Disse to emner er indbyrdes forbundne: Tyrkiets fremtid som muligt medlem af EU afhænger dels af den økonomiske udvikling, som er hæmmet af 15 års konflikt med kurderne i Sydøst-Tyrkiet, dels af Tyrkiets holdning over for landets store kurdiske mindretal.

"For at fange alle fisk i søen må vi tømme den for vand!" Sådan forklarede en tyrkisk general Militærets strategi overfor de kurdiske frihedskæmpere/terrorister PKKs styrker i det kurdiske område i Sydøst-Tyrkiet. PKKs styrker skulle ikke have mulighed for at få husly og støtte i de kurdiske landsbyer. Derfor er over 3.500 kurdiske landsbyer indenfor dette område blevet tømt for indbyggere. Husene er brændt eller sprængt, kreaturer indebrændt eller skudt, plantager og skove ødelagt. De uddrevne kurdiske landsbyboeres videre skæbne synes ikke at have interesseret Militæret.
En landsby udenfor det kurdiske områdes vigtigste by, Diyarbakir, var blevet brændt. Nogle landsbyboere var vendt tilbage for at genopbygge huse og opdyrke markerne. Kort før jeg i 1994 besøgte stedet, og kort før kornet skulle høstes, var de næsten modne kornmarker brændt og de genopførte huse ødelagt.

Antallet af fordrevne vurderes vidt forskelligt. De officielle tal anslår de fordrevne landsbyboere til ca. 500.000. Humanitære organisationer vurderer derimod de fordrevne til 3,5 million. Foruden landsbyerne er en række byer i Sydøst-Tyrkiet blevet helt eller delvis tømt. 
Denne bemærkelsesværdige militære indsats er udført dels af Militærets regulære tropper og et særligt korps 'Special Team' dels af de såkaldte 'village guards' landsby-vogtere, som størstedelen af den kurdiske befokning i Sydøst-Tyrkiet betragter som forrædere.

De fordrevne kurdiske landsbyboeres skæbne er kronikkens emne.

Konflikten mellem Sydøst-Tyrkiets kurdiske folk og Tyrkiets militær og regering går tilbage til 1924. Da det nuværende Tyrkiet blev til under Kemal Atatürks ledelse i 1923,
præsenterede den tyrkiske premierminister, Enünü, landet ved møder i Europa som 'Tyrkernes og Kurdernes Land'. I 1924 ændredes navnet til Tyrkiet. Alle statsborgere i denne meget broget sammensatte befolkning benævnes 'tyrkere'. (Dette hindrede dog ikke omtale af mindretal i Grækenland og Bulgarien som tyrkere.) Dette var i overensstemmelse med datidens europæiske idealstat 'nationalstaten'. Dette statsideal medførte problemer især for det største mindretal i Tyrkiet, kurderne, hvis sprog, kultur og 2.500 års historie adskilte sig klart fra de etniske tyrkeres. At vi i det 21.århundrede skal leve i en ganske anden tid, hvor beskyttelsen af etniske mindretal er et ufravigeligt krav til medlemsskab af EU, er endnu ikke gået op for Tyrkiets magthavere. 

Talrige kurdiske oprør har siden 1924 præget Tyrkiets historie. Voldsomst er PKKs kamp mod Militæret, en kamp der har medført over 30.000 dræbte, hvoraf langt de fleste er kurdere. Hvem der har skylden, er irrelevant i forhold til spørgsmålet, hvordan konflikten kan løses.

De økonomiske konsekvenser af Militærets indsats er meget alvorlige. Medens Tyrkiet tidligere eksporterede store mængder levnedsmidler især kød og kvæg, har Tyrkiet i 90erne efter ødelæggelsen af de kurdiske landsbyer måttet importere disse varer. Mere alvorligt er det, at den årlige gennemsnitsindkomst for folk i Sydøst-Tyrkiet i en rapport afgivet af et udvalg i det tyrkiske parlament i 1997 er bedømt til ca. 200 $, halvdelen af de 400 $, der i Tyrkiet betragtes som sulteløn. Endnu mere alvorligt er de fordrevne landsbyboeres ulykkelige situation.
PKK har i løbet af 90erne tre gange erklæret ensidig våbenhvile i håb om, at fredsforhandlinger kunne indledes. Militæret har svaret ved at intensivere angrebene. Civile myndigheder synes at overlade det kurdiske problem til Militæret.
Den voldelige uddrivelse af landsbyboerne skyldes Militæret og ikke de civile myndigheder. Guvernørerne for områder, der var i undtagelsetilstand, 'state of emergency', har erklæret, at de ikke har givet ordre til at evakuere landsbyerne. Militæret, der råder over Europas største hær, udrustet og trænet af USA og forsynet med våben fra Europas stormagter, har simpelthen behandlet disse landsbyboere som fjender, fordrevet dem fra deres hjem og retmæssige ejendomme og har ikke bekymret sig om deres videre skæbne.

De fordrevne landsbyboere har søgt tilflugt typisk i udkanten af de store byer under kummerlige forhold. I usle skure i Istanbul og på en lille høj nær Sortehavet har jeg i januar besøgt børnerige kurdiske fordrevne familier i faldefærdige skure, hvor f.eks. et rum på ca. 10 m2 udgjorde køkken og bolig for et ægtepar med 5 børn. Mange taler alene kurdisk, det ældgamle indoeuropæiske sprog. Mange er uden skoleuddannelse, fordi PKK systematisk har dræbt de tyrkiske skolelærere, som uden kendskab til det kurdiske sprog er blevet sendt til landsbyerne for at gøre børnene til tyrkere. 
Blandt de fordrevne landsbyfolks børn er der mange - især piger, der ikke får skoleuddannelse, dels fordi forældrene ikke engang har råd til skolebøger m.v. dels fordi pigebørnene i en tidlig alder ved tiggeri og handel skal biddrage til familiens økonomi. Hvordan pigerne senere i livet skal tjene penge, kan man forestille sig.

Tilfangetagelsen af PKK's leder, Abdullah Öcalan, 'Apo', og dennes appeller fra fangenskabet til PKK om at indstille kampene har ført til, at der nu stort set hersker fred i det kurdiske område. Hvorlænge denne fred vil vare, afhænger af, om den tyrkiske regering - og det tyrkiske militær - benytter tiden til at behandle Sydøst-Tyrkiets kurdere som ligestillede borgere med respekt for deres mindretalsrettigheder. Ganske særlig skylder man de fordrevne kurdere, som Tyrkiet burde betragte som uskyldige ofre for kampene, erstatning for de tab de har lidt.

De to tidligere tyrkiske premierministre, Tansu Ciller og Mesut Yilmaz, har begge højtideligt erklæret, at de fordrevne landsbyboere skal kunne vende tilbage og have erstatning for de tab, de har lidt. Endnu er kun nogle ganske få blevet tilladt at bosætte sig i visse landsbyer - under bevogtning af de forhadte landsbyvogtere.

Det store jordskælv i august f.å. der ødelagde store dele af Tyrkiets vigtigste industrikvarter og dræbte ca. 20.000, har på gribende vis vakt menneskelige  medfølelser i Europa, følelser der har bragt Tyrkiet nærmere som ansøger til medlemsskab af EU. Blandt de første der ankom til jordskælvsområdet var et græsk hold af læger og andre hjælpere. I græske aviser om det efterfølgende mindre jordskælv i Athen kunne man læse en overraskende følelsesladet historie om en tyrker, der ihærdigt reddede et ungt græsk barn ud af ruinerne. Udenrigsministeren, tredie generations Papandreou, har yderligere bidraget til forbedring af forholdet mellem Tyrkiet og Grækenland til trods for de stadig uløste problemer om grænserne i Ægæerhavet, og Cyperns og Nordgrækenlands muslimske (tyrkiske) mindretal. 'Commune naufragium semper dulcet' fælles skibbrud dulmer altid, sagde de gamle romere. 

Ud af Tyrkiets ca. 65 millioner er i det mindste 12 millioner kurdere, der stammer fra et folk, hvis historie går 2500 år tilbage. Den græske historiker Xenofon fortæller om de 10000 grækeres kamp mod kurderne i Lilleasien.
Tyrkiets magthavere har svært ved at respektere kurdernes sprog og kultur. Kurdiske navne er forbudt. Kurdiske aviser er i de senere år tilladt, men forbydes gang på gang. Den nuværende premierminister Bülent Ecevit har udtalt, at kurderne savner et fælles sprog. "Der er mindst syv forskellige kurdiske sprog", hævder han. I det franske tidsskrift 'Nouvel Observateur' skrev Ecevit fornylig: "Kulturel autonomi for Tyrkiets kurdere vil føre til en deling af landet. Kurderne taler om kulturel autonomi, men enhver ved, at de ønsker uafhængighed." Desværre overvejer Ecevit ikke, hvorfor han mener, at kurderne nærer dette ønske om uafhængighed af Tyrkiet efter at have levet uden en kurdisk stat i årtusinder. 
Det er den nådeløse sproglige og kulturelle undertrykkelse siden 1924, der forklarer den kurdiske modstand.
Det officielle tyrkiske synspunkt er, at kurderne ikke udgør et mindretal, men sammen med tyrkerne er rigets stiftere. Der sigtes også til den forældede forestilling, at mindretal karakteriseres ved religionen - og i religiøs henseende adskiller kurderne sig ikke fra tyrkerne.

Tyrkiets daværende ambassadør i Danmark, Onur Öymen, der siden i en årrække var direktør for det tyrkiske udenrigsministerium, rettede mig, da jeg omtalte Tyrkiets kurdere. "De er slet ikke kurdere" sagde han, "men bjerg-tyrkere. Når jeg hører kurdisk radio fra London, kan jeg næsten forstå sproget, så nært er det til tyrkisk." Først under præsident Özal i begyndelsen af 1990erne tillodes det at benytte betegnelsen 'kurdere'.

Det Europæiske Råds møde i København den 21.-22. juni 1993 - Københavnererklæringen - fastslår bl.a., at ansøgerlande for at opnå medlemskab af EU skal repektere og beskytte mindretal. Tyrkiets længe vedvarende ønske om medlemsskab af EU skulle derfor være et afgørende motiv for at give kurderne de mindretalsrettigheder, som man siden 1924 har nægtet dem. 
Tidspunktet synes gunstigt for at løse den 'kurdiske knude', men det haster. Hvis der intet gøres for at tilfredsstille det kurdiske mindretals behov for at dyrke deres sprog, kultur og historie, og hvis der intet gøres for at give de fordrevne kurderne deres ejendomme tilbage og for at erstatte deres tab, vil striden bryde ud igen - og Tyrkiets mulighed for tilslutning til EU vil blive udskudt til en fjern fremtid.

Enkelte tyrkiske organisationer, GÖC-DER og Menneskerettighedsforeningen INSAN HAKLARI DERNEGI, samt MAZLUM-DER arbejder ihærdigt for, at de fordrevne skal kunne vende tilbage til deres landsbyer. Arbejdet på at finde frem til de fordrevne og at undersøge deres ønsker og muligheder er påbegyndt, men der er lang vej igen, og uden finansiel støtte til genopbygningen af landsbyerne kommer man ikke videre. GÖC-DER har forgæves søgt statslige midler til genopbygning af nogle få landsbyer.
Premierminister Ecevit har givet udtryk for, at fordrevne landsbyboere skal genhuses i store enheder. Grunden hertil er formentlig, at kontrollen med disse mennesker kan blive mere effektiv. 

Da Tyrkiet enten ikke har evne eller vilje til at genopbygge de tømte landsbyer og hjælpe de fordrevne tilbage til deres retmæssige landområder bør EU stille midler til rådighed for de ovennævnte private organisationer, således at genopbygningen af landsbyer kan påbegyndes. EU er formentlig den eneste internationale organisation, hvis tilbud om hjælp til de humanitære organisationers genopbygningsarbejde, som Tyrkiet ikke kan afvise.
________
Professor, dr.jur., indtil 1999 formand for Den Danske Helsingforskomité for Menneskerettigheder