sine 14 punkter om fred i verden. Hans punkter omfattede bl.a. også undertrykte folks selvbestemmelsesret og gav et håb til alle undertrykte folk i hele verden. For det kurdiske folks vedkommende var især punkt 12 interessant, idet det bl.a. også handlede om dem selv. Heri hed det: "The Turkish portions of the present Ottoman Empire should be assured a secure sovereignty, but other natonalities which are now under Turkish rule should be assured an undounbted security and life and an absolutely unmolested opportunity of autonomous development" . Inspireret af det, samt af den sovjetiske deklaration (3. december 1917) om løsningen af nationalitetsproblemer, som det senere blev sat i praksis , begyndte også kurderne at røre på sig. Der var på det tidspunkt delte meninger blandt kurderne om, hvad for et Kurdistan de ville have, for der var nogle, der ville have autonomi inden for resterne af Det osmanniske Rige, mens andre ville have et uafhængigt Kurdistan, og ved begyndelsen af foråret 1919 var de politisk delt i tre lejre, således at der var både pro-tyrkiske/osmanniske, pro-allierede kurdere. Kun blandt kurderne i Dersim-området herskede der et stærkt ønske om en fuldstændig uafhængighed fra al udfrakommende indblanding. Lige efter krigen begyndte kurderne at organisere sig ved at oprette kurdiske foreninger, komitéer og partier, samt udgive aviser, brochurer, tidsskrifter, og hvad der ellers hørte dertil. Kurderne havde nemlig siden begyndelsen af århundredet været politisk aktive og oprettet forskellige foreninger, samt udgivet blade m.m., men efter krigsafslutningen, hvor situationen i Osmannerriget fuldstændig var blevet forandret, fik de mere vind i sejlene og begyndte at arbejde for en løsning af kurdernes problem ved den kommende fredskonference i Sevrés i Frankrig. Kort derefter begyndtes der langsomt at spire kurdiske foreninger og komitéer frem, lige som der blev udgivet blade, tidsskrifter og brochurer m.m. Med det formål at løse det kurdiske spørgsmål blev der således dannet "Kürt Bagimsizlik Komitesi" (Komiteén for kurdernes selvstændighed) i Kairo under ledelse af Emir Sureya Bedirkhan. Ligeledes blev der i Istanbul dannet "Kürdistan Teali Cemiyeti" (Foreningen for genetableringen af Kurdistan) af nogle kurdiske fremtrædende personligheder så som Emir Emin Ali, Kamuran Ali Bedirkhan og senatoren Sheik Abdulkadir, samt en række andre personer med Sheik Abdulkadir som formand . "Kürdistan Teali Cemiyeti" udviklede sig ret hurtig og fik oprettet filialer spredt over næsten hele Kurdistan. Den forenede et bredt spektrum af forskellige kredse af uddannede kurdiske emigranter i Istanbul, hvor der var repræsenteret både statsfunktionærer, militærfolk, akademiker, dignitarer og aristokratiske rentier . Desuden blev der dannet "Kürt Teali Cemiyeti" (kurdisk samfundsorganisation) i Diyarbakir (tyrkisk Kurdistan), hvor nogle af de kendte personligheder som Ekrem Cemil Pasa, Cerciszade Kerim, Cerkezzade Fikri, Ganizade Resat, Cemil Pasa, Ömer Bey, Ganizade Dr. Cevdet Bey og Dr. Fuat Bey mfl. stod i spidsen for. "Kürt Teali Cemiyeti" blev stiftet af medlemmer af Hévi foreningen (oprettet 1913) og var en søsterforening til "Kürdistan Teali Cemiyeti" i Istanbul. Fra Istanbul modtog de kurdiske aviser, bøger, tidsskrifter m.m., som de så trykte på deres forlag og delte ud til folk. For at nå til kurderne og vække deres nationale følelse, oprettede foreningen en komité bestående af fire personer, der især tog sig af propaganda-arbejdet, og alt tyder på, at de fik succes med deres arbejde, for allerede ved begyndelsen havde de over tusinde registrerede medlemmer . Günter Behrendt hævder, at Kürdistan Teali Cemiyeti" var under Sheik Abdulkadirs ledelse pro-osmannisk og beskæftigede sig alene med kulturelle og sociale interesser for kurderne, samt at den aldrig offentligt ytrede sig til fordel for uafhængigheden af Kurdistan, men at flere af medlemmerne dog uden tvivl tog afstand fra denne forestilling. Endvidere hævder han, at især et af de fremtrædende medlemmer, Kamuran Ali Bedirkhan, var stærk modstander af formandens forestilling om autonomi, hvilket han offentligt kritiserede og bekendtgjorde ved i november 1918 at udtale sig til den kurdiske avis "Serbesti", der blev udgivet af hans bror, Celadet Bedirkhan, at hensigten med deres arbejde i "Kürdistan Teali Cemiyeti" selvfølgelig var at oprette en uafhængig kurdisk stat . Denne påstand bliver dog også bekræftet hos Hasan Yildiz, men lidt på en anden måde. Hos Yildiz hedder det nemlig, at mens "Kürdistan Teali Cemiyeti" med en vedtagen beslutning sendte general Sherif Pasha og Fahri Bey fra Diyarbekir til fredsforhandlingerne i Paris for at repræsentere kurderne, begyndte de gamle stridigheder mellem formanden Sheik Abdulkadir og andre fremtrædende medlemmer om deres forskellige opfattelser omkring Kurdistans status langsomt at komme op på overfladen igen. Grunden hertil var, dels fordi Sheik Abdulkadir flere gange over for de tyrkiske aviser tilkendegav sit ønske om autonomi fremfor uafhængighed for Kurdistan, og dels fordi han ved flere lejligheder offentligt udtrykte sin fulde støtte til tyrkerne, hvor han bl.a. i forbindelse hermed også på et tidspunkt opfordrede kurderne til at støtte tyrkerne i deres kamp, idet han sagde, at det ville være ærekrænkende for kurderne at vende ryggen til det tyrkiske folk i en tid, hvor de var i klemme, og at kurderne i stedet skulle gøre, hvad de kunne, for at hjælpe dem, samt at tyrkerne faktisk i virkeligheden også havde planer om at oprette et Kurdistan . På trods af disse stridigheder fortsatte "Kürdistan Teali Cemiyeti" dog alligevel med sit arbejde, men det betød ikke, at de interne problemer dermed var helt ud af verden, og den kurdiske opstand i Kocgiri-området i 1919, som også fik navnet "Kocgiri-opstanden", var et resultat af disse stridigheder. Ifølge Arslan og de andre startede Kocgiri-opstanden i midten af 1920. Stridighederne havde medført til en psykologisk nedtur for bl.a. medlemmerne i andre områder, som så havde ført til, at f.eks Kocgiri-området var blevet afskåret fra at indgå samarbejde (undtagen Dersim-området) med andre kurdiske områder . Stridighederne i "Kürdistan Teali Cemiyeti" førte til, at medlemmerne af dens søsterforening "Kürt Teali Cemiyeti", også kaldet "Kürt Kulübü" (Den kurdiske klub) i Diyarbakir blev delt i to, således at de, der kæmpede for et uafhængigt Kurdistan fik autonomi-tilhængerne smidt ud og oprettede på ny en forening under navnet "Kürt Teskilat-i Istimaiye" (Den kurdiske samfundsorganisation). Blandt stifterne bag denne organisation var bl.a. Emin Ali Bedirhan Bey, Dr. Abdullah Cevdet, Dr. Sükrü Mehmet, Kemal Fevzi fra Bitlis, Ekrem Cemil Bey, Necmettin Hüseyin fra Kerkuk, Babanzade Sükrü og Fuat Bey. Der er her en uoverensstemmelse mellem Hasan Yildiz og Kadri Cemil Pasha om, hvor "Kürt Teskilati Istimaiye" virkelig blev oprettet. Yildiz selv hævder, at det skete i Diyarbakir, og at de brød ud fra "Kürt Teali Cemiyeti", mens Kadri Cemil Pasha hævder, at de brød ud fra "Kürdistan Teali Cemiyeti" i Istanbul . Disse interne stridigheder gav uden tvivl Mustafa Kemal gode chancer i bestræbelserne på at føre kurderne bag lyset. Han kunne som følge af den manglende union blandt kurderne uhindret gennemføre sin propaganda-politik mod kurderne, og lige meget hvor meget Mustafa Kemal betragtede Sheik Abdulkadir som "et legetøj for Damat Ferit Pashas regering (dvs. et legetøj for den osmanniske regering) og englændernes trofaste mand", så åbnede Sheik Abdulkadir med sin autonomi tanke faktisk muligheden for en intern strid mellem kurderne og gjorde dermed det endnu lettere for Mustafa Kemals propaganda-politik . Kigger man på artikel 1 og 2 i Kürdistan Teali Cemiyeti´s vedtægter , så står det faktisk heller ikke direkte, hvad det er, de vil have med hensyn til Kurdistans status, men det tyder på, at de ville have autonomi, eftersom det i artikel 1 står:"Mit dem Ziel, die öffentlichen Interessen der Kurden zu wahren und ihre Entwicklung zu fördern, hat sich ein Verein mit dem Namen "Kürdistan Teali Cemiyeti" gebildet. ... Er wird in Kurdistan und im Bedarsfall an anderen Orten Zweigstellen eröfnen. Er arbeitet mit Vereinungen und mit anderen Völkern suzammen, die für das gleiche Ziel kämpfen". I artikel 2 derimod står der kun, hvad de vil gøre for at opnå deres mål: "Um sein Ziel zu erreichen, wird der Verein Tageszeitungen und Zeitschriften, Broschüren und Bücher in allen Sprachen veröffentlichen sowie Lesesäle, Schulen und Druckereien gründen, Abendunterricht und Konferenzen veranstalten und moralisch-geistig kompetente Delegationen zu geeneten Orten entsenden sowie jede Art von gemeinnützigen und sozialen Institutionen ins Leben rufen". Hos Abdurrahman Arslan, der bygger på samtidige kilder, bliver påstanden om (Abdulkadirs påstand hos Yildiz), at tyrkerne arbejdede på at oprette et Kurdistan, afvist. Ifølge Arslan beskyldte Kemal Atatürk faktisk "Kürdistan Teali Cemiyeti" for at arbejde for oprettelsen af et uafhængigt Kurdistan, fordi foreningen arbejdede mod hans planer om at føre kurderne bag lyset ved at lade dem til at tro, at han var den virkelige frelser for Kurdistan. "Kürdistan Teali Cemiyeti" veg dog ikke fra at modarbejde ham og hans propagandapolitik over for kurderne og sørgede samtidig for, at ingen delegerede fra de kurdiske områder, Diyarbakir, Elazig, Siirt, Bitlis, Malatya og Dersim, deltog i kongressen i Erzurum den 23. juli 1919 (herom senere). Ligeledes hævder Kadri Cemil Pasha også, at "Kürdistan Teali Cemiyeti" havde afhængighed som mål . Den græske landsættelse af tropper
i Izmir i 1919 med håbet om at opnå deres del af London- aftalen (1915)
med magt og italienske styrkers landgang i Antalya selvsamme år ødelagde
kurdernes håb om enten at opnå autonomi eller uafhængighed (Ifølge Mcdowell
var det ifølge Sykes-Picot-aftale). Landgangen af disse to landes styrker
i Tyrkiet fik nemlig en dramatisk psykologisk effekt på den muslimske befolkning
i Anatolien, herunder også kurderne, fordi de blev årsagen til, at pan-islamismen
fik vind i sejlene. Det var i forvejen kendt, hvor følsomme kurderne var
over for den kristne trussel, og to uger før grækernes og italienernes
landgang orienterede den engelske admiral Calthorpe i Istanbul udenrigsministeriet
om, at "The most important factor in the situation is fear that the (eastern)
section of Turkey will be placed under Armenian
Et eksempel på tyrkernes pan-islamisme fremgår nemlig af følgende linier: "News was spread of massacre of Muhammedans by the Greeks. The Kurds were invited to apply the analogy of Smyrna to Diyarbakir; the English would come first and occupy the town, which would be but a prelude to the arrival of Armenian troops. All these measures had their natural effect" . Diyarbakir er den største by i hele Kurdistan og betragtes som hovedstaden i den kurdiske del af Tyrkiet. Ud over de ovenfor nævnte grunde, så havde osmanniske tyrkere faktisk også andre formål med deres pan-islamisme, nemlig at de på den ene side først ville vække kurdernes frygt for den kristne trussel i landet for at få dem på deres side, og på den anden side for derefter at bruge faren for deres kurdiske fanatisme og antikristen vold som grundlag for at lukke alle deres foreninger og blade m.m. Selv englænderne troede ikke længere på, hvad tyrkerne lovede kurderne, og at deres pan-islamistiske linie alene var en slags fælde for kurderne. Englænderen Noel underrettede sin regering med følgende bemærkninger om situationen: "Idea of Kurdish autonomy under Turkish sovereignty seems dead. Turks are working on exclusively Pan-Islamik lines.Word Kurdish is rigorously suppressed and Moslem used instead" . Kort tid efter grækernes landsættelse
af tropper i Izmir, forlod Mustafa Kemal Istanbul med et skib med kurs
mod Samsun, hvor han øjeblikkeligt drog ind i land den 19. maj 1919. Han
havde fire dage før (15. maj 1919) ladet sig udnævne til generalinspektør
ved Nordarmeen. Hans titel var sådan set indholdsløs, for der eksisterede
ikke nogen Nordarme, men det gav ham mulighed for at komme væk fra Kostentinopel
og dermed kontrollen fra såvel regeringen som de allierede. Han havde fået
befaling til at gennemføre
Umiddelbart efter sin ankomst til Samsun gjorde Mustafa Kemal sig umage til at etablere et direkte kontakt til kurderne. Han havde i forvejen haft kontakt og stiftet bekendtskab med nogle rige kurdiske godsejere i Diyarbakir-området, da han i 1916 var kommandant for den 16. arme i Silvan ved Diyarbakir. I den tid, han opholdt sig her, fik han stiftet gode "venskabskontakter" med bl.a. to af de betydningsfulde godsejere i området, nemlig Sadik og Ali Bey, der var osmannernes gode samarbejdspartnere i området, samt med Haci Musa Bey, der tidligere var kommandant i "Hamidiye Alaylari", der svarede til det nuværende "landsbyvagt-system i Tyrkiet" . "Hamidiye Alaylari" bestod især af kurdere og brugtes mod andre kurdere af osmannerne, samt mod den armenske befolkning. I 1915 spillede "Hamidiye Alaylari" således en vigtig rolle i massakren på armenerne under påskud af, at de var kristne og dermed "gavur", dvs. hedninge/vantro. I de perioder, Mustafa Kemal opholdt sig i Samsun og Amasya, var han meget optaget af den kurdiske sag. I folks øjne fremstod han som en forsvarer af den kurdiske sag. Så snart han sætte sine ben på kurdisk grund, præsenterede han sig straks som redningsmanden for Kurdistan og dermed forsvarer for de allieredes fange Kalifatet, "muslimernes sol, der blev formørket af de ´vantro´ kristne". På det tidspunkt undgik Mustafa Kemal omhyggeligt at tale om den tyrkiske nation. Han fremhævede den ene gang broderskabet mellem kurdere og tyrkere, mens han den anden gang fremhævede det osmanniske nation i modsætning til de allierede. Indholdet af de skrivelser, der fandt sted mellem Mustafa Kemal og kommandanterne for 15. armé i Erzurum og 13. armé i Diyarbakir, viser tydeligt, hvor meget Mustafa Kemal var optaget af den kurdiske sag. Ifølge en rapport fra efterretningstjenesten dateret den 29.maj 1919 skriver Mustafa Kemal således til den øverste hærledelse: "Jeg har både i kraft af min personlige venskab med visse kurdiske ledere, som jeg fik stiftet bekendtskab med under krigen, og af min militærstilling har jeg sendt forskellige telegramer til visse kurdere, hvor jeg har underrettet dem om den situation, som vi er havnet i, og bedt dem om at foretage de nødvendige skridt, samt forhørt mig om, hvilke områder i Kurdistan den engelske propaganda om "et selvstændigt Kurdistan" er på sit højeste" . Når man kigger på grækernes
landsættelse af tropper i Izmir bliver Mustafa Kemals optræden med hensyn
til den kurdiske sag endnu mere tydeligt og forståeligt. Grunden til denne
stor interesse for kurderne var hovedsagelig frygten for, at også de ville
arbejde for uafhængighed. Mustafa Kemal og hele den osmanniske regerings
politik gik derfor ud på at gøre alt for at holde kurderne inden for det
resterende osmanniske rige. Frygten for kurdernes bestræbelser på et uafhængigt
Kurdistan tog dog yderligere til, da "Kürdistan Teali
Når man kigger på tiden mellem den 19. maj 1919, hvor Mustafa Kemal kom til Samsun, og den 18. juni 1919, hvor han sendte telegrammet, så få man det indtryk, at der her er tale om ren propaganda. På trods af, at Mustafa Kemal endnu ikke havde sat sine ben i Kurdistan, siger han, at han inden for en periode af en måneds tid fik afskaffet frygten for både den engelske propaganda og dens tilhængere mv. Disse udtalelser, som der ikke synes at være belæg for, og som kun må betragtes som ren fantasi , må kun være sagt med et formål, nemlig for det første med henblik på at fjerne de forskellige betænkeligheder hos de osmanniske militær- og civile ledere af kurdisk oprindelse og give dem mod og tro til fortsat at føle sig som en del af Osmannerriget, og for det andet for derigennem at fornægte kurdernes ret til selvbestemmelse. En vigtig ting her, som man bør være opmærksom på, er, at det kun er Mustafa Kemal, der ensidigt fremkommer med sådan en udtalelse om, at "kurdere slog sig sammen med tyrkere". Denne udtalelse bekræftes ikke nogen steder hos kurderne . Ifølge en samtidig kilde hos Arslan var Mustafa Kemal nød til at tackle situationen, eftersom englænderne med deres propaganda havde sat et spørgsmålstegn i hovedet på alle kurdere. Dette mente Mustafa Kemal ville føre til en nedtur for den tyrkiske nationale bevægelse og måtte derfor lave taktik. Mustafa Kemals påstand om, at englænderne stod bag kurdernes krav om uafhængighed synes ikke at holde, og når man tænker på samfundsforholdene dengang, hvor der f. eks. var problemer med transporten og med pressen osv., så er det mere forståeligt, hvorfor Mustafa Kemals propaganda fik en så stærk påvirkning på visse kredse af befolkningen, på trods af, at den byggede på usandheder uden at have nogen som helst belæg for det. Både Mustafa Kemal og de osmanniske ledere vidste udmærket, at det i virkeligheden ikke forholdt sig sådan som de påstod om englænderne, men valgte alligevel at bygge deres propaganda op omkring det med henblik på at knække kurdernes ret til selvbestemmelse. Som eksempel på, at Mustafa Kemals påstand var ren propaganda, kan henvises til krigen mellem kurdere i Sydkurdistan (irakisk Kurdistan) og englænderne. Her nedkæmpede englænderne nemlig kurdernes kamp om uafhængighed med hård hånd under ledelse af Sheik Mahmud Berzinci . For at få alle kurdere, religiøse som verdslige, på sin side, skrev Mustafa Kemal det ene brev efter det andet og forsøgte at vinde tilliden hos kurderne. På et tidspunkt gav han også sine venner i Diyarbakir ordre om at etablere kontakter til "Kürt Klubü", som han ellers beskød for at stå bag oprettelsen af et uafhængigt Kurdistan. Ved at fortælle de kurdiske religiøse ledere om, at han var blevet sendt af kalifatet om at samle støtte blandt "deres muslimske brødre" mod de kristne "hedninge", fik Mustafa Kemal en betydelig plads i visse religiøse kredse. Mustafa Kemal benyttede sig af alle alt, som han mente kunne lokke kurderne til samarbejde. Han tog f. eks. billeder med de religiøse ledere, hvor han også selv havde religiøse lederes tøj på, og brugte disse som propaganda blandt befolkningen. Mange kurdere, der så ham ved siden af de andre religiøse ledere, troede på, at han havde en religiøs anskuelse og hoppede med på vognen. Således støttede ca. 90% af statsansatte, især militærfolk denne "stjerne, der var ved at stråle over alt" . Ved de tre efterfølgende kongresser, der blev holdt i henholdsvis Erzurum 23. juli 1919 (hos Pelt i august), Sivas 4. september 1919 og Amasya 18. oktober 1919 , forsøgte Mustafa Kemal og hans tilhængere gang på gang ved hjælp af forskellige tricks så som truslen fra Ententemagterne og armenerne at få kurderne på deres side for derigennem at udelukke mulighederne for deres uafhængighedsbestræbelser. På kongresserne fremhævede Mustafa Kemal gang på gang betydningen af at stå sammen og lagde især meget vægt på Det resterende osmanniske Riges udelelighed. Han hævede på den ene side det "muslimske brorskab" mellem kurdere og tyrkere helt op til skyerne, mens han på den anden side angreb "Kürdistan Teali Cemiyeti", den forening, der kæmpede for kurdernes uafhængighed, for at samarbejde med englænderne om kurdisk uafhængighed. Ved at fremhæve, at kurdere og tyrkere havde "samme blod, historie, religion og krop", forsøgte Mustafa Kemal at afvise, at der var tale om et adskilt folk ved navn "kurdere", og ved at se bort fra denne adskillelse og ved at afvise kurdernes fundamentale rettigheder så som selvstændighed, forsøgte han at gøre kurdere til tyrkere, som efter hans mening derfor ikke havde krav på at kræve uafhængighed fra de osmanniske tyrkere. Dette viser blot, at Mustafa Kemal allerede på det tidspunkt havde haft planer om senere at fornægte kurdernes eksistens . Den første konkrete politiske begivenhed af den kemalistiske aktivitet i Kurdistan var afholdelsen af den såkaldte "østlige byers kongres", nemlig kongressen i Erzurum, hvor der deltog 54 delegerede (der er delte meninger om antallet), herunder adskillige kurdiske stammeledere fra de fem kurdiske "Vilayets" (hovedprovinsbyer) så som Erzurum, Bitlis, Van, Mus og Erzincan, som blev truet af den armenske anneksion. Den sjette "vilayet" Kars var allerede en del af den vestkaukasiske republik (Armenien). De andre provinsbyer som Diyarbakir, Kharput, Dersim, Siirt osv. deltog dog ikke i kongressen, da de ikke mente, at forsvaret af kalifatet og religionen var målet for deres kamp . Kongressen blev arrangeret i et samarbejde mellem de to tyrkiske foreninger i Erzurum og Trabzon, "Erzurum Müdafaai Hukuku Milliye Cemiyeti" og "Trabzon Muhafazai Hukuku Milliye Cemiyeti", der begge hørte under "Villayati Sarkiye Müdafaai Hukuku Milliye Cemiyeti" (Organisationen til forsvaret for de nationale rettigheder i de østlige provinser) i Istanbul, som den tyrkiske nationalist, Cevat Dursun, stod i spidsen for . Som navnet "Villayati Sarkiye…" (de østlige byer, dvs. tyrkisk Kurdistan) også selv antyder, så var disse foreninger oprettet med henblik på at forhindre kurderne i at opnå uafhængighed og i stedet arbejde for at forstærke tyrkisk herredømme i Kurdistan. Når man ved, hvad disse foreninger stod for, og hvad deres formål var, så kommer hensigten med Mustafa Kemals politik også langsomt til overfladen, nemlig at han, som Arslan også er inde på, overhovedet ikke var interesseret i at løse den kurdiske sag, men at han fra start til slut var ude på at fjerne dem væk fra deres krav om autonomi/selvstændighed. Arslan afviser dog her, at der skulle være tale om kurdisk deltagelse i kongressen, ligesom han afviser, at de tre personer, Cazim Bey, Süleyman Bey og Haci Hafiz Efendi, som kemalisterne angav for at være delegerede fra henholdsvis Van, Bitlis og Siirt, skulle have noget med disse tre byer at gøre, men at de derimod var Mustafa Kemals egne folk og samtidig medlemmer af den tyrkiske forening i Erzurum, "Erzurum Müdaafai Hukuku Milliye Cemiyeti". Han hævder, at ved at pynte kongressen med navnet "østlige byers kongres" angav kemalisterne deres egne folk for at være delegerede fra de pågældende kurdiske provinsbyer. Ifølge ham var der derfor ingen kurdiske repræsentanter til stede ved kongressen, da "Kürdistan Teali Cemiyeti", som opererede i Diyarbakir, Elazig, Siirt, Bitlis, Malatya, Dersim osv., boykottede den. Ligeledes afviser han også en kurdisk historiker fra irakisk Kurdistan, Dr.Kemal Mazhar Ahmads påstand om (som han bruger som kilde ved at citere ham), at der sad tre kurdere i den ny oprettede repræsentative-komité (Heyet-i Temsiliye), nemlig Sheik Fevzi Efendi fra Erzincan, Sadullah Efendi fra Bitlis, der samtidig var senetor, og Haci Musa Efendi, der var leder af Mutkiklanen. Dette underbygges dog også af listen over udvalgsmedlemmerne hos Arslan selv. Men han afviser både Ahmads påstand og listen ved at sige, at det bare var spil for galleri, og at Mustafa Kemal med vilje skrev navnene på disse kurdere på listen med det formål 1) at bruge det som propaganda over for den kurdiske befolkning og sige, at deres ledere jo også selv var med til kongressen og valgt at leve sammen med den tyrkiske befolkning, 2) at bruge det over for englænderne og give dem et klart besked om, at kurderne altså har besluttet sig for at forblive sammen med tyrkere, og at de derfor ikke ønsker et uafhængigt Kurdistan og 3) at bruge det over for "Kürdistan Teali Cemiyeti" med henblik på derigennem at demoralisere deres medlemmer og infiltrere dem. Endvidere hævder Arslan, at selv om disse tre kurderes navne står skrevet på listen blandt de valgte repræsentanter på både kongressen i Erzurum og kongressen i Sivas, så havde Mustafa Kemal alligevel ikke i sigte at tage dem alvorligt og tildele dem nogle opgaver og henviser til en udtalelse fra Mustafa Kemal selv, der går på, at han aldrig nogen sinde kunne tænke sig at overlade nogen former for ansvar for den pågældende situation til et hvilket som helst repræsentationsudvalg, der bestod af "nogle stakler som Nakshi Sheik Fevzi fra Erzincan og lederen af Mutkiklanen, Haci Musa Efendi" . At der blev sjusket med navne på delegerede fra Kurdistan, bekræftes også af en tyrkisk historiker, Mahmut Gologlu, som Arslan bruger som kilde. Gologlu fortæller nemlig her, at på trods af, at flertallet i repræsentationskomitéen blev valgt fra Diyarbakir, deltog ingen delegerede fra Diyarbakir i kongressen . Dette bekræftes også hos Behrendt (s. 323). Arslan hævder, at hverken Sadullah Bey eller Haci Musa Bey deltog i kongressen, men siger samtidig, at Sheik Fevzi Efendi trådte af efter kongressen i Sivas og deltog ikke mere i udvalgets arbejde. Her virker han lidt selvmodsigende, fordi han på den ene side siger, at der ikke deltog nogen kurdere i kongressen som følge af "Kürdistan Teali Cemiyeti's" modarbejde, mens han på den anden side siger, at Sheik Fevzi Efendi trådte af efter kongressen i Sivas, men eftersom han lyder lidt usikker, må man gå ud fra, at der altså var nogle kurdiske stammeledere, der deltog i kongressen. Han afviser også gang på gang - også de kurdere, der mener, at kurderne samarbejdede med Mustafa Kemal - at kurderne skulle have samarbejdet med tyrkerne, og at kurderne ikke kunne drømme om at gøre det, da de ville komme til at modarbejde deres egne interesser selv, eftersom Mustafa Kemals politik gik ud på at sætte en stopper for deres forsøg på at opnå enten autonomi eller selvstændighed. Efter lange og heftige diskussioner sluttede kongressen den 7. august 1919 med beslutning om, at "indsætte alle til rådighedsstående midler for at forhindre annekteringen af de muslimske provinser af Armenien samt befri den muslimske jord, som er blevet beskidt af de 'gudløse' (gavur)" . Kongressen valgte samtidig Mustafa Kemal som leder. Endvidere hed det i artikel 1 i deres program, at "Die Provinzen Erserum, Siwas, Diarbekir, Mamuret-ül Asis (Elazig), Wan und Bitlis, die den Namen "östliche Provinzen" tragen, sowie die Provinz Trapezunt (Trabzon) und der Regierungsbezirk Samsun und die unabhängigen Regierungsbezirke innerhalb dieses Gebietes bilden ein Ganzes, dessen zerstückelung und Loslösung von der osmannischen Volksgemeinschaft aus irgendeinem Grunde oder unter irgendeinem Vorwand unvorstellbar ist. […] Alle in diesem Gebiet lebenden islamischen Befölkerungsteile sind wahre Brüder, die von einem wechselseitigen Gefühl der Opherbereitschaft gegeneinander erfüllt sind und auf ihre rassische und soziale Lage Rücksicht nehmen. I Artikel 2 hed det videre, at "Für die Unversehrtheit des osmannischen Vaterlandes und die Sicherung unserer nationalen Unabhängigkeit und den Schutz des Sultanats und Kalifats ist es von wesentlischer Bedeutung, die nationalen Kräfte und den nationalen Willen vorherrschend werden zu lassen" . Som det kan ses ud fra programmet, så betragtede Mustafa Kemal kurderne ikke som et adskilt folk fra tyrkerne, men at de alle var osmanniske muslimer og derfor skulle værne om deres land. Samtidig udelukkede han også mulighederne for en eventuel deling af riget, hvilket betød, at han fortsat ønskede at have Kurdistan under osmannisk herredømme. Kongressen i Erzurum var Mustafa Kemals første betydningsfulde politiske sejr. Her blev hovedlinierne for det nationalistiske program trukket op. Kurdiske styrker, der var blevet organiseret og trænet med hjælp fra det tyrkiske militær, blev i dagene efter kongressen stillet under Kazim Karabekir Pashas kommando, hvor die kæmpede mod de armenske tashnakstyrker og georgiske styrker. Den første militære sejr i den tyrkiske uafhængighedskrig blev opnået på denne front af kurdiske tropper og mundede ud i Gümrü-traktaten den 2. december 1920, i dag Leninakan. Da al faren var besejret på østfronten, deltog disse styrker i befrielsen af Anatolien . Umiddelbart efter denne kongres brød Mustafa Kemal langsomt med den heltid eksisterende osmanniske linie og forberedte sig på den næste kongres i Sivas. Den græske landgang i og omkring Izmir (Smyrna) blev årsagen hertil og satte for alvor skub i den udvikling, der førte til dannelsen af en fast sammentømret tyrkisk nationalistisk modstandsbevægelse. I lyset af grækernes og armeniernes uafhængighedsbestræbelser fik princippet om dannelse af en nationalstat baseret på den tyrkisktalende befolkning i Anatolien og Østtrakien en central placering hos kemalisterne, og programmet ved kongresserne var dels vendt mod den osmanniske orden dels mod Ententemagternes planer . Da den osmanniske regering i Istanbul blev orienteret om Mustafa Kemals nye linie, beordrede den i den forbindelse guvernøren i Elazig, Ali Galip Bey, til straks "at forhindre afholdelsen af Sivas-kongressen og anholde både Mustafa Kemal og hans venner". Efterhånden var "Kürdistan Teali Cemiyeti"også blevet urolig for udviklingen i området og advarede i den forbindelse gentagne gange englænderne om Mustafa Kemals styrker, men englænderne hørte ikke efter og lod dem altid at vide, at Mustafa Kemals styrker i virkeligheden ikke var så stærke som de påstod, men de blev alligevel enige om at stable en delegation på benene og rejse til området for at undersøge situationen. Den 31.juli 1919 tog tre af de ledende personligheder i "Kürdistan Teali Cemiyeti", Celadet Ali og Kamuran Bedirkhan samt Emin Ali af sted fra Istanbul med kurs mod byen Kahta i Malatya-området. For ikke at vække opmærksomhed rejste den engelske agent Noel kort derefter, men både han og kurderne blev før rejsen advaret om ikke at stable noget på benene mod Mustafa Kemal. Da guvernøren i Elazig, Ali Galip Bey fik besked om delegationens tilstedeværelse i Malatya, troede han, at de havde noget i gang mod Mustafa Kemal og skyndte sig til området. Derefter fik også Mustafa Kemal besked om det, hvorefter han beordrede alle sine militære stillinger i området til at marchere mod Malatya, men da de nåede til byen, var både delegationen og Ali Galip Bey for længst væk. Mustafa Kemal udnyttede situationen til egen fordel ved at propagandere mod den osmanniske regering i Istanbul ved at beskylde dem for at have haft planer om at dele landet ved at støtte kurderne, samt planer om at lade "brorskabets blod" flyde. Hermed lykkedes det ham at få alle dem, civile som militære folk, der indtil da endnu var loyale over for kalifatet i Istanbul, på sin side. Det næste han gjorde havde med den kurdiske sag at gøre. Under påskud af at have samarbejdet med den osmanniske regering og englænderne mod ham, begyndte han at angribe den kurdiske nationalbevægelse, og faktisk var det store mål fra nu af den kurdiske nationalbevægelse . Der er delte meninger blandt kilderne om delegationens tilstedeværelse i Malatya-området. Arslan hævder, at formålet med rejsen var at undersøge situationen i området, mens den armenske historiker Garo Sasuni mener, at kurderne arbejdede på at samle styrker sammen for at gøre oprør mod Mustafa Kemal og gør en ende på den udvikling, som tog til dag for dag. Desuden mener han, at det var chefen for det engelske efterretningskontor i Alepo (Syrien), Bill, der fik kurderne overtalt til ikke at gøre noget oprør, og at han samtidig lovede dem at få sit land til at gøre sit bedste til at løse det kurdiske spørgsmål i det omfang de allieredes krigspakt tillod det. Endvidere mener Sasuni, at man i de senere år har fundet ud af, at hvis kurderne ikke blev forhindret i at gøre oprør dengang, men havde gjort oprør sammen med armenerne, så havde begge folk løst deres problemer ved hjælp af egne styrker allerede i sommeren 1919. I tiden mellem kongresserne i Erzurum
og Sivas sendte Mustafa Kemal et hav af breve til forskellige kurdiske
klanledere. Alene den 13. august 1919 sendte han i alt syv breve .
De fleste kurdere var/er muslimer
og religionen havde på det tidspunkt en meget stærk påvirkning blandt kurderne.
Det eneste kurderne havde tilfælles med osmannerne, var religionen. Mustafa
Kemal var, som tidligere nævnt, godt klar over det og forsøgte derfor at
benytte sig af kurdernes tætte tilknytning til religionen for derigennem
at undergrave og kvæle deres ret til
Hans påstand om den armenske "trussel" var sådan set noget, der lå langt væk fra virkeligheden, for osmannerne havde udryddet alle armere i området allerede i 1915-1916, og hvad angik de sovjetiske armeneres styrke, så var de for svage til at modstå den osmanniske hær i området . Selv englænderne tog ikke disse armenske interesser alvorligt og de hverken støttede eller troede på et stort "Armenien", som Mustafa Kemal gang på gang brugte i sin propagandapolitik. Det fremgår nemlig af en skrivelse (28. 11. 1919) fra en medarbejder i det engelske udenrigsministerium, Kiston, til Crowe i Paris. Heri hedder det, at "Det er farligt at bevæbne armenere. De kan finde på at skære deres muslimske naboer i små stykker. Det er umuligt at oprette et stort Armenien. For at forsvare kurdere og armenere i de østlige byer, er der brug for mere militær forstærkning. Med de nuværende styrker er det ikke nok. Vi må strække vore ben i det omfang, som de svarer til dynen. Selv om vi ikke kan stole så meget på kurderne, kan vi alligevel bruge dem til vore interesser". Ud over at englænderne ikke troede på et stort Armenien, så viser det her faktisk samtidig også, at englænderne i virkeligheden heller ikke havde tænkt sig at oprette en uafhængig kurdisk stat, som Mustafa Kemal så ofte beskyldte dem for at stå bag, eftersom de ikke stolede på kurderne og kun var ude efter at udnytte dem til egne interesser. Når man kigger på en udtalelse (26. 8. 1919) fra en ansat i det øverste engelske kommissariat, Mr. Hohler til Mr. Clerk Cerr, bliver dette endnu mere tydeligt. Mr. Hohler skriver: "Den kurdiske og armenske sag interesserer mig slet ikke. For kurdernes vedkommende er grundtanken i vores politik det, at der i Mesopotamien skal oprettes en sikkerhedszone. Denne skal ikke søges i det flade landskab, men oppe i bjergene" . I virkeligheden var den armenske
"trussel" slet ikke så alvorlig, for armenerne var som sagt meget svagt
organiserede, og faktisk var der et bredt ønske blandt armenere og kurdere
om at lade fjendskabet ligge bag sig og leve fredeligt sammen. Et eksempel
på dette er et brev (30. 8. 1919) fra en fremtrædende armensk godsejer
ved navn Hacador til nogle kurdiske klanledere i området. I sit brev fortæller
Hacador, at de ønsker at leve i fred med kurderne og meddeler samtidig,
at de før eller siden er nød til at slutte fred med hinanden og slutter
af med at spørge til kurdernes betingelser for en varig fred, samt foreslår
at mødes med henblik på
At den armenske "trussel" var en politisk manøvre, som Mustafa Kemal havde fundet på, bekræftes også af en af Mustafa Kemals egne venner, nemlig Kazim Karabekir Pasha, der siger: "Vi kunne godt have kæmpet mod de armenske styrker i øst, ligesom vi var sikker på, at de allierede ikke ville komme dem til undsætning. Jeg erkender, at armenerne og georgiere ikke havde planer om at angribe ("tecavüz"=voldtage) os" . Tænker man på forholdene dengang, så synes Kazim Karabekir Pasha at have ret i det, han siger, for englænderne ønskede under ingen omstændigheder krig igen, da deres økonomi var i bund efter Den første Verdenskrig. De var derfor mere interesseret i fred. At begynde en krig på grund af de armenske interesser, betød samtidig også, at deres økonomi skulle være i orden, hvilket det selvfølgelig ikke var tilfældet. Hvad angik de sovjetiske armeneres situation styrkemæssigt, så var de meget svage og havde en masse problemer med bolsjevikkerne. Alt det her for øje var det derfor utænkeligt at betragte armenere som en stor fare eller "trussel" for osmannerne eller kurderne for den sags skyld. Mustafa Kemals beskyldninger mod englænderne var lige så grundløse som den armenske "trussel", for englænderne gjorde sig aldrig nogen sinde den umage at støtte kurderne i deres bestræbelser på uafhængighed. Det står ingen steder i de officielle dokumenter, at de ønskede et uafhængigt Kurdistan. Tværtimod brugte de den kurdiske sag som en skjold mod kemalisterne og osmannerne i forsøget på at opnå egne interesser i området. Både Mustafa Kemal og englænderne førte hver for sig en dobbeltmoralsk politik over for kurderne. Hverken den ene eller den anden beskæftigede sig helhjertet af den kurdiske sag eller ville gøre noget til fordel for dem. Det hele så ud til, som om der var tale om et aftalt spil mellem Mustafa Kemal og englænderne, for englænderne havde ikke planer om at oprette et stort Kurdistan, ligesom deres løfter om selvstyre heller ikke holdt, da deres politik gik ud på en deling af Kurdistan. På grundlag af denne politik søgte englænderne en forhandlingsvej med Mustafa Kemal, der resulterede i, at de accepterede Mustafa Kemals ønske om at få overdraget den nuværende kurdiske del af Tyrkiet. At englænderne førte en dobbeltmoralsk politik over for kurderne, hvor de på den ene side gav kurderne et håb om selvstyre, mens de på den anden side forhandlede med Mustafa Kemal om at "sælge" dem, bekræftes dog også af en udtalelse (19. 4. 1920) fra den daværende engelske premierminister, Lloyd George, hvor han siger: "Det er svært at beslutte noget i tilfældet Kurdistan. Grunden til, at landet tiltrækker så megen europæisk interesse er på grund af de armenske, assyriske og (keltiske) kristne i landet.…Vi tænkte, at det var en god idé at rive landet fra Tyrkiet og give det en selvstyre status, men det er svært at sige, hvad kurderne selv vil, eller hvad de vil gøre, hvis der bliver oprettet en selvstyre. Efter hvad jeg har erfaret gennem mine rejser til Istanbul og Bagdad samt gennem mine undersøgelser, repræsenterer ikke en eneste kurder andet end, hvad der hører inden for deres klaners grænser. Ingen anerkender Sherif Pasha som kurdernes repræsentant. I øvrigt er jeg nået frem til det resultat, at det er umuligt for kurderne at fortsætte deres eksistens på denne måde, før et stort land stå bag dem. Jeg håber, at England og Frankrig vil gør deres. I dette tilfælde bør kurderne derfor vælge at indordne sig under tyrkisk kontrol. Landet er vant til tyrkisk herredømme" . En måned efter den første kongres i Erzurum, hvor hovedlinierne for det nationale program, der især var rettet mod de "østlige provinser", blev fastlagt, holdtes i der i Sivas (4-11. sep.1919) på ny en kongres. I forhold til kongressen i Erzurum var denne en fiasko for Mustafa Kemal og hans venner, for antallet af delegerede var denne gang reduceret til ca. 40, der repræsenterede de vestlige og centrale dele af Anatolien, samt Trakien. De bekræftede på ny de opnåede beslutninger på Erzurum-kongressen, men udvidede dem lidt yderligere, således at de omfattede hele Det resterende osmanniske Rige. For at forstærke den nationale karakter af kongressen, dannedes der på ny en repræsentativ-komité til forsvaret for Anatolien og Trakien under ledelse af Mustafa Kemal med henblik på at organisere folkeopstanden. Antallet af medlemmerne blev også forøget fra 9 til 13 . Ifølge Arslan deltog der som følge af "Kürdistan Teali Cemiyeti" og andre nationale kurdiske foreninger heller ingen kurdere i denne kongres, men at Mustafa Kemal igen manipulerede med navne på kurdere, som i virkeligheden slet ikke var til stede. Desuden gør han opmærksom på, at Mazhar Müfit Bey, som blev angivet for at være delegeret fra Hakari, i virkeligheden var tidligere guvernør i Bitlis og fra Mustafa Kemals egne rækker, som derfor hverken havde noget med provinsen Hakari eller kurdiskhed at gøre . Med henvisning til begivenheden i Malatya-området som begrundelse afbrød Mustafa Kemal umiddelbart kort derefter al telegraf forbindelse mellem Anatolien og Istanbul , der førte til regeringens fald den 2. oktober 1919. Den nye regering under ledelse af Ali Riza Pasha trådte ind i forhandlinger med Mustafa Kemal i Amasya den 20-22 oktober 1919 . Forhandlinger resulterede i underskrivelsen af fem protokoller , hvor man bl.a. blev enige om at holde valg til et fælles parlament. For kurdernes vedkommende blev det som mange gange før understreget (artikel 1, nr. 2), at "…det er umuligt for dem at udskille sig fra det osmanniske fællesskab…", men at "deres nationale og sociale rettigheder skal anerkendes", ligesom man skulle sørge for at "komme al fremmed propaganda, som spredes under dække af kurdisk selvstændighed, til lis". Det blev besluttet at informere kurderne om dette. Dette viser igen Mustafa Kemals sande ansigt i forhold til den kurdiske sag. På den ene side vil de gør alt for at holde på Kurdistan, mens de på den anden side kommer med falske løfter til kurderne og snakker om "anerkendelse af kurdernes nationale og sociale rettigheder". Dette blev nedfaldet på papiret med det formål at føre kurderne bag lyset, for det, de lover, er uforenelig med det, som de gør. Hvordan kan de anerkende kurdernes nationale og sociale rettigheder, når de på den anden side (artikel 4, nr. 7) understreger at forbyde alle de kurdiske organisationer og deres aviser og tidsskrifter, som "er købt med de fremmedes penge" med henvisning til englænderne? Med underskrivelsen af disse protokoller var Mustafa Kemals program fra Sivas og Erzurum teoretisk set dermed også officielt anerkendt. I det nye Deputeretkammer (dec. 1919) fik kandidater fra Mustafa Kemals repræsentative komité som forventet 2/3-dele af pladserne. Mustafa Kemal fik også selv en plads som repræsentant for Erzurum, men nægtede at overtage den, da en mulig arrestation ventede ham i Istanbul. I stedet valgte han at arbejde via sine tilhængere, der oprettede et parti kort derefter. Med en vedtagen beslutning nægtede "Kürdistan Teali Cemiyeti" at deltage i valget . På sit møde den 28. januar 1920 (hos Gawrych 17. feb. 1920, s.329) godkendte Deputeretkammeret en såkaldt "Misak-i Milli" (nationalpagten) dokument, som var blevet vedtaget på kongresserne i Erzurum og Sivas, og som derefter blev det nuværende Tyrkiets nationale charta. Dette dokument er bemærkelsesværdig på grund af sit realisme og sin vurdering af de regionale og globale magtforhold. For kurderne betød "Misak-i Milli", at "kurderne under ingen omstændigheder kan løse sig fra det osmanniske fællesskab" . De allieredes reaktion på denne nationalistiske holdning blev, at de officielt besatte Istanbul og dermed opløste Deputeretkammeret 16. marts 1920, samt arresterede de deputerede, der var bekendt som Mustafa Kemals tilhængere, og sendte dem til Malta. Dette var et retsstridigt overgreb, for ifølge Mudros-aftalen var Tyrkiet tilsikret fuld handlefrihed i indre anliggender. Først da det var gjort, søgte man en begrundelse ved at lade sultanen erklære Mustafa Kemal og de andre nationalist-førere for oprørere og udstede en fetva (sheik-ül-islam) mod ham og hans tilhængere, hvorved de betegnedes som "fjender af islam". Desuden mobiliserede sultanen en arme mod Ankara, hvor Mustafa Kemal nu havde hovedsæde . Med hensyn til fatvaen var sultanen begyndt at løsne forbindelsen mellem det tyrkiske folk og den religion, som det hidtil beredvilligt havde bekendt sig til. Den menige tyrker havde en, om end ikke helt klar, men meget levende følelse af, at det var hans sag, som Mustafa Kemal kæmpede for mod stormagterne i Istanbul, der i virkeligheden var i en kristen magts vold, og når den menige tyrker blev stillet over for valget at gå mod Mustafa Kemal eller religionen, så foretrak han det sidste . Efter opløsningen af det sidste osmanniske parlament i Istanbul, flyttede Mustafa Kemal og hans venner deres repræsentative komité fra Amasya til Ankara, hvor de med en vedtagen beslutning på ny indkaldte til en nationalforsamling. Efter en kort tid på blot en dag blev der den 23. april 1920 valgt i alt 337 (hos Gawrych 390, s. 330) medlemmer til "Den store Nationalforsamling (Büyük Millet Meclisi, BMM), som bestod af forskellige grupperinger i samfundet, herunder også 6 kurdiske stammeledere . En stor del havde tilhørt det opløste osmanniske parlament i Istanbul, som det trods englændernes bevågenhed var lykkedes dem at undslippe til Ankara. Mustafa Kemal hævdede fra nu af, at folkets vilje skulle være den højeste lov, og i forsamlingen var det tyrkiske folk repræsenteret så fyldigt, som det under de herskende forhold overhovedet var muligt. Ved at opstille folket som øverste magthaver slap Mustafa Kemal ud over alle vanskeligheder og fik dermed sultanen presset mod muren, hvilket betød, at det nu var op til ham selv, om han ville være folkets tjener eller englændernes . Mustafa Kemal blev tildelt den højeste politiske og militære myndighed og betragtede forsamlingen som den eneste legitime nationale eksekutivorgan og proklamerede i den forbindelse, "daB die rechtmäBigen Autoriteten der Türkei keinerlei Vertrag oder Abkommen, das von der Administration des besetzten Istanbul unterzeichnet wäre, anerkennen würden" . Proklamationen kom på et tidspunkt, hvor Sevrés-aftalen skulle finde sted få uger senere. Den var derfor også en direkte advarsel eller pegefinger til de allierede om, at ligemeget hvad de fik forhandlet på plads, så ville den kemalistiske bevægelse alligevel ikke finde sig i. I forbindelse med nationalforsamlingen hævder Arslan, at kun 115 ud af de 337 valgte medlemmer af en eller anden grund deltog i forsamlingens første møde. Han afviser derudover også Mustafa Kemals påstand om, at nationalforsamlingen var "kurdernes og tyrkernes fælles nationalforsamling", samt de officielle dokumenter, der taler om "kurdiske repræsentanter". Arslan mener, at Mustafa Kemal heller ikke her holdt sig fra at angive en række af sine egne venner og tidligere osmanniske guvernør og militærfolk for at være repræsentanter for Kurdistan, samt understreger, at der også var tale om visse - som Mustafa Kemal betragtede dem - "stakle" kurdiske stammeledere, som intet havde med kurdernes og Kurdistans idealisme at gøre, der fik en plads i den nye nationalforsamling. Det drejer sig bl.a. om navne som Ilyas Sami Efendi (Mus), Sadullah Efendi (Bitlis), Diyap Aga (Dersim; aga betyder godsejer), Haci Bedir Aga (Malatya) og Hasan Basri Bey (Dersim) . I modsætning til Arslan mener PSK (Kurdistans Socialistiske Parti) dog derimod, at "omkring 70 kurdiske parlamentsmedlemmer var repræsenteret i den første Store Nationalforsamling i Ankara, som officielt betegnedes som MP'er fra Kurdistan" . Da de nationale kurdiske organisationer så som "Kürdistan Teali Cemiyeti" og de fremtrædende kurdiske ledere som Ekrem Cemil Pasha, Celadet og Kamuran Bedirkhan mv., som betragtedes som fjendere af Mustafa Kemal, ikke er repræsenteret i nationalforsamlingen for at varetage kurdernes interesser, mener Arslan derfor ikke, at man kan tale om "kurdernes og tyrkernes fælles nationalforsamling", men at den alene repræsenterede tyrkere og varetog kun det tyrkiske folks nationale interesser. Han mener, at når det drejer sig om nationale spørgsmål, så kan et folk aldrig beslutte noget som helst i et andet folks navn med henvisning til, at tyrkerne altså her forbeholdt sig denne ret til at beslutte de nationale spørgsmål på det kurdiske folks vegne . Som led i denne politik beskyldte selv Mustafa Kemals egne folk, nemlig centralkomitéen i Erzurum, både Mustafa Kemal og hans repræsentative komité for både at sjuske med navnene på repræsentanter og glemme alt om "den tyrkiske og kurdiske union". Heri hed det: "At se passiv til Østanatolien og glemme den tyrkiske og kurdiske union, samt udpege repræsentanter, der slet ikke har noget med disse områder at gøre, giver hermed de kurdiske separatister et godt våben i hånden…" . KURDERNE FRA SEVRÉS TIL LAUSANNE
Sevrés-aftalen af 10. august 1920 mellem Det osmanniske Rige og Ententemagterne var i tyrkisk/osmanniske øjne et ydmygende fredstraktat på linje med den måde Versailles-traktaten blev betragtet på i Tyskland. Indholdet var en fuldstændig sønderlemmelse af Det osmanniske Rige, hvor hele Østtrakien skulle afstås til Grækenland, ligesom en endelig beslutning om overhøjhed over Smyrna og opland skulle afgøres ved en folkeafstemning efter en femårig periode med græsk administration af området. Desuden skulle de strategisk vigtige stræder demilitariseres og internationaliseres med visse zoner under direkte kontrol af Entemagterne. I Asien skulle sultanen afstå alle de arabisktalende lande (Arabien, Palæstina, Syrien og Mesopotamien), endvidere det meste af provinserne Trabzon, Erzurum, Bitlis og Van, hvoraf der skulle dannes en selvstændig armensk stat, og territoriet øst for Eufrat-floden skulle gøres til en autonom kurdisk stat med udsigt til fuld selvstændighed. Den osmanniske hær blev indskrænket til 50.000 mænd, og Osmannerriget måtte hverken holde flåde eller luftstyrke, ligesom alle fæstninger skulle sløjfes. Endelig knyttedes til traktaten en tresidig aftale mellem England, Frankrig og Italien, hvorved det fastsloges, hvilke økonomiske interessesfære de to sidstnævnte magter skulle have i Lilleasien. De delte omtrent hele den sydlige halvdel af landet imellem sig, således at Italien fik den vestlige del lige til Konya, og Frankrig den østlige, der stødte op til den franske mandatstat, Syrien . For det kurdiske folks vedkommende var især artiklerne 62, 63 og 64 interessante, da de handlede om dem selv. Ifølge artikel 62 skulle England, Frankrig og Italiens regeringer inden for 6 måneder fra traktatens ikrafttrædelse oprette en kommission bestående af tre personer i Istanbul med henblik på at forberede autonomi for de områder, hvor det kurdiske folk var i flertal, nemlig i området øst for Eufrat-floden, syd for den armenske grænse og nord for den tyrkiske grænse til Syrien og Masopotamien. I artikel 63 hed det så videre, at den osmanniske regering skulle efterkomme skulle forpligte sig til at efterkomme disse bestemmelser inden for en periode af tre måneder. Men den mest iøjnefaldende var artikel 64, der gik ud på selvstændighed under forudsætning af, at kurderne gjorde sig egnede dertil. Kortfattet handlede denne artikel om, at for at blive anerkendt som et selvstændigt land, skulle kurderne i det område, hvor grænserne fremgik af artikel 62, inden for en periode på et år fra traktatens ikrafttrædelse bevise over for Folkeforbundenes Råd, at et flertal af kurdere ønskede uafhængighed fra Tyrkiet, hvorefter Rådet så skulle vurdere, om kurderne var egnede til selvstændighed eller ej. Fandt Rådet dem egnede dertil, så skulle Tyrkiet forpligte sig dertil og give afkald på al tyrkisk herredømme i området, hvorefter Kurdistan ville blive erklæret for selvstændigt . Den kommission, som blev nævnt i
artikel 62 blev aldrig til noget på grund af de pågældende landes interesser.
Hvad angik artikel 64, så viser det ganske tydeligt, at englænderne endnu
ikke havde bestemt sig for, hvad for en politik de havde tænkt sig at følge
vedr. Kurdistan, samt at man derfor lod det uløste spørgsmål, om Osmannisk-Kurdistan
skulle udskilles fra Det resterende osmanniske Rige eller ej, ligge, da
man ikke helt var klar over i hvilket omfang kurderne skulle være underlagt
engelsk indflydelse, hvis de sagde ja til uafhængighed . Dette område,
som først skulle føre til kurdisk autonomi og senere til
Desuden nævner artikel 64 ikke hvordan, i hvilket omfang eller af hvem det skulle bevises, at et flertal af kurderne var egnede til uafhængighed. Sevrés-traktaten blev aldrig ført ud livet. Det skyldtes ikke mindst Mustafa Kemals uafhængighedskrig mod de europæiske magter i landet, og i øvrigt havde han jo før meddelt, at han ikke ville anerkende en sådan. I den følgende tid vandt Mustafa Kemals styrker sejr efter sejr med den såkaldte "Stor offensiv", og den 9. september 1922 endte det med de græske styrkers nederlag, der blev støttet med penge og våben af englænderne. Franskmændene og Italienerne viste Tyrkiet sympati af had til Grækenland og dets partner England. Det var optakten til den tyrkiske folkemord på grækere og assyrere . Hele krigen over sørgede det tyrkiske militær for, at enhver organisation og forening, samt ethvert forsøg på nygruppering blandt kurderne blev undertrykt. Således blev den nationale kurdiske bevægelse i Kocgiri-området i 1921, der snart spredte sig til en række kurdiske områder så som Zara, Ümraniye, Susehri, Divrigi, Kemah, Kurucay, Refahiye, Ovacik og Dersim, kvalt, ligesom en række kurdiske foreninger, herunder den kurdiske klub i Diyarbakir, blade og tidsskrifter blev lukket. Kurderne kæmpede ikke alene på den armenske og georgiske grænse, men derimod også på vestfronten mod de græske styrker med den tro, at de ville oprette en stat, hvor "kurdere og tyrkere ville leve sammen som brødre på alle områder", som Mustafa Kemal gentagne gange havde bekræftet, men ved slutningen af krigen stod kurderne, der havde ladet sig lokke af Mustafa Kemals falske løfter, uden nogen som helst organiseret styrke, mens hele det samlede organiserede styrke, hæren, stod under de tyrkiske nationalistiske militærfolks kontrol. Den 1. november 1922, kun tre uger efter den endelige militære sejr, erklærede Mustafa Kemal på talerstolen i nationalforsamlingen, at "den netop oprettede stat er en tyrkisk stat" . Da de allierede ikke mere kunne forhindre Mustafa Kemals sejr, sluttede de fred med ham, der resulterede i Lausanne-traktaten af 24. juli 1923. Den tyrkiske repræsentant, Ismet Pasha, erklærede i Lausanne, at "kurdere og tyrkere er de afgørende elementer i republikken, Tyrkiet. Kurderne er ikke et minoritet, men en nation; regeringen i Ankara er regeringen for såvel tyrkere som for kurdere" . I Lausanne-traktaten var oprettelsen af en kurdisk stat ikke mere stillet i udsigt. Man glemte simpelthen alt om, hvad man for knap tre år siden havde lovet, men ikke nok med det delte man nu den kurdiske del af Osmannerriget i to, således at en del kom til at tilhøre den engelske og franske mandatområder, hvoraf Irak og Syrien senere opstod, mens den største del af hele Kurdistan forblev inden for grænserne af den nyoprettede tyrkiske republik, Tyrkiet . Kurderne var dermed overladt til skæbnen. Der blev ikke nævnt et eneste ord om kurderne, men kun at Tyrkiet forpligtede sig til at overholde artiklerne fra 38 til 44 omhandlende beskyttelse af minoriteter i landet i form af, at (art. 38) "The Turkish Government undertakes to assure full and complete protection of life and liberty to all inhabitants of Turkey without distinction of birth, nationality, language, race or religion" osv osv . Den 29. oktober 1923 udråbtes Den tyrkiske Republik med Mustafa Kemal som den første præsident, og umiddelbart derefter fik han navnet "Atatürk", der betyder "tyrkernes fader". Strukturen i den nye stat var beregnet helt i overensstemmelse med tyrkiske interesser. Så snart Atatürk havde annekteret en del af Kurdistan igen, glemte han alt om Lausanne-traktatens bestemmelser om "beskyttelse af minoriteter", samt alle sine løfter til kurderne og som "tak for hjælpen" gik han i gang med sin assimilationspolitik over for kurderne med henblik på at tyrkisere dem. Han sagde en nation, et folk og et land og vedtog i den forbindelse en lov i 1925, hvor alt vedr. kurdisk blev forbudt. Kurdernes eksistens, deres sprog, kultur, selv begreber som "kurdisk" og "Kurdistan" blev forbudt ved lov. Som reaktion på denne stor skuffelse startede kurderne under ledelse af Sheik Said et oprør mod det tyrkiske styre i Diyarbakir-området. Oprøret var oprindeligt planlagt til Newroz-dagen den 21. marts 1925 (kurdernes nationaldag) , men på grund af en sammenstød med en tyrkisk hærenhed i Piran (Dicle) den 7. marts, hvor mange af Sheik Saids venner blev anholdt og skudt på stedet, startede de oprøret tidligere end planlagt. Sheik Said oprøret betragtes som kulminationen på fire forskellige faser i kurdisk nationalisme . I løbet af kort tid bredte oprøret sig til over næsten hele tyrkisk Kurdistan , men blev brutalt nedkæmpet af de tyrkiske styrker, hvor titusinde af kurdere blev dræbt og fordrevet i eksil, ligesom 100.000 blev deporteret til Vestanatolien. Pågribelsen af Sheik Said den 27. april 1926 gjorde en ende på oprøret, selv om nogle små grupper fortsatte en guerillakrig oppe i bjergene hen mod slutningen af sommeren. Efter nedkæmpelsen af oprøret blev Sheik Said og ca. 50 af oprørets førende ledere hængt i Diyarbakir . Der er en uoverensstemmelse mellem Zürcher og Brentjes om antallet af deporterede kurdere. Zürcher taler om 20.000, mens Brentjes taler om alene over 100.000 dræbte. Han hævder, at hundredvis af landsbyer blev jævnet med jorden, og at en million blev deporteret til de mod de tyrkise byer mellem 1925 og 1928 . Ifølge Robert Olson var forløberen
for Sheik Said oprøret en meget hemmelig kurdisk organisation ved navn
Ciwata Azadiya Kurd (Organisationen for kurdernes befrielse), senere Ciwata
Xweseriya Kurd (Organisationen for kurdisk uafhængighed) eller Azadi (Frihed),
som gjorde mytteri i den tyrkiske hær i Beytüssebab den 3-4 september 1924.
Azadi var blevet dannet af kurdiske officerer i den tyrkiske hær og havde
23 afdelinger i 11 kurdiske byer samt i Istanbul, hvor ingen rigtig kendte
noget til hinanden. Datoen for oprettelsen svinger mellem 1921 og 1923,
men fire af dens førere, som deserterede under mytteriet anslår den til
1921.
Informationerne om Azadi er meget
begrænsede, eftersom den blev oprettet i Anatolien og meget hemmelig .
Mange taler om, at Sheik Said oprøret var et religiøst oprør. Kurderne
selv hævder, at det var et nationalt oprør, der kæmpede mod Atatürks racistiske
politik over for det kurdiske folk, og at bare fordi Sheik Said var en
religøis leder, betød det ikke, at han ikke ville kæmpe for sit folks rettigheder.
Tyrkerne derimod mener, at det var et religiøst oprør for at lægge låg
på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet. Robert Olson mener ligesom kurderne
også, at det var et nationalt oprør, hvilket han udtrykker det således:
"THE SHEIK Said rebellion was the first large-scale nationalist rebellion
by the Kurds" .
KONKLUSION
Nedkæmpelsen af Det osmanniske Rige åbnede nye muligheder for kurderne, som umiddelbart derefter gik i gang med at oprette kurdiske foreninger, udgive blade, brochurer, tidsskrifter m.m. om den kurdiske sag. Der var på det tidspunkt delte meninger blandt kurderne om, hvad de i virkeligheden ville have. Nogen var pro-osmanniske, hvilket betød, at de ønskede opretholdelsen af Det resterende Osamannerrige og derfor var kun ude efter autonomi, mens de andre mere nationalistiske kurdere arbejdede for et uafhængigt Kurdistan. Hvad angår begrebet uenighed blandt kurderne synes altid at have eksisteret, både dengang og i dag, hvilket gav Mustafa Kemal mulighed for at udnytte situationen til egen fordel. Umiddelbart efter sin ankomst til Samsun fremstod Mustafa Kemal som frelseren for den kurdiske sag og fik på den måde lokket mange religiøse stammeledere til at samarbejde med ham. Under påskud af at de alle var muslimer og de "andre", dvs. armenere og vestmagterne, især englænderne, var de "vantro", som planlagde at dele deres land Osmannerriget, fik han mange kurdere på sin side, som senere brugtes i krigen mod både armenere og grækere. Men det betyder stadig ikke, at størstedelen af kurderne støttede Atatürk, for der var selvfølgelig også dem, som arbejdede for uafhængighed, og som derfor betragtedes som fjendere af Mustafa Kemal. Der er delte meninger blandt kilderne om, hvorvidt kurderne hjalp Mustafa Kemal. Alt tyder på, at både Mustafa Kemal og England forsøgte at føre kurderne bag lyset med henblik på at opnå egne interesser, for hverken Mustafa Kemal, der lovede kurderne autonomi, eller englænderne, der lovede at støtte dem ved fredskonferencen, holdt deres løfter. De førte begge på deres måde en dobbeltmoralsk politik over for kurderne. Løfterne på Fredskonferencen i Sevrés om at give kurderne autonomi med udsigt til et selvstændigt Kurdistan blev desværre heller ikke holdt. Tværtimod delte man Kurdistan ved den næste fredskonference i Lausanne 24. juli 1923, således at en del kom til at tilhøre det engelske og franske mandatområde, hvoraf Irak og Syrien opstod senere, mens den største del i hele Kurdistan kom under tyrkisk kontrol. Som tak for hjælpen i krigen mod
armenere og grækere, vedtog Atatürk en lov, hvor alt vedr. kurdisk blev
forbudt. Som reaktion på dette gjorde kurderne under ledelse af Sheik Said
oprør mod styret i Ankara, der blev nedkæmpet med hård hånd, hvor titusinde
kurdere blev dræbt og en million deporteret mod Vestanatolien.
LITTERATURLISTE 1). Arven fra Osmannerriget:
Balkan og Tyrkiet i går og i dag, Den jyske historiker,
2). Arslan, Abdurrahman: Samsundan
Lozana; Mustafa Kemal ve Kürtler 1919-1923
3). Bayrak, Mehmet: Kürdoloji
Belgeleri (Kurdologi dokumenter, samtidige kilder-på
4). Behrendt, Gunter: Nationalismus
in Kurdistan; Vorgeschichte Entstehungsbedingungen
5). Bois, Thomas: The Kuds,
Khayats/Beirut 1996, udgivet af "Khayat Book & Publishing
6). Burkay, Kemal: Gecmisten
Bugüne Kürtler ve Kürdistan (på tyrkisk), (Kurdere og
7). Chaliand, Gerard (Udgiver):
Kurdistan und die Kurden, bind 1 (2. oplag), Reihe
8). Chassemlou, Abdul Rahman: Kurdistan and the kurds, 1965. 9). Gawrich, George W.: Kemal
Atatürk's Politico-Military Strategy in the Turkish War of
10). Mcdowall, David: A modern hitory of the kurds, 1996. 11). Mørch, Søren & Necef, Mehmet
Ümit: Tyrkiet mellem Europa og Mellemøsten,
12). Nebez, Jemal: Kurdistan und seine Revolution, NUKSE 1972. 13). Nikitin, Bazil: Kürtler (oversat til tyrkisk), Deng Yayinlari, Istanbul 199 14). Olson, Robert: The Emergence
of Kurdish nationalism and the Sheik Said Rebellion,
15). Pasa, Kadri Cemil: Doza Kurdistan/Kürdistan
Davasi (Det kurdiske spørgsmål-tyrkisk),
16). PSK (1) (Socialist Party of
Kurdistan): On the Situation of the Kurdish People in the
17). PSK (2): Dossier on the
Socialist Party of Kurdistan, februar 1995.
18). Sasuni, Garo (armener): Kürt
Ulusal Hareketleri ve Ermeni-Kürt iliskileri, (kurdisk
19). The treaty of peace between
the allied and associated powers and Turkey signed at
20). Treaty of peace with Turkey
signed at Lausanne, July 24, 1923
21). Yildiz, Hasan: Asiretten ulusalliga
dogru KÜRTLER (tyrkisk), (Kurderne fra
22). Zürcher, Erik J.: Turkey; A modern history, London 1998. 23). Østrup, J: Det nye Tyrki, København 1931 24) Historiske dokumenter om Mustafa
Kemals udtalelser om kurdere og Kurdistan (på tyrkisk),
25). Brentjes, Burchard: The Armenians,
Assyrieans and Kurds; Three Nations, One
|
|
KOMKAR, den kurdiske forening i DK. Nansensgade 30, 1. th, 1366 København K - Danmark telefon & fax +45 33 13 75 01 |
|
|
|
|
| D. 24/06-2001 |
|
|
|
|
| »Hvad ønsker kurder? |
| H. Kizilocak |
|