Kurderne har boet i Mesopotamien i tusinder af år. Kurdernes land, Kurdistan, har været besat af fremmede magter i hele kurdernes historie pga., at landet lå på vejen til Østen -silkevejen- senere pga. under- og overjordiske naturressourcer, især mineraler og vandressourcer. Landet blev første gang delt mellem henholdsvis Det osmanniske og Det persiske Imperium i 1639, og anden gang efter første verdenskrig mellem Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. I dag bor der 35-40 millioner kurdere i disse pågældende lande og har ingen grundlæggende rettigheder.  
Præstestyret i Iran forfølger kurderne med grove metoder i Islams navn. Kurderne her forfølges ikke alene i deres egen del af Kurdistan, men derimod også i ulandet. Deres to ledere ved navn Abdulrahman Qasimlo og hans efterfølger Serefqendi, blev begge dræbt af iranske agenter i henholdsvis Østrig og Tyskland i 1989 og 1993, og deres mordere gik frit uden at blive anholdt.  
Irakisk Kurdistan fik FN’s beskyttelse efter Golfkrigen, men rammes samtidig også stadigvæk af FN’s embargo mod Irak. Det er svært at forstå, hvordan et område, som beskyttes af FN, samtidig også rammes af FN’s egne sanktioner, men det sker, når det drejer sig om kurderne.  
I Syrien er forholdene ikke bedre. Kurderne her er ikke anerkendt som et folk eller en mindretal. Omkring 200.000 kurdere har ikke engang syrisk statsborgerskab, hvilket betyder, at de ikke kan eje noget ejendom så som hus, køretøjer, jord osv.   
Efter en kort beskrivelse af forholdet i de tre lande, vil jeg her skrive lidt bredere om forholdet i tyrkisk Kurdistan pga., at det lige nu er meget mere aktuelt i Europa. 
Efter dannelsen af det moderne tyrkiske republik, blev kurderne forfulgt af de tyrkiske myndigheder, og de kunne ikke engang tale eller synge på deres eget sprog. Kurderne er ikke engang blevet accepteret som et folk, og i det tyrkiske sprog, som er det officielle sprog i Tyrkiet, kaldes kurderne stadigvæk for "bjergtyrkere". Det kurdiske område har været under militærets undtagelsestilstand siden stiftelsen af det moderne Tyrkiet. Tyrkiet er dannet som en "republik", men blev styret af en person, "landsfaderen", Mustafa Kemal Atatürk, indtil 1938, hvor han døde. På trods af, at der er et parlament, så er det i virkeligheden militæret, der styrer landet. Det hele bliver besluttet af Det Nationale Sikkerhedsråd (MGK), hvor hovedparten af medlemmerne er fra militæret, og godkendes derefter af det ”civile” parlament, hvis man altså kan kalde det for et civilt parlament. Det er faktisk et militært parlament, men med civil maske på. Det er ikke kun kurderne, der bliver undertrykt i Tyrkiet, men også tyrkerne selv. Det kurdiske spørgsmål forhindrer  demokratiseringen af landet, fordi de tyrkiske magthavere er bange for, at kurderne kan bruge de demokratiske rettigheder til at opnå deres grundlæggende rettigheder. Derfor er demokratiseringen af landet  afhængig af det kurdiske spørgsmål. 
Lige efter dannelsen af den moderne tyrkiske republik, krævede kurderne selvstyre, men hundrede tusinde blev slagtet af det tyrkiske militær som følge af dette krav. Efter 1970 steg kurdernes nationale kamp for en fredelig løsning af spørgsmålet, men Tyrkiets forfølgelse af de fredelige bevægelser tvang kurderne til at støtte en væbnet kamp. F. eks. stillede Kurdistans Socialistiske Parti, PSK, som er forbudt i Tyrkiet, op med selvstændige kandidater til lokalvalget, som resulterede i, at PSK vandt borgmesterposte flere steder i Kurdistan, men kandidaterne blev enten anholdt eller nød til at flygte til udlandet. 
I 1984 begyndte PKK, Kurdistans Arbejder Parti, en væbnet kamp mod Tyrkiet. Da kurderne blev hårdt forfulgt, begyndte de at støtte  væbnede bevægelser som PKK i stedet for at støtte de fredelige bevægelser som f. eks. PSK, der ville og vil løse det kurdiske spørgsmål på en fredelig måde. Tyrkiet brugte PKK’s væbnede kamp som undskyldning for at nedbrænde omkring 4-5 tusinde landsbyer og byer , tvangsforflytte 3-4 millioner kurdere fra deres hjem, afbrænde alle skove i området og skyde eller brænde millioner af husdyr. I denne "beskidte krig" blev ca. 30.000 personer dræbt og 70-80% af dem har været civile kurdere. Der er 3-4 millioner kurdere, der bor som flygtninge i udkanten af de større tyrkiske byer som Istanbul, Izmir, Mersin, Adana osv. uden arbejde og uden tag over hovedet, hvor utallige af dem er syge og lever under sultegrænsen. Det betyder, at så mange kurdere som den danske befolkning lever under sultegrænsen, men Tyrkiet giver ikke tilladelse til de internationale nødhjælpsorganisationer for at hjælpe de interne flygtninge. 
I år (1998) i februar blev PKKs leder Abdullah Öcalan fanget i Kenya og bortført til Tyrkiet. Han blev dømt til døden af den tyrkiske sikkerhedsdomstol. Trods mange protester fra de europæiske lande, bl.a. fra Danmark, så er Tyrkiet alligevel indstillet på at henrette Öcalan. Tyrkiet tror, at henrettelsen af  ham vil løse det kurdiske spørgsmål en gang for alle, men da tager de gruelig fejl, for det gør det ikke. Tyrkiet kan ikke slippe for det kurdiske spørgsmål ved bare at henrette en person. Og i øvrigt er kurdernes ønske om selvbestemmelse over deres fremtid slet ikke afhængig af en person. Det kurdiske spørgsmål er hverken en persons eller alene et partis sag, men derimod alle kurderes. Der er 20-25 millioner kurdere i Tyrkiet, og Tyrkiets voldelige metoder har ikke kunnet løse problemet i de sidste 75 år, Tyrkiet har eksisteret, hvorfor henrettelsen af Öcalan heller ikke kan stoppe kurdenes kamp for selvbestemmelsesret fremover. Der er kun en måde, hvorpå problemet kan løses, og det er, at Tyrkiet accepterer kurdernes politiske og kulturelle rettigheder. Kurderne vil have deres frihed og er åbne over for en føderal løsning, altså føderation, inden for Tyrkiets grænser, men Tyrkiet er ikke indstillet på det og  vil ikke engang acceptere kurderne som et folk endnu. 
Da Öcalan blev fanget, lavede PKK nogle voldelige aktioner i Europa bl.a. i Danmark. Den slags voldelige aktioner i Europa vil jeg aldrig støtte. Den slags metoder hjælper ikke kurdernes retfærdige kamp for deres frihed og rettigheder. Voldelige aktioner i Europa påvirker befolkningen i Europa på en negativ måde. På den anden side er Öcalan ligeglad med kurderne og Kurdistan, og han begyndte straks at samarbejde med de tyrkiske myndigheder lige efter sin tilfangetagelse for at redde skinet. Han sagde under retssagen, at "han fortryder, hvad han har gjort, at Tyrkiet er et demokratisk land, og at det tyrkiske militær arbejder for demokrati". Der skrives også, at Öcalan altid har samarbejdet med den tyrkiske efterretningstjeneste, og at grunden til, at han startede den væbnede kamp mod Tyrkiet egentlig var for at få kurderne i en fælde og tvinge dem til at tage våben for at Tyrkiet derigennem kunne vise kampen som et godt påskud til at slå ned på den kurdiske frihedsbevægelse og lægge Kurdistan i ruiner. Da kurderne begyndte med den væbnede kamp, var det også nemmere for Tyrkiet at tvangsforflytte kurderne til det vestlige Tyrkiet, så at kurderne skulle ikke være i flertal i det kurdiske område. 
De lande, Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, som har besat Kurdistan, er altid i strid med hinanden, men når det handler om kurdere, så er de de bedste venner i verden. Mens de fire lande forfølger kurderne, lukker verden deres øjne og ører.  
NATO-lande har bombet Jugoslavien pga. folkemord i Kosova. Et af NATO’s medlemmer, Tyrkiet, begår også et folkemord mod kurdere, men NATO-lande lukker deres øjne og ører og reagerer overholdet ikke. Tyrkiet er medlem af NATO, og  der foregår et folkemord mod kurdere, så hvornår skal NATO bombe Tyrkiet lige som i Kosovo? Hvornår skal de europæiske lande, USA og Danmark sætte sanktioner i gang mod Tyrkiet i stedet for den "kritiske dialog"?